Retsopgøret
Her er London, BBC sender til Danmark. De hører os på 19 meter båndet, på 2 bølgelængder på 31 meter båndet, i 41 meter båndet og på 1500 meter.
Sammenbruddet i Nordtyskland er komplet. Englænderne rapporteres tæt ved den danske grænse. Kiel og Flensburg er åbne byer. Fangetallet er så stort, at det er umuligt at tælle. Danmarks Frihedsråd har opfordret til disciplin i de sidste timer inden befrielsen. Admiral Dônitz har haft samtaler med de tyske myndigheder fra Norge og Danmark og har drøftet den fremtidige kurs i begge lande. Øst- og vestallierede styrker er nu sammensvejsede på en strækning over 160 km., og næsten hele Tyskland er rendt over ende. Den svenske presse har bragt forlydender om, at russiske faldskærmstropper skulle være landsat i Dyrehaven nord for København, og i dag gik der rygter i Danmark om, at russiske tropper var gået i land på Falster. Alle disse rygter savner enhver begrundelse. I nat blev der kæmpet voldsomt i Københavns gader, rundt om den tyske kaserne – de tyske kaserner, og der hørtes endog kanonskud. I Dyrehaven og på pladsen foran Gentofte Rådhus, havde tyske tropper været i indbyrdes regulær kamp. (Pause på 13 sekunder hvor kun støjsenderen kunne høres).
En kollega, Flemming Barfoed havde distraheret Johannes G. Sørensen.
Flemming havde slået Johannes G. Sørensen på ryggen, idet han sagde:
-”Montgomery…..Kapitulation i Nordvesttyskland, Holland og Danmark…….. sig det!!!!”-
Johannes G. Sørensen fortsatte:……………………”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.”-”Her er London, vi gentager: I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig”.
Det var journalisten Johannes G. Sørensen, der bragte meddelelsen, som blev bragt 4. maj 1945, kl. 20:36. Meget store dele af den danske befolkning hørte radioen, indledningen med ’dum-dum-dum-dum’ som stammer fra Beethovens 5. symfoni, lidt af ’Prins Jørgens March’ og det hele var krydret med lyden af de tyske støjsendere og varierende knas fra de private primitive radioantenner. De fleste vidste jo nok, at det var tæt på, men alligevel.
Efter meddelelsen fulgte en særmelding i form af navnekoder, og med et andet ordvalg gentages budskabet atter, og det pointeres at overgivelsen også gælder Helgoland og De Frisiske øer. Det pointeres i øvrigt også, at overgivelsen ikke gælder Norge.
Hvad de færreste måske ved er, at han fortsætter uden manuskript, og uden et telegram at støtte sig til idet han siger:
-”Må jeg have lov til at slutte med, at denne aften – den største aften for Jer hjemme også har været den største aften for os herude? Vi tænker på Jer hjemme, og vi glæder os til snart at ses igen. Denne hilsen må jeg nok have lov til at omfatte alle danske udenfor Danmark? Og så slutter vi med nationalsangen.”-
Og så kom først kongesangen: Kong Christian, og dernæst nationalsangen: Der er et yndigt land.
Freden sænkede sig over Danmark.
Inden alt dette havde Danmark gennemgået ’de 5 onde år’, siden Tyskland 9. april 1040 havde besat Danmark. Danmark slap billigt i forhold til mange andre lande. Måske så Hitler en fordel i at behandle arierne i Europas spisekammer lidt pænere end andre, måske har den danske regerings samarbejdspolitik virket efter politikernes hensigt – måske har begge dele spillet ind.
Samarbejdspolitikken er i høj grad blevet forbundet med Erik Scavenius (13/6 1877 – 29/11 1962). Har var ledende radikal politikker, og var en ivrig fortaler for neutralitetspolitikken. Egentlig var han i gang med at planlægge sit otium, da Danmark blev besat. Udenrigsminister P. Munch trak sig fra sin post og pegede på Scavenius som sin efterfølger. Det siges at kongen, Christian d. X hellere så at det var således, og at statsminister Stauning ligeledes gerne så denne omdannelse af regeringen. Mange har efterfølgende talt ilde om Scavenius, han er blevet kaldt medløber og tyskervenlig. Specielt i konservative kredse har der været en manglende forståelse for radikal politik. (Prøv at huske fra TV serien Matador, hvorledes oberst Hackl omtaler doktor Hansen som en ’radikaler’ med foragt i stemmen; der sigtes den manglende forsvarsvilje.)
