Anders Beck

Bjørn Aage Ibsen

Bjørn Ibsen f. 30.8.1915 d. 7.8.2007. Bjørn Ibsen var en dansk anæstesiolog. En af de helt store.

D. 24.7.1952 blev en patient indlagt på Blegdamshospitalet i København. Patienten led af poliomyelitis eller blot polio. På dansk kaldes sygdommen for børnelammelse, fordi patienterne er børn og unge, og fordi sygdommens symptomer ofte er lammelser i forskellig grad. Til tider omfattede lammelserne også vejrtrækningen. Blegdamshospitalet var et epidemihospital, altså et hospital der var indrettet til patienter med smitsomme infektionssygdomme. Hospitalet bestod af en række mindre pavilloner, således at patienterne lettere kunne isoleres. Den stedlige overlæge var Henry Cai Alexander Lassen, der var meget anerkendt. Han krævede meget af sine underordnede læger, til gengæld avancerede man, såfremt man var vidende og flittig.

Patienten, der blev indlagt d. 24.7.1952 var den første i den kommende polioepidemi i København. Epidemien varede resten af året 1952. Ca. 2500 havde regulære lammelser, af disse var ca. 1800 mindre børn. Polio var ingenlunde ukendt, men i det korte forløb i sidste halvår i 1952 var der lige så mange tilfælde, som der tidligere havde været gennem mere end ti år.

Problemet var, at der ikke eksisterede en grundlæggende behandling mod sygdommen. De lette tilfælde gik i ro efter en vis tid, hvorimod de alvorlige tilfælde medførte lammelser, besværet vejrtrækning og ofte en pinefuld død.

Da epidemien tog fart, var der voldsom mangel på behandlingstilbud. De patienter, der fik vanskeligt ved at trække vejret, kunne tilbydes hjælp i en kyradsrespirator, som bestod af et par skjolde, der kunne trække brystvæggen ud, så der passivt kom luft i lungerne. En mere velfungerende model var tankrespiratoren, hvor patienten lå i en tank, med hovedet ude og med en gummipakning rundt om halsen. Her var princippet ligeledes at brystvæggen blev ekspanderet ved hjælp af et pulserende undertryk i tanken. Sidstnævnte var bedre, men der var kun ganske få i landet.

I de første tre uger af epidemien var der vejrtrækningssymptomer hos 31 patienter; 27 af disse døde.

Bjørn Ibsen, der var narkoselæge havde ved en tidligere lejlighed foranstaltet, at et lille barn med stivkrampe blev kunstigt lammet med kurare og efterfølgende fik lavet et lille hul i luftrøret på forsiden af halsen. I dette hul havde barnet fået indsat en lille gummislange. På slangens yderside var en lille ballon, der kunne fyldes med lidt luft. Derved blev gummislangen tæt med luftrørets inderside, således, at når der blev blæst luft ind i gummislangen, så ville lufttrykket få lungerne til at udvide sig, men der kunne ikke sive luft ud gennem munden. På den måde kunne barnet få luft (ilt!), når man blot med en ballon blæste luft ned i lungerne og tillod luften passivt at slippe ud igen.

Hvad enhver narkoselæge ved, så er der kuldioxid i udåndingsluften. Denne skal bortskaffes. Bjørn Ibsen vidste naturligvis, at dette kunne lade sig gøre, hvis udåndingsluften passerede en cylinder, der indeholdt basisk natronkalk. Det var ganske vidst ikke fysiologisk på denne måde at blive overtryksventileret, der var jernlungen for så vidt mere fysiologisk, men det sikrede en effektiv ilttilførsel til lungerne, og samtidig var luftvejene beskyttede mod slim og blod, som ellers kunne sive ned i lungerne på grund af lammelserne.

Lassen blev foreslået, at lade Ibsen prøve denne behandling til de mange polioramte med respirationsbesvær, men han afslog forslaget, idet narkoselægerne var teknikere, der hjalp kirurgerne under operationerne.

