Anders Beck

Balle-Lars.

Kig lidt på et kort over Danmark – fokuser på Sydøstsjælland, syd for Præstø ligger halvøen Jungshoved. Følg kysten mod syd. Cirka 5 km. syd for Jungshoveds sydkyst ligger Balle. Der er en lille havn, hvor forfatteren til nærværende artikel flere gange har siddet og nydt en pilsner sammen med sin far, der var praktiserende dyrlæge tilbage i 1960’erne og -70’erne.

Det er en smuk erindring. En sommerdag i et lille hjørne af Danmark. Fred og lærkens sang. Bølgernes skvulpen og måske en fisker, der står og ordner sine garn. En lille pause i dagens dont. Når jeg havde mulighed for det, kørte jeg med min far rundt til landmændene for at hjælpe ham med at kurere de syge dyr. Af og til faldt der en kop kaffe eller en pilsner af hos landmanden. Hvis ikke, – så tog vi en lille pause og nød den indkøbte pilsner fra den lokale købmand. Så gjaldt det om at finde en smuk og fredelig lokalitet, hvor pausen kunne holdes. Den lille havn var af og til det sted vi valgte.

Godt hundrede år tidligere var området imidlertid rammen om et drama, som siden hen skulle gå over i danmarkshistorien – af flere grunde.

Vi skal dog lige 10 km. mod nordvest. Der finder vi Ugledige. I dag et landsbysamfund. For hundrede år siden blot nogle få gårde og husmandssteder. Det var her dramaet startede.

I Ugledige var der en gårdejer, der hed Ole Andersen. Han drev sin gård sammen med sin ægtefælle, der hed Ane Marie Hemmingsdatter. I 1850’erne var det ret almindeligt med patronymer. Altså det forhold, at man fik sit efternavn efter faderens fornavn. Oles far har formodentlig heddet Anders, og Ane Marie far må have heddet Hemming. Kvinder har det med at leve længere end mænd, med mindre de dør i barselssengen. Ole Andersen døde godt nok som 81 årig, men Ane Marie, var kun 57 år på det tidspunkt. Det skulle vise sig at blive problematisk, fordi Ole Andersens havde en søn fra et tidligere ægteskab nemlig Niels Olsen. Han var for så vidt arving til gården, og han havde allerede betalt en pris for gården, men det var bestemt således, at han først kunne overtage gården, når stedmoderen Ane Marie var død.

”Tja – bum – bum – bum!”, som en radikal politiker engang udbrød, da han ikke rigtig kunne besvare et spørgsmål fra en journalist. ”Er det et problem, at Niels Olsen gerne vil overtage gården, men at Ane Marie var rask og rørig?” I pæne kredse ville det ikke være et problem, men i mindre pæne kredse kunne det afstedkomme urent trav. Man kunne let forestille sig, at Niels gerne så, at Ane Marie lidt før tid kom 3 alen under jorden – ned til sin Ole.

Så skete det!

8. september 1858 var en onsdag. Ane Marie, hendes bror, stedsønnen, en plejesøn og nogle naboer havde dagen før deltaget i begravelsen af en bekendt, og nu var der så andendagsgilde. Så var der kaffe og kage, som det jo bruges, når nogen bliver begravet. Det var halvsent, da Ane Marie kom hjem og ville i seng. Hun skulle jo op næste morgen og passe pligterne på gården.

”Bang!”. Der lød et skud. Ane Marie har muligvis nået at høre det, før vinduet ind til hendes soverum blev smadret. Haglene fra et skydevåben fortsatte gennem vinduet og ramte Ane Marie i hovedet og i halsen. Hun døde umiddelbart efter et par dybe suk. De tililende kunne intet stille op, men de sendte en vogn efter læge og politi i Præstø.