Erik Scavenius mødtes med Hitler, han forhandlede med nazisterne, han mødte velforberedt op. Derved forudså han en række politiske problemer, og på diplomatisk vis lykkedes det ham at gennemføre den samarbejdspolitik, som siden hen er blevet kritiseret af mange. Godt nok var tyskerne i Danmark, og de var uønskede, og de terroriserede landet. Men var Danmark i krig? Tja, det er vel et spørgsmål om definition, når nu regeringen havde opfordret befolkningen til at træde i samarbejde med de tyske myndigheder under hensyntagen til den indtrufne situation.
Det er ret bemærkelsesværdigt, at der kunne afholdes valg til Folketinget d. 23.marts 1943. Det er også bemærkelsesværdigt, at DNSAP, Danmarks National Socialistiske Parti med lederen Frits Clausen, blev valgt ind med 3 mandater. Sådan kan det altså gå i et demokratisk samfund.
Samarbejdspolitikken fungerede frem til 29. august 1943. Den danske folkesjæl ville gerne signalere, at vi da holdt med englænderne, amerikanerne og russerne i denne krig, men det er ikke let, når regering og folketing agerer, som tilfældet var. Der var tvivl blandt De Allierede, hvor danskerne stod. Naturligvis var der danskere, der ville byde fjenden trods. Det var imidlertid farligt, fordi der også var tysksindede i Danmark. Hvis man placerede en bombe i en maskinfabrik, der producerede materiel til tyskerne, var risikoen, at nogle kunne finde på at ’stikke’ sabotøren, så tyskerne fik kendskab til hans identitet. Det var livsfarligt. Risikoen var en billet til en koncentrationslejr, eller tortur så flere kunne identificeres. For de fleste blev det ved sympatitilkendegivelser. Nogle deltog dog i trykning og distribution af illegale blade og aviser. Andre tillod opbevaring af våben eller efterlyste personer i deres ejendomme.
Alligevel skulle det vise sig, at “de, som man aldrig vidste, hvem var” – efterhånden havde organiseret sig i det skjulte. Der var sabotører, der sprængte tyskervenlige virksomheder i luften eller sprængte jernbanestrækninger, og så var der folk, som indså, at de danske jøder måtte beskyttes og hjælpes.
Hvad skete der så d. 29. august 1943? Regeringen gik af! Mod slutningen af august havde forskellige modstandsgrupper saboteret i et omfang, så det blev for meget for Hitler, som hjemkaldte Werner Best til en samtale. Best vendte tilbage til København med et ultimatum dikteret af Hitler. Den danske regering skulle erklære undtagelsestilstand, forbyde strejker og sammenstimlen, indføre natligt udgangsforbud, og dødsstraf for sabotage. Partierne bag samlingsregeringen afviste kravene, hvilket regeringen accepterede. Svaret til Werner Best, blev derfor en afvisning. Regeringen, Rigsdag og kongen ophørte i deres respektive funktioner. De nedlagde så at sige arbejdet. Det fortsatte arbejde blev varetaget af departementscheferne – altså af ikke-folkevalgte. Den danske regering og især det danske folketing havde brudt med samarbejdspolitikken.
Det fik konsekvenser. Man kan vel sige, at landet fungerede dårligere, idet der ikke var regering til at lave love, retssystemet fungerede dårligere, og 19. september 1944 blev Københavns Politi deporteret, og politibetjentene i hele landet fungerede ikke længere. Det kræver ikke stor indsigt, at forstå, at der efterhånden herskede lovløshed i landet. I den sidste del af krigen var situationen, at der var tysksindede mennesker, der deltog i Hipokorpset og i andre landsskadelige grupper, enkeltindivider optrådte som selvbestaltede politibetjente og stikkerne leverede informationer til tyskerne. Overfor dette stod Frihedsrådet, som blev dannet af mennesker, der indså, at der efter krigen skulle dannes en regering, desuden af individer, der havde forbindelse til forskellige modstandsgrupper. Danmarks Frihedsråd var en de facto regering i krigens slutning. Den var imidlertid ikke folkevalgt. Da krigen var slut skulle der dannes regering, og et faktum var, at modstandsgrupperne havde vidende om over 30.000 danskere, som burde retsforfølges for forskellige forbrydelser og for landsskadelig virksomhed. Gruppernes magt var stor, så ønsket om et retsopgør var begrundet og forbundet med styrke og pression. Dette førte til:
Retsopgøret efter besættelsen.
