D-dag
D-dag.
Krigens start.
2. verdenskrig havde hærget i knapt 4 år, da invasionen af Normandiets kyst fandt sted. I starten af krigen var de allierede pressede, men krigslykken vendte langsomt i 1942-43. Mange enkelte episoder var medvirkende til, at Tyskland i særlig grad led svære tab. Den tyske krigsmaskine havde fungeret ganske professionelt i de første år, men set i bagklogskabens ulideligt klare lys (citat: Kurt Thorsen), blev det vanskeligt og meget ressourcekrævende at holde sammen på det kolossale område, som var blevet underkastet den tyske offensiv. I denne artikel vil jeg koncentrere mig om et par centrale forhold, som havde en afgørende indflydelse på krigens afslutning.
Det var en satsning af uhyrlige dimensioner, da Hitler brød ‘ikke angrebspagten’ med Sovjetunionen og indledte Operation Barbarossa. Søndag d. 22. juni 1941 sendte Hitler ca. 3.000.000 soldater ind i Sovjetunionen. Den omtalte bagklogskab tilsiger, at det er en uklog beslutning at øge sit engagement så voldsomt på en gang. Hvor Hitler førhen havde en front mod vest, åbnede han nu på eget initiativ en kæmpe front mod øst, mod en modstander, som han med sikkerhed burde vide, var uhyre stærk og rådede over kolossale landområder. Alene forsyningerne til 3 mill. mand – langt fra Berlin – krævede meget.
De første par uger gik det efter planen, men efterhånden stod det klart, at tyskerne – cirka 500 km. inde mod Moskva over en 1200-1500 km. bred front var i gang med et større projekt end først antaget. Det blev efterår, og det begyndte at regne. Tunge militærmaskiner, heste, fodfolk osv. gjorde de primitive jordveje til mudder, og alene dette var et stort problem. I starten af oktober 1941 nåede de tyske tropper frem til en afstand af blot cirka 50 km. fra Moskva, men så begyndte det for alvor at knibe. En del sovjetiske soldater havde ikke kæmpet ‘med hjertet’, al den stund at de levede i et diktatur under ledelse af Joseph Stalin. Det kan muligvis – til en vis grad – forklare den tyske succes i staren. Imidlertid var der mere Stalin tro tropper tættere ved Moskva. Derudover meldte vinteren sig nu, og som Churchill drillende sagde i sin tale til de allierede: “Vi lærte da i skolen om Napoleons problemer med den sovjetiske vinter.” Endelig var den sovjetiske general Sjukov sat ind til at lede en modoffensiv. Det var hårde kampe, der blev udkæmpet i november 1941 frem til foråret 1942.
Endelig betød tyskernes aggression i Sovjet, at Stalin allierede sig med England og USA i en fælles kamp mod Tyskland..
Det lykkedes at skade Sovjetunionen og tilføje store tab, men det lykkedes ikke at erobre det kæmpestore land. Den Røde Hær fik efterhånden overtaget, og et af krigens allervigtigste vendepunkter var en realitet.
Mod syd mødte det tysk-italienske samarbejde problemer i det nordlige Afrika. Alexandria er en vigtig Egyptisk havneby, ca. 150 nordvest for Cairo. Tyskernes og muligvis krigens største militære begavelse – general Erwin Rommel forsøgte i flere omgange at erobre Alexandria. Det lykkedes ikke. I perioden fra 24. oktober til 4. november 1942 gik englænderne til angreb på de tysk-italienske tropper. Den engelske general Bernard Montgomery sejrede ved det afgørende slag ved El Alamein, der ligger ved kysten ca. 80 km. sydvest for Alexandria.
Churchill var begejstret, og med sin sans for det oratoriske udtalte han i en radiotale: “Dette er ikke enden; det er ikke engang begyndelsen til enden – måske er det enden på begyndelsen!”