Dengang som nu gik overvejelserne på, hvem der kunne have et motiv. En oplagt person var naturligvis Niels Olsen, der gerne ville arve gården. Han mente, at han havde et godt alibi, idet hans hustru bevidnede, at han var kommet hjem og var gået i seng, da drabet fandt sted. Alligevel blev Niels Olsen arresteret, fordi han havde et motiv, og fordi han efterfølgende blev mistænkt for at have lejet én til at udføre mordet.

I alle lokalsamfund kender man udmærket til dem, der har lidt vanskeligt ved at kende dit fra mit. Således også her.

D. 6. april 1820 blev Lars Nielsen født i Kalvehave, voksede op i kummerlige kår og var fra lille kendt som noget langfingret. Faderen døde, da Lars var dreng. Hans mor, Balle-Johanne, var født i Bahl (Balle i folkemunde). Drengen blev kaldt Balle-Lars. I 1858 var han således 38 år. En voksen mand med en noget broget karriere. Han havde anklager for indbrud, brandstiftelse, meddelagtighed til en mængde forbrydelser samt falsk vidneforklaring. Imidlertid var han kun blevet dømt for mindre tyverier. Han var kendt som en hård benægter. Flere gange syntes det klart, at faldefærdige gårde, der pludseligt nedbrændte, i virkeligheden var blevet antændt af Balle-Lars på begæring af gårdens ejer, der gav brandstifteren en sum penge, og således at han efterfølgende kunne hæve forsikringspengene. Men Lars havde gang på gang klaret frisag. Ikke desto mindre var han berygtet på egnen, og mange almindelige borgere frygtede Balle-Lars.

Mistanken om lejemord faldt på Balle-Lars som morderen og Niels Olsen som den, der havde bestilt mordet.

Det var imidlertid ikke let at bevise sammenhængen, selvom den lå ligefor, og Balle-Lars slap i første omgang.

Balle-Lars kan ikke have været alt for intelligent, for på et tidspunkt nogle måneder efter drabet udtalte han i beruset tilstand overfor sin svoger og nogle andre, at: ”det var da mig og ikke nogen anden, der skød hende kællingen i Ugledige, og når Niels Olsen kommer ud, så skylder han mig 100 rigsdaler”. De andre spidsede ører, og de var forståeligt nok noget forbløffede, men Balle-Lars fortsatte: ”Jeg har da også sat ild på 2 gårde i omegnen, det fik jeg da 150 rigsdaler for!”.

For pokker Lars. Hvorfor kunne du ikke holde din kæft? Det, der blev sagt i beruselse foran 4-5 andre, kommer pludselig ud blandt folk, og en dag hører øvrigheden også om det.

Lars blev anholdt for mordet, men han nægtede, som han havde gjort så mange gange tidligere, når han var blevet anklaget for noget.

Denne gang skete der så det, at dommeren i Præstø fik fat i en af gårdmændene, hvis gård var nedbrændt. Efter nogle forhør brød bonden sammen og tilstod, at han havde lejet Balle-Lars til at brænde gården ned. Det fik dommeren til at genåbne andre sager, og med hjælp fra justitsministeriet, blev en mængde sager gennemgået, og skeletterne væltede ud af skabet. Utallige sager om tyverier, røverier og brandstiftelser blev gennemgået, og der blev arresteret en mængde mennesker, der var involverede.

Med hensyn til Balle-Lars tilstod han for første gang en kriminel handling, idet han erkendte, at have sat ild på en gård, og at han havde fået 50 rigsdaler for udåden.

Nu kørte sagerne, og på et tidspunkt blev Niels Jakobsen afhørt. Niels Jakobsen var gårdejer, og han havde, på det tidspunkt hvor Ane Marie var blevet myrdet, haft Balle-Lars som lejer på gården. Dommeren gik hårdt til Niels Jakobsen, som til sidst erkendte, at han havde udlånt sit jagtgevær til Lars, og at han havde vidst, hvad Lars skulle bruge geværet til.

