Kronik
Kronik af Anders Beck,
bragt i Kristeligt Dagblad 22. marts 2012
Af Anders Beck, overlæge
Det er nødvendigt med en fornyet debat om aktiv dødshjælp, fordi der i sjældne tilfælde kan være et behov for netop aktiv dødshjælp med tryk på ordets sidste del. Det kræver, at der er klar lovgivning, offentlig indsigt, og at en række formaliteter er dokumenterede, skriver dagens kronikør, der er overlæge
FOR MANGE DANSKERE bliver spørgsmålet om aktiv dødshjælp nærværende, når nære pårørende lider i den sidste tid før døden. Ifølge Kristeligt Dagblad den 10. februar 2011 er retsordførerne fra de politiske partier bortset fra De Konservative modstandere af aktiv dødshjælp. Det Etiske Råd er ligeledes imod.
Befolkningen har den modsatte holdning. Kristeligt Dagblad skriver den 18. maj 2011, at 56 procent af danskerne er for indførelsen af aktiv dødshjælp, 18 procent er imod, og 26 procent ved ikke.
Det er problematisk, at der ikke er nogenlunde overensstemmelse mellem lovgiverne og befolkningen. Er der tale om berøringsangst fra Christiansborg over for et følsomt emne?
Holland, Belgien, Schweiz og Australien har ordninger, der undertiden tillader aktiv dødshjælp. Mange pårørende mener, at behovet også er til stede i Danmark. Det er angsten og smerten, der er det værste mareridt, når tiden er inde, og i døden må man gerne være selvcentreret.
På landets hospitaler ligger der døende patienter, der er helt afhængige af andre. Nogle lider voldsomt på grund af fremskreden cancer med spredning, og nogle lider af invaliderende nervesygdomme med fremadskridende lammelser, fejlsynkning af føde til lungerne samt nedsat evne til at trække vejret. Blodtrykket opretholdes kunstigt, nyrerne svigter, og til tider er der ingen mulighed for overlevelse.
Derfor er behovet for aktiv dødshjælp til stede, men det er langt mindre, end mange tror. Begrebet barmhjertighed besvarer spørgsmålet om, hvem der skal tilbydes aktiv dødshjælp. Hensynet til den døende vejer tungere end andre hensyn.
Der skal kunne ydes aktiv dødshjælp til den, for hvem livet alene er smerte og angst, og hvor udsigten til helbredelse ikke er til stede. Det drejer sig om nogle af de ovennævnte situationer, hvor den igangværende behandling kun giver bivirkninger. Kun respiratorbehandling kan hindre kvælning, og ernæring kan kun tilføres med en slange i maven. Chancen for at komme fri af respiratoren er ikke til stede mere.
DET GJORDE INDTRYK, da professor i bioetik Peter Sandøe i ”Aftenshowet” i DR 1 fortalte om sin fars sidste dage. Peter Sandøe fortalte, at hans far havde fået en blodprop i hjernen og var berøvet muligheden for at tale. Da der ikke var yderligere behandlingstilbud, blev behandlingen indstillet, og der blev ikke tilført væske til kroppen. Peter Sandøe fortalte meget troværdigt om det forfærdelige i, at hans far med sit blik tilkendegav sin angst for situationen, der med sikkerhed ville ende med en pinefuld død af mangel på væske.
Peter Sandøe skrev i et indlæg i Weekendavisen den 7. oktober 2011 med overskriften ”Hvis bare min far havde været en hund …”: ”Havde en dyrlæge behandlet en døende hund på samme måde, ville vedkommende nemlig kunne blive straffet og frataget retten til at virke som dyrlæge”.
Tankevækkende!
Aktiv dødshjælp bør i givet fald tilbydes med offentlig indsigt og efter klare retningslinjer. For at undgå, at svagelige ældre af hensyn til deres børn fremsætter ønsket om at modtage aktiv dødshjælp, bør muligheden for det første kun være aktuel, såfremt patienten selv tilkendegiver dette eventuelt i et livstestamente. For det andet kun såfremt patientens lidelse er en af få veldefinerede lidelser. For det tredje kun såfremt mindst to læger er enige om, at situationen er udsigtsløs og alene præget af smerte og angst. Desuden bør en offentlig instans være involveret. Det væsentligste er hensynet til den døende.
Hvorledes det kan foregå, afhænger af situationen. Er patienten bevidstløs? Er der en mulighed for, at han vågner op igen? Er personen vågen og klar, men berøvet muligheden for at tale? Er det angst og smerte, der præger billedet?