En forsigtig betragtning af den tyske situation ved årsskiftet 1942-43 viser, at østfronten er præget af tilbagetrækning. Mod syd har de tysk-italienske tropper lidt nederlag. Mod vest ligger Atlanterhavet. Ude i horisonten lurer en afgørende modstander nemlig de allierede tropper, der i krigens start i efteråret 1939 og foråret 1940 led nederlag og store tab, men som nu havde fået den nødvendige håndsrækning fra det store USA. Det engelsk-amerikanske samarbejde med god støtte fra Canada og Frankrig måtte være en skræmmende modstander for tyskland i denne situation. Det var klart for enhver, at en invasion på Europas atlanterhavskyst var det mest logiske. Tyskerne vidste det, og de allierede vidste det. Tyskerne havde opbygget et voldsomt fæstningsværk mod vest. Cementbunkere og kanonstillinger skulle gøre en invasion til et Helvede.
Planlægningen af invasionen.
I Casablanca i januar 1943 blev der af de allierede nedsat en arbejdsgruppe, som skulle planlægge, hvorledes en invasion kunne foregå. Generalløjtnant Frederick Morgan var stabschef for de allieredes øverstbefalende (CCS), og han blev udpeget som ansvarshavende for at planlægge koordinationen og planlægningen af en operation over Kanalen. Efterfølgende afholdtes en lang række politiske og militære møder, der skulle tjene til at specificere Morgans mandat. Slutdirektivet, som Morgan modtog ultimo april 1943, gik ud på, at “Europa skulle invaderes tidligt i løbet af 1944.”
Morgan gik i gang. Hans arbejdsgruppe blev kaldt COSSAC, hvilket svarer til en forkortelse af hans egen stilling (CHIEF OF STAFF TO SUPREME ALLIED COMMANDER).
De to væsentligste spørgsmål var: hvor og hvornår?
En række praktiske forhold skulle imødegås.
Tyskerne havde allerede bygget en stor del af Atlantvolden, som var det massive forsvar af Vesteuropa, og som bestod af betonbunkere og kanonstillinger. Stedet skulle være inden for flyafstand i forhold til en britisk luftbase, selve landgangsstedet skulle være velegnet – kysten skulle kunne forceres, og det ville være en fordel, såfremt der var let adgang til en etableret havn i nærheden. Desuden ville det være godt med passende vejanlæg tæt ved, så yderligere transport ind i fastlandet kunne effektueres. En ikke uvæsentlig detalje var, at tyskerne udmærket vidste, hvad der var under opsejling. Derfor var de opmærksomme på, hvilke planer de allierede kunne overveje.
Alt pegede på Normandiet, kysten ved Holland-Belgien og kysten ved Calais (Doverstrædet).
Efter en del forhandlinger blev kyststrækningen ud for byen Caen og i retning vest nordvest mod halvøen Cotentin. Området blev undersøgt grundigt, der blev sendt mini ubåde med folk, der skulle hente jord- og vandprøver. Tidevandsforholdene blev kortlagt.
Nytårsaften 1943/44 sejlede to britiske officerer i en mini ubåd ind til stranden ved byen Lion-sue-Mer i Seinebugten for at hente jordprøver. En ret dristig tur. På grund af strømforholdene havde de besvær med at komme ud fra kysten igen, men det lykkedes i tre forsøg. De var så tæt på de tyske tropper, at de kunne høre dem.
Dwight David Eisenhower USA, (14. oktober 1890 – 28. marts 1969) var udnævnt til øverstbefalende, de øvrige generaler var Bernard Law Montgomery GB, Bertram Ramsay GB, Trafford Leigh-Mallory GB, Omar Bradley USA, Miles Dempsey GB samt Harry Crerar CAN. Over for disse stod nogle noget svækkede tyske tropper, idet de dygtigste var ved østfronten. Imidlertid var ledelsen ikke helt ueffen. Tysklands formodentlig mest intelligente general Erwin Rommel havde ansvaret for Atlantvolden. Desuden Gerd von Rundstedt, der havde været deltager i Operation Barbarossa i 1941, og siden hen havde haft succes i at drive allierede tropper i vandet ved Dieppe i 1942. Endelig var der Friedrich Dollman, leder af den 7. tyske armé i Frankrig – en mand, der var kendt for at ville kæmpe til døden, hvilket han faktisk også gjorde.
Ingen tvivl hos de allierede: Det var en dristig og farlig plan. Alle detaljer skulle holdes hemmelige.
Operationen blev døbt: Operation Overlord.