Til sidst erkendte Lars, at Niels Olsen havde tilbudt ham 100 rigsdaler for at dræbe Ane Marie. Tilståelsen faldt 16. marts 1859.

Sagen havde taget et kolossalt omfang, og efter en tid gik sagen til doms.

Den omfattende dom lød:

 

Lars Nielsen kaldet Balle Lars – dømt for mord – halshugning på Rakkerbanken i Ugledige Skov
Niels Olsen – dømt for meddelagtighed i mord – først dømt til halshugning senere livstid i fængsel – ude efter 18 år
Poul Hansen kaldet Malene-Poul – dømt for røveri og tyveri – 12 års tugthus
Hans Pedersen kaldet Væver Hans – dømt for brandstiftelse – 10 års tugthus
Jens Petersen kaldt Væver Jens – dømt for meddelagtighed i brandstiftelse og hæleri – 10 års tugthus
Niels Hansen Post – dømt for brandstiftelse – 8 års tugthus
Niels Jacobsen – dømt for meddelagtighed i mord – 8 års tugthus
Christopher Christensen – dømt for meddelagtighed i brandstiftelse – 8 års tugthus
Mathias Hansen – dømt for meddelagtighed i brandstiftelse – 8 års tugthus
Peder Christiansen – dømt for meddelagtighed i brandstiftelse – 8 års tugthus
Jørgen Larsen – dømt for meddelagtighed i brandstiftelse – 8 års tugthus
Hans Carlsen – dømt for brandstiftelse – 8 års tugthus
Hans Frederik Hansen – dømt for tyveri og hæleri – 8 års fængsel
Rasmus Nielsen – bror til Lars Nielsen – dømt for tyveri – 6 års fængsel
Hans Henrik Meintz – dømt for tyveri – 6 års fængsel
Hans Mikkelsen – dømt for tyveri 4 års fængsel
Ole Pedersen – dømt for hæleri – 5 dage på vand og brød
Lars Christensen – dømt for hæleri – 40 dage på alm. fangekost
Marie Henriksen gift med Lars Christensens – dømt for at vidne falsk – 20 dage på alm. fangekost
Ane Kirstine Christophersdatter – mor til Christopher Christensen – dømt for at vidne falsk – 60 dage på alm. fangekost.

 

20 mennesker blev dømt! Retssagen havde optaget hele Danmark. Anledningen for de mange domme kunne henføres til Balle-Lars, der havde snakket over sig i drukkenskab.

Hvad skete der så med Balle-Lars?

 

Dommen lød på, at Lars Nielsen var skyldig i mord, og ”sin hals at miste, og hovedet at sætte på en stage!”

Efter dommen blev han anbragt i Præstø arresthus, mens sagen førtes endnu engang – denne gang for højesteret. Under denne rettergang, trækker Lars sin tilståelse tilbage. Han påstod, at han havde erklæret sig skyldig for at få det bedre i arresthuset, hvor han følte sig ’snigmorderisk behandlet’.

Kongen har i mellemtiden ændret Niels Olsens dom til livsvarigt tugthusarbejde. Efter 18 år blev han dog løsladt. Balle-Lars’ dom stod imidlertid ikke til at ændre, da ingen i højesteret indstillede til kongen at benåde ham.

I august 1860 bliver pastor Jacob Elisius Gjellebøl (19. oktober1815 i Vust Sogn – 19. februar1890), sognepræst i Præstø, opfordret til: ”at forberede de to dødsdømte til døden ved, i overensstemmelse med ritualet – tit og ofte at besøge dem, og med flid drive derpå, at de nu alvorligen afbede hos Gud deres begangne grove synd og forseelse!”

De to var Lars Nielsen og Niels Olsen, der efter højesterets endelige dom blot afventede kongens eventuelle benådning eller hans erklæring om dommens fuldbyrdelse. Da Niels Olsen fik sin dom ændret, skulle pastor Gjellebøl således alene forsøge at få Lars Nielsen til at bede om, at Herren ville frelse hans sjæl.