Umiddelbart efter befrielsen startede anholdelser og interneringer af de personer, som var mistænkt for landsskadelig virksomhed. For at kunne dømme, skulle der dannes et lovgrundlag, hvilket indebar betydelige besværligheder. Hvilken periode skulle være omfattet? Kunne landets folkevalgte og ministrene retsforfølges for demokratisk vedtagne beslutninger? Hvilke forhold skulle kunne retsforfølges? Hvilke straffe skulle kunne komme på tale? Kunne man dømme med tilbagevirkende kraft?
De færreste var interesserede i, at ’gadens parlament’ tog over, det skulle altså undgås, at personlig hævntørst blev udslagsgivende, ingen lynjustits og ingen tilfældige likvideringer. Man må huske, at sindene var i kog efter befrielsen. Mange stikkere var i krigens sidste tid blevet fanget, og efter undersøgelse af deres forhold, var en del blevet likvideret. Det foregik typisk om natten på øde steder for eksempel i en skov. Utterslev Mose ved Emdrup er også blevet brugt. Bum… et skud i nakken og plask ud i vandet. Det kunne være prisen for at have stukket en modstandsmand.
Efter krigen gjaldt det om, at få retssamfundet til at fungere hurtigst muligt, og de ovenfor nævnte problemer blev ivrigt drøftet mellem modstandsfolkene og politikerne. Danmarks Frihedsråd havde allerede i efteråret 1943 udgivet en skrivelse, der hed: Når Danmark atter er frit! Den endelige beslutning (og lovgivning) gik ud på, at:
1) der kan dømmes med tilbagevirkende kraft, 2) dødsstraf (livsstraf) genindføres, 3) de påtænkte love skulle gælde perioden fra 9. april 1940, dog således at handlinger i tiden mellem 9. april 1940 og 29. august 1943 var straffri.
Lovene blev:
Straffelovstillægget (landsforæderloven). Den skulle finde anvendelse mod stikkere, danske medlemmer af SS (Schutzstaffel – et paramilitært elitekorps, der skulle beskytte Hitler og hele den nazistiske bevægelse) og danskere, der fungerede i Hipokorpset, Frikorps Danmark m.m.
Desuden vedtoges værnemagerlove, altså love, der skulle anvendes overfor værnemagere – danskere, der under krigen havde gået tyskernes ærinde samt lov om ekstraordinær tjenestemandslov.
Det store lovkompleks omfatter primært vedtagne love, men desuden en del ændringer af de tidligere vedtagne love.
Det fører for vidt at beskrive detaljer af de enkelte love. Jeg kan henvise til:
W.E.von Eyben: Thi kendes for ret. Juristforbundets Forlag. 1968.
I alt drejer det sig om:
Lov 259 af 1/6 1945
Lov 260 af 1/6 1945
Lov 322 af 7/7 1945
Lov 406 af 28/8 1945
Lov 450 af 1/10 1945
Lov 490 af 9/10 1945
Lov 294 af 31/5 1946
Lov 356 af 29/6 1946
Lov 329 af 4/7 1946
Lov 395 af 12/7 1946
Jeg skal senere vende tilbage til, hvorledes der blev dømt. Imidlertid var der en del kritik af processen og af dommene. Set i nutidens klare lys, må man give kritikerne ret i en del af kritikken. For eksempel kom små sager for retten tidligt i forløbet. Det siges, at juraen er objektiv og blottet for uvedkommende forhold. ’Blind justice!’? Det har næppe været helt rigtigt. De små sager blev dømt relativt hårdt, muligvis på grund af, at der fortsat herskede en del bitterhed over de anklagedes adfærd under krigen. Man kan spørge sig selv om de fik et anstændigt forsvar, og var dommerne upåvirkede? Efterhånden blev dommene mildere, hvilket ikke hjalp dem, der allerede var dømt. Det tages som et udtryk for, at folkestemningen efterhånden blev mindre følelsesladet, hvilket er et kuriosum i juridisk sammenhæng. Et lands parlament og altså den lovgivende forsamling antages at afspejle de politiske holdninger, der rør sig i samfundet. Der er masser af eksempler på, at parlamentet er i modstrid med befolkningen, men det er acceptabelt, idet ingen med rette kan forvente millimeterdemokrati. Imidlertid er der i denne sammenhæng særlige forhold, der gør sig gældende. Det er vigtigt, at domstolene er uafhængige af folkestemninger, domstolene skal dømme efter gældende lovgivning. Derfor er det afgørende, at lovgivningen er præcis og konsekvent og i overensstemmelse med befolkningens opfattelse af retfærdighed. Disse forhold var og er fortsat genstand for diskussion. Overfor dette står naturligvis, at Danmark havde været besat, og den eksisterende lovgivning havde ikke taget højde for, hvad de seneste 5 år havde bragt med sig.
Mange følelser spillede ind.