Der var et par kiks i hemmeligholdelsen. Et kendt eksempel handler om skolelæreren Leonard Dawe. Han producerede kryds og tværs opgaver til ‘The Daily Telegraphs’. Ejendommeligt nok var der nogle af de engelske officerer, der sad og løste krydsord i maj 1944, og blandt de mange ord, der skulle gættes var: Overlord, Mulberry, Utah og Omaha. Alle disse ord var brugt i forbindelse med invasionsplanerne. Leonard Dawe kunne imidlertid dokumentere, at opgaven var produceret for lang tid siden, og sagen kom ikke længere. Det ejendommelige sammentræf har ikke fundet sin forklaring.
En anden situation opstod, da en engelsk spion blev fanget, da han var i færd med at undersøge vandet ud for invasionskysten for miner. Han blev ført til Rommel, der udspurgte ham. Blandt andet fortalte spionen, George Lane, at Montgomery var i færd med at planlægge en invasion ved Calais strædet. Efter Rommels afhøring blev Lane sendt til Gestapo i Paris.
I det engelske krigsministerium manglede personalet, der alle var højt klassificerede, pludselig ét eksemplar af en delrapport, som direkte havde relation til Operation Overlord. Det skabte en del panik, også selvom eksemplaret nogle dage senere dukkede op hos en portvagt i et andet ministerium.
Skinangreb.
Den ofte anvendte teknik med at lave skinangreb, blev også anvendt i denne operation. Der blev sendt forvanskede meddelelser ud i æteren, der omhandlede angreb andre steder, og meddelelserne blev fulgt op af troppebevægelser, som tyskerne måtte reagere på.
Tyskernes væsentligste problem – skulle det senere vise sig, var, at det sted som de allierede havde udvalgt til invasionen, lå vest for to større franske floder nemlig Seinen og Somme. Det skabte en del praktiske problemer, når tropper bevægede sig fra Berlin mod Nordfrankrig. Når de øverstbefalende mente, at der var et angreb i gang, måtte tropperne nødvendigvis vælge en rute for at møde den forventede fjende. Når det så viste sig fejlagtigt, skulle tropperne til tider køre langt tilbage for at kunne krydse floden.
D-dag.
I dagene op til D-dag var der en vis aktivitet på begge sider af Den Engelske Kanal. Rommel var sikker på, at invasionen var nært forestående, og han havde anmodet om forstærkninger, hvilket Hitler havde afvist.
Begge parter vidste, at vejret var en vigtig parameter, og alle vejrprognoser tydede på, at d. 4. juni ville være gunstig – set med allierede øjne, men en ændring af vejret var undervejs. Enkelte skibe var allerede sat i bevægelse d. 3. juni, men de måtte tilbagekaldes. I løbet af de første timer d. 4. juni blev det blæsevejr og regnfuldt, og udsigten for d. 5. juni var endnu værre. Sigtbarheden ville være ringe, og dette ville være til fare for tropper, som skibene skulle dække. Operationen blev udsat.
Erwin Rommel havde også noteret sig, at vejret var uegnet til en allieret invasion. Hans hustru Lucie, havde fødselsdag, og han drog til Herrlingen i Sydtyskland for at fejre hende.
Eisenhower havde travlt med at afklare forholdene med de øvrige ledende officerer. Trafford Leigh-Mallory var mest indstillet på, at operationen skulle udsættes til d. 19. juni. Eisenhower var meget i tvivl, men d. 4. juni kl. 21:45 traf han sin beslutning: D-dag bliver d. 6. juni 1944! Herefter gik alle i gang, og skibene begyndte at røre på sig. Han var tydeligt nervøs for sine folks skæbne, men fastholdt at hans beslutning blev truffet på de bedst tænkelige informationer og med behørig hensyntagen til det psykiske moment overfor mandskabet. Han havde det ikke let hele d. 5. juni, hvor vejret var dårligt, og hvor han desperat håbede på bedring sidst på dagen og i løbet af aftenen.
Hans kompetente modstander havde en anderledes behagelig 5. juni. Han holdt fødselsdag for sin hustru, og om aftenen var der stor fest for hende.
I det sydlige England holdt general Dwight D. Eisenhower en tale for de kampklare soldater:
Soldiers, Sailors and Airmen of the Allied Expeditionary Force!