Det skulle vise sig, at blive en vanskelig opgave!

Gjellebøl besøgte Balle-Lars i arresthuset fra 13. august 1860 til 16. oktober 1860. Det blev til i alt 21 besøg af varierende længde, men typisk af en times varighed.

I sin bog:

 

Spildte Guds Ord

paa

Balle-Lars

Ved

Gjellebøl

Sognepræst i Præstø

skriver Gjellebøl om sine møder med Lars Nielsen (forkortet og redigeret en smule):

 

13. august. Første besøg varede fra kl. 1½ til 3. Lars trådte ind i stuen med lænkebundne hænder. Han var ubodfærdig overfor alle forbrydelser for hvilke han var dømt. På retterstedet ville han berette sin uskyld. Han var ikke bange. Selvom der kom 4000 tilskuere, som han en gang havde oplevet det ved en henrettelse. Lars: Jeg foragter Dem fordi De ikke vil tro mig. Jeg: Din foragt kan og vil jeg bære … jeg beder dig betænke Guds ord: 1. Johs. 1.8,9. [v8 Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. v9 Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed].

14. august. Gjellebøl (G) spurgte om Lars (L) havde tænkt over skriftestedet. ”Nej!”, var svaret. G fortsatte og talte om dåben og konfirmationen og om det syndige liv L havde ført som voksen. Desuden, at L for så vidt var at betragte som morder, idet han havde forsøgt at tage sit eget liv under opholdet i arresten, og han henviste til det 5. bud og sagde, at mord på sig selv er lige så syndigt som mord på en anden person. ”Du må sige som røveren på korset: Jeg lider for, hvad mine gerninger har forvoldt!”. ”Nej!”, svarede L ”Den som uskyldigt lider døden, må Gud gøre salig!”. L forklarede, at troede på Jesus Kristus.

16. august. ”Hvis du fortsat nægter at tilstå og erkende, at du må lide, hvad dine gerninger berettiger til, så kan du ikke dø som en kristen, og du kan ikke dø en salig død. L mente, at Jesus ikke kom for at dømme de syndige, men for at gøre synderne salige. G spurgte, om L troede, at de, der døde i krigen, bliver salige. ”Ja!” svarede L. Hertil svarede G, at det kun var således, hvis de døde som kristne.

20. august. Du lider, hvad dine gerninger have fortjent, og således er du kommet i denne nød. Du har siddet år og dag i arresten; det er fra Gud for din sjæls frelses skyld. ”Nej!”, svarede Lars prompte. ”Det er ikke fra Gud, det er fra politiet!”. Herefter refererer G et brev fra Oxholm, som beskriver L’s adfærd under arresten i København, og hvor L ændrede sin forklaring, så han nu mente sig fuldstændig uskyldig. L kunne dog ikke genkende brevets indhold. G mente, at L tidligere havde udvist anger, og at den måske kunne fremkaldes igen, så hans sjæl kunne få fred. L svarede, at han var beredt til døden.

23. august. G minder L om den skæbnesvangre aften, hvor han lå bag hækken og så Ane Marie gøre sig klar til at gå i seng. ”Hvad var det du gjorde, du ulykkelige?”. L svarede, at han havde været dum nok til at indrømme tidligere, men det var kun for at få bedre forhold i arresten, G mindede L om, at han jo også havde fortalt om mordet til svogeren. L: ”Jeg sværger ved Gud i Himlen, at alt sammen er usandt!”.  L mente, at øvrigheden ville friste ham til at erkende, hvad han ikke havde gjort. G sagde, at han ikke ville friste L, men komme ham til hjælp i hans store nød, hvilket fik L til at græde. Da L gik fra mødet med G denne dag, sagde arrestforvareren, at L sidste år havde sagt til ham: ”Oh, havde jeg dog aldrig gjort det sidste, så havde jeg dog sluppet med nogle år i forbedringshuset!”