Modstandsbevægelsen har givet vis lagt pres på lovgiverne.
Man er nødt til at tro på, at de involverede lovgivere, jurister og embedsmænd har gjort deres yderste for at handle korrekt i den givne situation.
Anklagepunkterne blev samlet som følger:
Tysk polititjeneste / Tysk tjeneste af politimæssig karakter / Tysk krigstjeneste / Angiveri / Propaganda mv. / Samarbejde mv. / Alvorlige strafferetlige overtrædelser / Andre strafferetlige overtrædelser / Værnemageri samt allehånde kombinationer af ovenstående.
Hvorledes blev der så dømt?
Ved den endelige instans blev udfaldet således:
12.877 mænd og 644 kvinder blev dømt.
2 mænd (m) blev idømt bøde, 3 mænd fik hæftestraf, 86 mænd + 4 kvinder (k) fik ikke yderligere straf end den på domstidspunktet allerede udståede varetægtsfængsling, 185 m + 4 k fik 30 dages fængsel, 313 m + 7 k fik fængsel i 30 – 60 dage, 224 m + 8 k fik fængsel i 60 dage – 3 måneder, 2.267 m + 183 k fik fængsel i 6 – 12 måneder, 1665 m + 74 k fik fængsel i 12 – 18 måneder, 2414 m + 110 k fik fængsel i 18 – 24 måneder, 830 m + 27 k fik fængsel i 24 – 30 måneder, 957 m + 42 k fik fængsel i 30 – 36 måneder, 1334 m + 51 k fik fængsel i 3-4 år, 453 m + 14 k fik fængsel i 4 – 5 år, 299 m + 25 k fik fængsel i 5 – 6 år, 303 m + 19 k fik fængsel i 6 – 8 år, 338 m + 8 k fik fængsel i 8 – 10 år, 84 m + 0 k fik fængsel i 12 – 14 år, 108 m + 3 k fik fængsel i 14 – 16 år, 54 m + 0 k fik fængsel i 16 – 20 år, 66 m + 0 k fik fængsel på livstid,76 m + 2 k blev idømt livsstraf = dødsdom, 7 m + 0 k fik ungdomsfængsel, 11 m + 0 k fik psykopatforvarring, 13 m + 4 k fik anbringelse på sindssygehospital, 27 m + 3 k skulle undersøges af åndssvageforsorgen, 6 m + 0 k anden sikkerhedsforvarring.
Mange straffe blev ikke fuldt udstået, idet benådning fandt sted efter en vis tid.
Af dødsstraffene var der oprindeligt 101 mænd + 2 kvinder, der blev dømt, men 25 mænd fik dommen omstødt ved landsretterne. Af de i alt 78 dødsdomme blev 46 eksekveret. Dødsdommene, der blev eksekveret, forgik ved skydning. De internerede blev typisk hentet mellem midnat og kl. 02:00 om natten, rimeligvis for at undgå for megen opmærksomhed. Den første var Knud Flemming Helweg-Larsen, der blev skudt 5. januar 1946 kl. 01:30. I alt tre i 1946, 18 i 1947, 7 i 1948, 14 i 1949 og 4 i 1950. Den sidste var Niels Rasmus Ib Birkedal Hansen, som blev skudt 20. juli 1950, kl. 01:00. Herefter sluttede kapitlet vedrørende eksekvering af dødsdomme i Danmark.
Det juridiske galehus.
En af forfatterens nære bekendte har efterlyst beretningen om ’det juridiske galehus’. Jeg efterkommer naturligvis såre gerne opfordringen.
Det er givet, at i den periode, hvor dommene faldt, blev en del af disse således genstand for en voldsom diskussion. Mange synspunkter pro et kontra dommene både de milde domme men måske især de hårde domme fremkom i den offentlige debat.
Specielt bedømmelsen i værnemagersagerne skabte debat. De anklagede forsvarede sig naturligvis efter bedste evne, og forklarede ofte, at deres handlinger kunne retfærdiggøres af hensynet til danske arbejdspladser eller uvidenhed med hensyn til, at virksomhedens produkter kunne anvendes af tyskerne.
At sagerne kunne være vanskelige at dømme ses af det forhold, at en hel del domme blev pådømt meget forskelligt i de tre retsinstanser.