You are about to embark upon the Great Crusade, toward which we have striven these many months. The eyes of liberty loving people everywhere march with you. In company with our brave Allies and brothers in arms on other Fronts, you will bring about the destruction of the German war machine, the elimination of Nazi tyranny over the oppressed peoples of Europe, and security for ourselves in a free world. Your task will not be an easy one. Your enemy is well trained, well equipped and battle hardened. He will fight savagely. But this is the year 1944! Much has happened since the Nazi triumphs of 1940-41. The United Nations have inflicted upon the Germans great defeats, in open battle, man to man. Our air offensive has seriously reduced their strength in the air and their capacity to wage war on the ground. Our Home Fronts have given us an overwhelming superiority in weapons and munitions of war, and placed at our disposal great reserves of trained fighting men. The tide has turned! The free men of the world are marching together to Victory! I have full confidence in your courage and devotion to duty and skill in battle. We will accept nothing less than full Victory! Good luck! And let us beseech the blessing of Almighty God upon this great and noble undertaking.
Om eftermiddagen gjorde de allierede luftværn sig klar.
Kl. ca. 22:00 begyndte C-47 flyene at lette. Operationen var i gang.
Invasionskysten.
Den udvalgte kyst for invasionen var Seinebugten øst for Contentin halvøen.
Den var delt op i skktorer, som blev benævnt (fra vest mod øst):
Utah, Omaha, Gold, Juno og Sword.
Eisenhower var øverstbefalende for hele operationen.
Montgomery var øverste leder af de to armeer, der blev sat ind, nemlig Amerikanske Første Arme, der skulle erobre Utah og Omaha – og Britiske Første Arme, der skulle erobre Gold, Juno og Sword.
Planen.
Overfarten skulle ske på et tidspunkt, hvor der var fuldmåne, således at man kunne se – uden selv at skulle bruge kunstigt lys, der skulle være roligt vejr, og tidevandet skulle kunne bringe fartøjerne langt ind mod land.
En del specielt udstyr skulle anvendes. Bedst kendt er konstruktionen af to kunstige og mobile havne kaldet ‘mulberries’. Derudover havde ingeniørerne udviklet en række meget specielle ‘køretøjer’, som havde specielle formål. Det drejede sig om specielle landgangsfartøjer samt om køretøjer, der kunne fjerne ‘spanske ryttere’ og i særdeleshed særlige kampvogne – forsynet med tværgående cylindriske ruller, hvorpå der var påmonteret en masse lange jernkæder. Disse kæder piskede ned i jorden foran kampvognen, når denne kørte fremad, hvorved landminer blev bagt til eksplosion. Desuden skulle fragt- og forsyningsenheder være på plads, når invasionen gik i gang.
Invasionen.
De første, der skulle ankomme, var de såkaldte stifindere. De skulle placere radiosendere og specielle lygter, som havde til formål, at signalere hvor troppene skulle nedkastes. Svævefly blev anvendt i den indledende fase, således at britiske og amerikanske faldskærmstropper lydløst kunne blive landsat bagved kystforsvaret. Ca. kl. 03:00 observeredes de første skibe i horisonten. I et par timer bombede fly de tyske forsvarsværker, og da skibene var tæt nok på kysten begyndte de ligeledes et voldsomt bombardement. Endnu en række bombefly sendte bomber ned over invasionskysten. Herefter blev landgangsfartøjerne sendt ind mod kysten. De var nærmest udformede som badekar med kraftige pansringer i fronten – formet som en kraftig plade, der kunne klappes ned. Når dette skete – var det alvor for de soldater, der var de mest udsatte. Så snart de klappede ned, begyndte tyskerne at skyde løs mod soldaterne. Hvad de først ankomne soldater mon tænke, kan man kun gisne om, men mange var bange og desuden søsyge; men der var kun én vej – fremad. Det handlede om at få fodfæste på Europas vestkyst og få landsat de allieredes tropper. Herefter skulle de tyske tropper nedkæmpes, hvorefter man langsomt men sikkert ville drage mod Berlin.
