Anders Beck

Jens Nielsen.

Jens Nielsen blev født i Jyderup i 1862. Han kendte ikke sin far, og han havde intet fast hjem. Moderen var tjenestepige, og hun kunne tydeligvis ikke klare drengen, som kom i pleje hos forskellige plejeforældre. Han kom i skole og klarede sig egentlig godt, men en dag stjal han. Sognefoged og politi gav ham ris, hvilket imidlertid blot gjorde ham trodsig. Det skulle vise sig at udvikle sig til en lidet attraktiv skæbne for den unge mand. Flere tyverier, flere ris uden virkning osv. Til sidst blev han anbragt på en opdragelsesanstalt. Efter kort tid satte han ild til anstalten, forsøgte forgæves at slippe bort og satte ild på endnu engang. Sognerådet sendte ham til Amerika i håb om, at han kunne falde til der. Det kunne han naturligvis ikke. Han kunne ikke få arbejde, og han stjal atter, og blev nødt til at flygte fra Amerika til England. Her kunne han heller ikke klare sig, og en aften satte han ild på Dokkerne i London. Branden bredte sig voldsomt og en masse mennesker omkom. Jens Nielsen flygtede til København, hvor han fortsatte sin pyromani. Da han blev fanget, blev det konstateret, at det var ham, der havde forvoldt den store brand i London. Han blev dømt 16 års tugthus. Her kom han i klammeri med en betjent, som han forsøgte at myrde. Herefter blev han dødsdømt, men benådet og anbragt i enecelle. Han forsøgte flere gange at lemlæste og dræbe betjentene i fængslet med forskellige ting, og han truede med at dræbe justitsministeren, når han kom ud.

Efterhånden havde han udviklet sig til at være ligeglad med sit eget liv, og han havde oparbejdet et sådant had til samfundet og dets normer, at han flere gange bad om at blive henrettet. Efter mordforsøgene blev han endelig dødsdømt og overført til fængslet i Horsens.

8. november 1892, da Jens Nielsen var 30 år oprandt dagen, der skulle blive den sidste, som han oplevede i live.

Tidligt om morgenen kom bødlen hr. Sejstrup og hans rakkerknægt. Kl. 06:30 ankom øvrigheden i skikkelse af borgmesteren, politiet og et par embedsmænd. Fangen blev afhentet kl. 07:10. 300-400 mennesker var ankommet til fængslet, men de fik ikke noget at se.

Indenfor skulle præsten til at forberede Jens Nielsen til den forestående halshugning, men han var kun kommet kort ind i sin tale, da Jens Nielsen sprang af sted og råbte, at han ikke ville høre på præsten.

Efter at have skabt ro i lokalet blev dødsdommen oplæst af dommerne, og borgmesteren spurgte til om fangen nu ville høre præstens ord, før eksekveringen af dommen. ”Nej”, svarede Jens Nielsen blot. ”Jamen, så må Gud være med dig”, sagde borgmesteren. ”Tak, borgmester”, svarede han kort. Herefter opfordrede borgmesteren bødlen til at gøre sin pligt, og Jens Nielsen kravlede beredvilligt op på rampen, der skulle blive hans sidste leje.

Kl. 07:15 lød den karakteristiske lyd, når et hoved bliver skilt fra kroppen af en skarpsleben økse. Hovedet trillede ned i gruset, der omgav rampen, og de tilstedeværende noterede sig, at det blødte påfaldende lidt fra hovedet og fra halsen.

Om aften blev liget med hovedet placeret mellem fødderne kørt til kirkegården og begravet uden nogen yderligere opmærksomhed.

Den sidste dødsdom i Danmark i fredstid var eksekveret.