Eksempelvis kan man se på sagen mod Gunnar Larsen, der var minister for offentlige arbejder. Han var kendt for at være ’tyskervenlig’. Han flygtede til Sverige, og da han vendte tilbage blev han tiltalt efter de nye love. Han var anklaget for i sin tid som minister at yde økonomisk bistand til personer, der bevægede sig i de nazistiske miljøer. Gunnar Larsens forsvar gik i retning af, at det netop handlede om, at den økonomiske støtte gik til personer, der kunne oplyse regeringen om, hvad der rørte sig i de nazistiske kredse. Tidligere socialdemokrat men senere kommunist Carl Madsen var i juni 45 blevet udnævnt til ekstraordinær statsadvokat, og han skulle tage sig af landssvigersagerne. Han var anklager i sagen mod Gunnar Larsen, og han led et nederlag ved Københavns Byret, da retten mente, at sagen mod ministeren ikke henhørte under Byrettens jurisdiktion. Imidlertid var der en sag mod ham som værnemager, idet han havde en tæt familiær relation til F. L. Smidth, som var producent af cement og cementfabrikker. Hans far Poul Larsen havde etableret virksomheden sammen med Frederik Læssøe Smidth og Alexander Foss. Siden grundlæggernes død var Gunnar Larsen både administrerende direktør og bestyrelsesformand i koncernen. Virksomheden havde angiveligt samarbejdet med tyskerne i forbindelse med vejanlæg og forskellige entreprenøropgaver. Desuden var der ydet økonomiske støtte til en del mindre virksomheder, som ligeledes samarbejdede med tyskerne. Denne sidste del af anklagen blev Gunnar Larsen dødmt efter, og han blev idømt 10 måneders fængsel. I Landsretten blev han imidlertid frikendt, hvilket fik befolkningen til at bebrejde anklagemyndigheden for at være dårligt forberedt i sagen mod en ’åbenbar værnemager’. Sagen gik til Højesteret, der ligeledes frikendte Larsen. Dommen fik konsekvenser for de anklager, der var rejst mod andre entreprenørvirksomheder og nogle maskinfabrikker, der ligeledes havde produceret dele til tyskerne.
En af disse sager var sagen mod ’Nordwerk’.
Nordwerk fremstillede rotorer til V2-raketterne. En sabotageaktion mod Nordwerk i Ryesgade blev udført af BOPA lørdag morgen den 25. juni 1944. En af stifterne var højesteretssagfører Geo Schiørring. Han var godt nok trådt ud af ejerkredsen i 1943, men det synes åbenbart, at virksomheden både før og efter hans deltagelse i ledelsen, havde en dårlig sag, nu da der skulle gøres op mod værnemagerne. Schiørring forsvarede sig med, at virksomhedens aktiviteter var kendt og godkendt af myndighederne og specielt af Udenrigsministeriet. Schiørring blev i byretten frifundet. Sagen gav anledning til en voldsom debat i befolkningen. Det syntes åbenbart, at frifindelsen var ude af trit med den almindelige retsfølelse.
Tidens populære meningsdannere som for eksempel Hans Harald Koch (Hal Koch), Poul Henningsen (PH), men også højt respekterede fagfolk som professor dr.jur. Stephan Hurwitz, havde ytret sig om den inkonsekvens, der havde præget domsafsigelserne. Man talte om tilfældigheder, og om at ’små fisk’ fik hårde domme, mens de store ofte slap fri.
Forsvarsadvokat og højesteretssagfører Carl Bertel Henriques måtte flygte til Sverige under krigen, fordi han var jøde. Da han kom tilbage efter krigen førte han en række sager for værnemageranklagede. Blandt andet sagen mod Schiørring. I debatten, der fulgte efter dommen udtalte han: ”Vi lever i et juridisk galehus; vi kommer let i en situation, der vil hævne sig, når nu de mennesker, der fulgte de af regeringen godkendte og anviste veje, skal straffes herfor. Vi må bort fra at anklage folk fra deres handlinger i perioden 1940-41. Ingen må dømmes i en sag, som den foreliggende!”
Henriques henviste til samarbejdspolitikken i starten af besættelsen, og udtalelserne vakte udbredt debat. Efter frifindelsen i Byretten, blev Schiørring dømt i Landsretten.
Det er stærke ord, når en estimeret jurist omtaler sit eget samfund som et juridisk galehus. Der er dog noget om snakken, og det kan undre, at der var ringe konsekvens i dommene. Problemet var naturligvis konflikten mellem det forhold, at der i Danmark ikke allerede var lovgivet på området, og på den anden side at såfremt der skulle være et retsopgør, så måtte dommene i sagens natur være med tilbagevirkende kraft. De gode græd, og de onde lo.
Se i øvrigt om dødsstraf på. www.andersbeck.dk/?page_id=1123
Kilder:
W.E.von Eyben: Thi kendes for ret.
Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen.
Internetopslag.