29. august. De talte om, hvorvidt Niels Olsen var skyldig i Ane Maries død. L sagde, at han ikke havde noget med Niels Olsen at gøre i denne sag. G prøvede igen, og fortalte om en svensk mand, der havde erkendt sin skyld, hvilket han tidligere havde nægtet. L svarede blot, at det var rigtigt, når han nu var skyldig. G fortalte, at L’s kone jo også i sit forhør havde erkendt, at L måtte være den skyldige. Til det svarede L, at konen blot ville af med ham. ”Nej, Lars – din kone har stor sorg i sit hjerte over dig, hun holder af dig, og hun roser dig som en mand, der kun har været god mod hende. L begyndte at græde og fortalte, at konen burde havde fortalt, at han lå i sin seng, da konen i Ugledige blev myrdet.

30. august.  G udtrykker sorg over, at de skiltes med vrede i sindet sidst, og han vender tilbage til at L bør angre sin synd. L vil gerne modtage Guds frelse, men L vil ikke vedkende sig udåden mod Ane Marie. L fremhæver, at dommerne i retten alene vil retfærdigheden

4. september. G fortæller, at pastor Nielsen, der i sin tid konfirmerede L, er ked af, at L er så ubodfærdig. L svarer kort, at han intet har gjort. G opfordrer atter L til at bekende sine synder, så han kan få sjælefred og således, at Gud kan redde hans sjæl, når han snart skal dø. L siger kort, at han intet har at bekende, og at han i øvrigt ikke længere har noget at tale med G om. G begynder nu at tale om L’s datter, som er anbragt på Oremandsgård. G beretter, at pastor Petersen har fortalt, hvorledes datteren må græde over, hvad der overgår hendes far. L afviser, at datteren har kendskab til ham, og at han i øvrigt har frasagt sig fadderskabet. G filosoferer over, at det da er en lykke, at L’s forældre, som han holdt af ikke skal opleve dette, da de begge har lukket deres øjne.

7. september. G må hente L i arresten. G siger, at han ikke vil trænge sig på, men giver ham nogle skriftesteder fra bibelen.

12. september. L ville ikke komme op til G. G gik ned til L. G beskrev sin ærgrelse over, at L skød Guds ord fra sig. L sagde, at han ikke havde noget at tale med G om. G fortalte et par lignelser. L sagde kort, at Gud ikke mente, at man skulle leve efter hans ord. G beklager denne vildfarelse.

17. september. G taler om omvendelse, og at han vil fortsætte med at besøge L. L svarer kort: ”Vær så god!”

26. september. G fortæller, at kongen er vendt hjem fra Slesvig og måske netop nu underskriver L’s endelige dødsdom. L: ”Det får være, jeg er uskyldig!” G fortæller flere lignelser, men L svarer kort, at han intet har at bekende, og at han ikke har skudt konen i Ugledige. Måske Niels Olsen ved, hvem der har gjort det.

4. oktober. Et meget kort møde, hvor L er trodsig.

9. oktober. L havde fået sin endelige dom forkyndt, og G fortalte, at der nok kun var få dage tilbage for ham. L er ligeglad og vil ikke høre om sin sjæls frelse. G spørger om L er beredt på døden. L svarer, at han intet har at bede om forladelse for, han vil kun, at hans ret skal frem. G fortæller, at der ikke kan ske mere i sagen, og at L’s sjæl vil gå fortabt i Helvede, men den kunne dog frelses. L svarer, at det skal G ikke bekymre sig om.

10. oktober. G er ked af det på L’s vegne, og L erklærer, at han ikke er glad. G opfordrer L til at bede en bøn, der handler om, at Gud skal være ham nådig, selvom han har syndet. ”Nej, det kan jeg ikke!”, svarer L. G vil bede for ham hver dag. L: ”Jeg tænker på, at Jesus blev uskyldig dømt til døden af Pilatus, og således bliver jeg uskyldig dømt af dommerne”. L kan ikke bede om syndsforladelse. Ingen kan nu frelse hans sjæl. G bemærker, at L flere gange har tårer i øjnene. Er det mon dødsangsten, der er ved at indfinde sig?