Der deltog ca. 4.000 allierede skibe under kommando af Bertram Ramsay. Knapt 5.000 jagerfly og knapt 6.000 deciderede bombefly, alle under ledelse af Trafford Leigh-Malory, bombede uafbrudt invasionskysten
Operationen kostede mange soldater livet, men må alligevel kaldes en succes. På selve D-dagen døde knapt 3.000 allierede soldater; yderligere 8.000 blev alvorligt sårede, men ca. 153.000 mand blev landsat på det første døgn. Årsagerne til succes’en var flere. Det var vidtgående uklart for tyskerne i starten, om angrebet var ægte eller blot et skinangreb. Hertil skal lægges at Hitlers beslutninger i nogen grad havde underkendt Rommels anbefalinger, så den tyske panserstøtte var langt fra optimal. Elitetropperne var primært sendt til østfronten, så en del af de tyske soldater var helt unge og utrænede. Endelig var der befalingsmænd, der ikke havde lyst til at blive forstyrrede i deres nattesøvn, hvilket gjorde at modstanden blev forsinket i nogle dyrebare timer. De allierede havde ligeledes en betydelig materiel overlegenhed.
Før invasionen var der kontakt til den franske modstandsbevægelse, og det var også en hjælp, at jernbanelinjer og broer blev ødelagt, så det kneb med de tyske forsyninger. Desuden skulle andre broer beskyttes af hensyn til de allieredes planer om fremrykning.
Den centrale del af den tyske militære ledelse må have overvurderet de allieredes styrke. Det er ejendommeligt, at selv efter 5-6 døgn var der tro på at den igangværende invasion blot var et skinangreb, det virkelige angreb ville komme ved Calais – ud fra den enkle tankegang, at her var afstanden over vandet kortest. Det er vanskeligt, at forstå denne betragtning, når man påtænker, hvilken enorm mængde personnel og materiel, der allerede havde fået fodfæste.
Den allierede fremrykning, skete ikke uden betydelig modstand. Retningen var i starten østlig mod Paris, som blev befriet 24. august. Herefter var retningen nord-østlig mod Tyskland og især Berlin. Hitler var ikke tilfreds med udviklingen, han havde fyret von Rundstedt og indsat Hans Günther von Kluge. Rommel var blevet såret, og von Kluge var på dette tidspunkt overbevist om, at krigen næppe kunne vindes. På trods heraf anmodede han om yderligere forstærkninger, og han meddelte, at både materiellet var ringe, men hvad værre var: personellets moral var elendig. Hitler afviste alt og beordrede, at han forventede, at alle heltemodigt ville kæmpe til døden.
Herefter gik fremrykningen noget hurtigere – von Kluges vurdering var rigtig, og i løbet af den næste måned, var de allierede tropper i det sydlige Tyskland. Hertil skal man lægge, at de allierede luftstyrker bombede de tyske byer meget voldsomt, hvilket tjente to formål, der var ingen forsyningshjælp for de tyske styrker, og kampmoralen fik igen og igen et knæk.
Ultimo marts 1945 stod den Røde Hær ved Oder 35-40 øst for Berlin, og de allierede var ca. 40 km. vest for Berlin. Kun en smal stribe af Tyskland blev fortsat kontrolleret af tyskerne. På trods af at alle andre kunne se det udsigtsløse i yderligere modstand, fortsatte Hitler kravet om at kæmpe til sidste åndedrag.
Konsekvensen af D-dags operationen.
I juni 1944 var tyskernes situation, at landet førte krig på to store fronter. Den mest krævende var med sikkerhed østfronten, hvor tabene var store. I krigens start var den tyske krigsmaskine meget overlegen, men efterhånden fik de allierede samarbejdet til at fungere, og oprustningen blev intensiveret. Det styrkede den militære modstand kolossalt, da USA gik aktivt ind i krigen. I 1944 havde tyskerne haft så enorme tab, og samtidig var de allierede langt mere ‘fit for fight’. Hitler måtte til stadighed bearbejde problemerne med store tab mod øst, usikkerheden om hvor og hvornår den forventelige invasion fra vest ville finde sted, meldinger fra sine generaler der i stigende omfang anbefalede at kapitulere samt konstante krav om tilførsel af personel og materiel; en betragtelig del af soldaterne var reelt unge mænd uden militær uddannelse eller træning, hvilket Hitler udmærket vidste.