Problemet i disse første uger var primært, at så mange patienter kom ind med diagnosen polio. At dødelighed blandt disse patienter var høj, var kendt. Imidlertid var situationen efterhånden blevet kritisk, idet der var blevet indlagt flere hundrede patienter med polio, hospitalet havde én jernlunge og seks kyradsrespiratorer. Alle var konstant i brug, og mange patienter døde.

25.8.1952 var der kaldt til ”brainstorm” hos Lassen. Alle, der havde et forslag til en bedring af situationen, fik taleret. Ikke meget nyt kom frem, men Ibsen gjorde gældende, at der var to årsager til den dødelige udgang. Den ene årsag var nedsat respirationsevne på grund af lammelse, den anden årsag var manglende evne til at sluge sit eget spyt, ligeledes på grund af lammelse. Lassen, der var en internationalt anerkendt kapacitet, forklarede at patienterne døde af en virusinfektion, der angreb såvel muskelapparatet som hjernen og hjernestammen. Derfor blev patienterne kvalt.

Ibsen holdt dog fast i sin vurdering. Døden måtte skyldes, at blodet blev syreholdigt, fordi kuldioxiden ikke blev fjernet, det ville medføre forhøjet blodtryk i starten og senere kollaps med lavt blodtryk og iltmangel.

De to var grundlæggende uenige, Lassen lod dog Ibsen fortsætte om end Lassen ikke var enig i Ibsens opfattelse. Desuden var der jo ikke respiratorer til rådighed. Ibsen forklarede, at man under operationer kunne sikre ventilationen med håndkraft via en ballon og tilførsel af ilt. Desuden skulle man sikre, at kuldioxiden blev fjernet gennem natronkalken. Efter en tid gik Lassen med til, at behandlingsforsøget kunne afprøves på en patient, der allerede var meget dårlig, men han troede ikke på Ibsens opfattelse.

Nogle få dage senere blev en lille pige udset til at være den, der skulle behandles efter Ibsens princip. Hun var meget dårlig, med overfladisk vejrtrækning og en del spyt og slim, som hun ikke kunne sluge eller spytte ud ved egen hjælp.

Hun fik opereret et lille hul i luftrøret fik anbragt en gummislagne, og hun blev ventileret efter Ibsens princip. Hun var vanskelig at ventilere, for hun gjorde modstand, – så godt hun kunne. Denne problemstilling blev afhjulpet med beroligende medicin, og efterhånden blev pigens tilstand klart forbedret. Den blålige farve var ændret til lys rød. Lassen anerkendte efterhånden Ibsens princip, og flere patienter fik en lignende behandling. Ventilationen blev udført af frivillige yngre læger i hold.

Behovet for den ny behandling var stort i starten. Cirka 10 nye patienter om dagen havde behov for kunstig ventilation på den beskrevne måde. Andre 25-35 nye poliopatienter var mindre voldsomt angrebne, men det var til stadighed uklart, hvor stort behovet kunne blive, og antallet af yngre læge var langt fra nok. Medicinstuderende blev taget ind i hold for at hjælpe med den manuelle ventilation og siden hen også tandlægestuderende. Behovet steg voldsomt – langt mere end forudset.

I september 1952 toppede antallet af nye patienter pr. dag, men i november-december faldt antallet af nye indlagte med polio markant. 29.9.1952 var den dag, hvor flest blev indlagt med diagnosen polio. Antallet var over 700 den dag. Flere patienter kom sig nu og kunne efterhånden selv trækkevejret og hoste igen.

Samlet set faldt dødeligheden for poliopatienter med respirationssvigt fra cirka 90 % til cirka 20 %.

Det var en markant ændring. Mange hundrede børn og unge kan takke Bjørn Ibsens for deres overlevelse.

I alle dele af verden var man opmærksom på, hvad der skete i København. Heldigvis blev der bevilliget penge til en decideret intensiv afdeling, hvor den ny behandlingsform kunne sættes i system. Bjørn Ibsen blev med rette ansat som professor og den første chef for Kommunehospitalets intensivafdeling d. 1.4.1954. Den afdeling opfattes fortsat som verdens første egentlige intensive afdeling.

Kildemateriale: Paul Warwicker: Polio. Gyldendal 2006.