11. oktober.  L erklærer, at har sovet fint om natten. Han mener, at man skal være glad her i livet, han savner sin kone. L erkender, at han har lavet små ulovligheder, da han var ung, og at han har taget sin straf for det. Havde han skudt konen, ville han stå ved det. L vil ikke se sin kone, og han beskylder hende for, at blot vil have ham henrettet, så hun kan indgå en ny forbindelse.

12. oktober. Et kort besøg, hvor G læser af en bog, som han lader ligge hos L.

13. oktober. L havde ikke læst i bogen, men fortalte, at han hver dag bad sit Fader Vor. G bad ham tale sandhed. L svarer, at da G ikke tror på ham, vil han ikke tale med ham mere.

15. oktober. L er blevet meddelt, at han næste dag skal henrettes. G trøster ham og anmoder endnu en gang om at L vil bekende sandheden. L svarer, at han ved, at han skal dø i morgen, men han har ikke skudt konen, og han har intet at bekende. G og L taler om tilståelse, om sandhed og løgn, om sjælens frelse. L mener, at Gud kender hans uskyldighed og nok vil antage hans sjæl. G spørger om han vil se sin kone. Det vil L ikke, men præsten må gerne tage sig af hende.

16.oktober.  G ankommer kl. 5½. G spørger om L har bedt i denne nat. L svarer: ”Nej!” L gentager, at han er uskyldig, og at han ikke har mere at sige. G fortæller, at på retterstedet atter vil spørge om L har noget at bekende.

Kl. 7½ kommer fuldmægtig Tommerup, G og derefter Balle-Lars, som dog er noget bleg. Tommerup læser dommen op. L fortæller, at Tommerup ikke behøver, at læse dommen op, for han tager ikke imod den. G spørger endnu en gang, om L vil bekende noget. L svarer, at han skal dø uskyldig, han har ikke noget med mordet på konen i Ugledige at gøre. Tommerup gav skarpretteren et tegn. ”Jeg lægger mig ikke på den blok!” sagde L. L bliver herefter bundet og tvunget ned på blokken. G prøver desperat, at få L til at gå til bekendelse, men L svarer blot, at han ikke har skudt konen i Ugledige. G begyndte på Fader Vor, og midt i bønnen lød et karakteristisk hug, og L havde mistet hovedet. Graven var allerede gravet, og L blev umiddelbart begravet.

Herefter filosoferer G om, hvorfor L har været så hård en benægter. Måske ville det gøre indtryk på øvrigheden, måske blot stolthed.

 

Efterskrift.

Man må beundre den gode pastor Gjellebøl, der tog den pålagte opgave alvorligt. Processen har da også påvirket ham personligt, da han jo efter et års tid udgav bogen.

Balle-Lars har haft en ulykkelig skæbne. Kummerlige kår, en far der dør tidligt. Han var dog kommet ud at tjene på forskellige gårde i omegnen, og i hans skudsmål står faktisk pæne ord som for eksempel: flittig, dygtig, tro og skikkelig. Imidlertid var han kun kort tid samme sted.

Som 25 årig i 1845 begynder det at gå galt for ham. Han stjæler tøj til en bekendt, og ligeledes andre rapserier som sender ham 1 år i forbedringshuset på Møn. I 1856 bliver kriminaliteten imidlertid forværret, da han hjælper med ildspåsættelse mod et kontant vederlag. Imidlertid lykkedes det ham gang på gang at slippe for straf.