Derfor var det klart for alle, at krigen ikke kunne vindes af tyskerne. Imidlertid var det uklart, hvorledes selve afslutningen ville blive. Hvis man forestiller sig, at invasionen ikke havde fundet sted, eller at den var mislykkedes, så ville erobringen af Berlin have været en sag for russerne, og man kan forestille sig, at det senere jerntæppe ville være placeret længere vestpå, for eksempel langs den hollandske og belgiske grænse samt langs Frankrigs østlige grænse. Så ville det Vesteuropa vi kender i dag ikke eksistere.
Sammenfatning.
En betydelig styrkelse af de allieredes situation og dermed en svækkelse af Tysklands fandt sted i starten af juni 1944. 6. juni satte de allierede voldsomt ind og invaderede kystområdet i Normandiet.
Det var en risikabel men nødvendig operation; Tyskland var under alle omstændigheder taberen, men fra øst drog Den Røde Hær sejrrigt fremad. Store tyske tab var konsekvensen på østfronten. Hitler havde da også sat de stærkeste enheder ind her. Set med engelske og amerikanske øjne var det vigtigt at få fodfæste på Europas fastland – af hensyn til Europas fremtid. Hvis ikke invasionen blev en succes, ville Sovjetunionen få magten over næsten hele Europa, hvilket trods alt ikke var ønsketænkning for England og USA, – selvom de havde kæmpet side om side med Sovjetunionen mod Tyskland.
En kort forklaring på, hvorfor allerede dag 1 var succesfuld, kan være kombinationen af, at de tyske tropper i vest ikke var de bedste, som Tyskland rådede over. En del var faktisk russiske krigsfanger, der var tvunget til at kæmpe på Vestfronten. Imidlertid er det vanskeligt at forestille sig, at russiske krigsfanger skulle kæmpe heltemodigt på tysk side, hverken mod Rusland i øst eller mod England og USA mod vest. Dette forhold var allerede præsenteret for Hitler af en del af de tyske generaler. Derudover var der mange meget unge og meget gamle mennesker samt tidligere sårede soldater, der fungerede som soldater, hvilket ligeledes var blevet kritiseret af de ledende officerer, der havde påpeget, at denne gruppe soldater i mange situationer gjorde større skade end gavn.
Materiellet var ligeledes ikke optimalt. Generelt var det tyske krigsmateriel af overordentlig god kvalitet, men mod krigens slutning – da det kneb med forsyninger og industriproduktion, blev der flere steder brugt materiel, som var erobret andre steder. Enhver kan forestille sig, at en kanon skal have ammunition, der er beregnet til netop denne kanon, men der var flere eksempler på denne type problemer. Som det er nævnt var mange soldaters kampmoral langt fra optimal. Desuden herskede der mistillid mellem Hitler og hans generaler. Hitler var påvirket af de forskellige attentater mod ham, og han var angst for, at de mange meldinger fra de ledende officerer havde til hensigt at få ham til at kapitulere, hvilket Hitler på ingen måde ville acceptere. Blandt andet var ledelsen på Vestfronten alt andet end entydig. Således var der flere officerer med forskellige beføjelser. De to mest prominente var Erwin Rommel og Gerd von Rundstedt, men visse beslutninger var også overdraget lavere rangerende officerer, et forhold som strider mod enhver normal militær tankegang.
Disse forhold skal sammenlignes med det forhold, at de allierede netop havde planlagt angrebet i Normandiet meget grundigt, var motiverede, og frem for alt havde en fuldstændig entydig kommandovej, – selvom der havde eksisteret en vis rivalisering mellem Montgomery og Eisenhower, da operationen blev planlagt. Materiellets kvalitet er det vanskeligt at sammenligne, men kvantiteten var i allerhøjeste grad til de allieredes fordel. Det mest afgørende har nok været flystyrkerne. Både selve Atlantvolden – men også de kystnære landområder (forsyningsvejene) blev bombet i et ufatteligt omfang fra luften, hvilket har bidraget til en yderligere belastning af den tyske kampmoral og naturligvis store mandskabsmæssige og materielle tab.