Bogen giver et tidstypisk billede af datidens retssystem. Døgenigte som Lars Nielsen var kendt i mange samfund. Straffene var primitive i den forstand, at tugt- og forbedringshusene tilbød elendig kost og hårdt korporligt arbejde. Den forbedrende effekt udeblev som regel. Tværtimod udviklede systemet hårde kriminelle. Når det drejede sig om mord, er det interessant, at dødsstraf var en mulighed, men at en sådan straf kunne prøves ved højesteret, og blev den stadfæstet der, skulle kongen godkende og underskrive dommen, før den kunne eksekveres. Ligeledes er det forhold, at en præst pålægges at forsøge at få den dømte til at erkende sin skyld, interessant. Det var tanken, at den dømte derved kunne frelse sin sjæl. Ved at læse Gjellebøls notater får man desuden indsigt i, hvad kristendommen betød for det jævne menneske. En mand som Lars Nielsen, kunne udmærket være bekendt med Jesus liv og levned, selvom han var en forhærdet kriminel.

 

Dødsstraf.

I dagens Danmark er det den mest udbredte opfattelse, at dødsstraf ikke kan komme på tale, hvilket er sandt, men det er ikke længe siden, at det var en mulighed.

Se her: 

Vi har ikke sikre historiske kilder fra tiden før ca. år 1000. Imidlertid var der tilbage i den periode tradition for blodhævn. Samfundet accepterede ’øje-for-øje’ og ’tand-for-tand’. Således at forstå, at hvis et skændsmål endte med drab, så var den dræbtes familie berettiget til at gøre gengæld. 

Danske lov er fra 1683, da Christian d. 5. regerede i Danmark, og her skrives de første lovparagraffer, som anviser, hvorledes befolkningen skal opføre sig. Der står en masse om, hvorledes kirkens stilling er, og der omtales ligeledes, at man ikke må stjæle og øve vold. Imidlertid har der været domstol tidligere. Den første officielle afsigelse af dødsdom og eksekvering af denne synes at være fra d. 29. november 1517, hvor Torben Oxe blev halshugget. Han blev anklaget af kongen for mord og blev først frikendt, men han blev senere af en nedsat birkeret dømt til halshugning. Herefter er der meddelelser om et antal halshuggede forbrydere frem til 1892, hvor Jens Nielsen var den sidste, der led denne skæbne i henhold til straffeloven af 1866. I 1882 skete seneste offentlige halshugning. Det var Anders Nielsen Sjællænder. 

I april 1933 trådte den borgerlige straffelov i kraft, og den afskaffede dødsstraffen. 

En ejendommelighed i et demokratisk retssamfund var så, at man med tilbagevirkende kraft genindførte dødsstraffen i Danmark i retsopgøret efter besættelsen 1940-45 (Landsforræderloven, som var en særlov). I henhold til denne lov blev 46 mennesker skudt i perioden 5. januar 1946 til 20. juli 1950. 17 henrettelser skete i Viborg og 29 på Amager Fælled. Særloven blev afskaffet 18. juni 1951.  

I 1978 blev dødsstraf fjernet fra den militære straffelov, og med virkning fra 1. januar 1994 fjernedes dødsstraffen fuldstændigt fra dansk lovgivning.

Endnu den dag i dag lever en person som har en Dansk dødsdom hængende over sig, nemlig Søren Kam som var frivillig ved Vaffen SS, først på Østfronten og siden i Danmark, hvor han blev dømt for mordet på Redaktør Carl Henrik Clemmensen.
Efter dommen undgik han henrettelsen ved at flygte til Tyskland hvor han siden har undgået udlevering til Danmark.
Den sidste henrettede person i Danmark var Ib Birkedal Hansen der blev henrettet ved skydning den 20. juli 1950. 

Kilder:

Spildte Guds Ord på Balle-Lars

af

Jacob Elisius Gjellebøl

Sognepræst i Præstø

Bogen udkom første gang i 1861

hos Boghandler Chr. E. Petersens boghandel og trykt hos A. P. Bangs Bogtrykkeri i Nestved (Næstved).

Bogen er genoptrykt 1971 hos Wormianum.

 

Diverse opslag på Internettet.