Anvendelse af morfin er nærliggende. Morfin er smertestillende og angstdæmpende. Det sidste forhold kan være det vigtigste.
I Holland kan patienten eventuelt selv indtage dødbringende medicin. Det er ikke en mulighed, hvis patienten er meget svækket. Så er det nærliggende, at en læge kan foretage behandlingen, blot lægen kan sige fra. Problemstillingen minder om den, der prægede debatten om indførelse af den fri abort. Da der er tale om en sygdomsbehandling, bør en pårørende ikke inddrages i selve behandlingen.
Man kan kræve, at lægen skal have en særlig autorisation. Lægen må sikres mod efterfølgende retslig forfølgelse, også hvis der er sket mindre og uvæsentlige fejl i forløbet. Nogle læger vil have betænkeligheder i relation til deres lægeløfte! Derfor bør en offentlig instans involveres. En dommer, politiet eller en anden.
HVIS SITUATIONEN er udsigtsløs, kan man i visse situationer indstille behandlingen, og patienten vil dø i løbet af kort tid. Det kaldes passiv dødshjælp og er i nogle situationer tilladt i Danmark. Hvis patienten er vågen, er situationen mere kompleks, fordi man af indlysende grunde ikke blot kan fortælle patienten, at man nu vil indlede en behandling, der sigter mod, at patienten skal dø. Enkelte patienter vil muligvis kunne acceptere dette, men en del vil forståeligt nok blive angste.
Det Etiske Råds argumenter er anført på rådets hjemmeside: Det strider mod menneskelivets ukrænkelighed; det bryder med et tabu: man må ikke slå ihjel; det er et forkert svar på lidelsen som et menneskeligt grundvilkår; det er uforeneligt med et etisk forsvarligt forhold mellem læge og patient; det pålægger andre en pligt til at slå ihjel, og det er starten på en glidebane.
Der kan argumenteres imod dette. Det strider mod menneskelivets ukrænkelighed, men er det ikke mere krænkende at nægte at yde den ønskede hjælp? Man må ikke slå ihjel. Det fremgår af Bibelen og af dansk lovgivning. Der er dog ikke tale om drab, som vi normalt opfatter begrebet, og det kræver en lovændring.
Hvis der er tale om et forkert svar på lidelsen som et menneskeligt grundvilkår, må man spørge, om den fortsatte lidelse er det rigtige svar. Forholdet mellem læge og patient hviler på tillid. Opleves det af patienten som tillidsvækkende, at man skal tørste ihjel eller dø af mangel på evnen til at trække vejret? ”Hvorfor er der ikke nogen, der hjælper mig?”, vil mange tænke. Jeg er enig med Det Etiske Råd i, at man ikke kan pålægge nogen at slå ihjel. Derfor skal en læge kunne nægte at deltage, som det er ved abortindgreb.
GLIDEBANEARGUMENTET handler om, at fra at være en valgmulighed for en patient, der lider ubærligt, og som er uafvendeligt døende, og hvor den resterende del af livet alene er angst og smerte, så kan muligheden for aktiv dødshjælp udvikle sig til at blive et led i lægens generelle overvejelser, hvad angår behandlingen af en døende patient, der ikke selv er beslutningsdygtig. Man kan altså frygte, at aktiv dødshjælp uden anmodning bliver sidestillet med anden behandling.
Ser man på reglerne for at fjerne organer fra en hjernedød, er disse helt klare. Der gøres særlige undersøgelser af specielle læger, disse gentages efter en time, selvom patienten faktisk er hjernedød. Skulle patienten få hjertestop inden undersøgelse nummer to, er reglerne så klare, at organudtagning ikke kan finde sted. Lige så klare regler kunne udvikles, når det drejer sig om aktiv dødshjælp. Således sikrer man sig mod glidebaneargumentet.
Det er nødvendigt med en fornyet debat, fordi der i sjældne tilfælde kan være et behov for aktiv dødshjælp med tryk på ordets sidste del. Det kræver, at der er klar lovgivning, offentlig indsigt, og at en række formaliteter er dokumenterede.
Man kan ikke byde et menneske døgn eller uger med tørst, sult, angst, smerte og håbløshed. Den tilgængelige medicinske teknologi kan forlænge livet i lang tid, men er det i virkeligheden døden, der forlænges? Andres meninger skal ikke stå i vejen for et menneskes dybtfølte ønske om lindring af de værst tænkelige lidelser i forbindelse med livets afslutning.
Grundtvig skrev: ”Menneske først og kristen så”. Grundtvig har ret! Menneske først! Hvor er barmhjertigheden blevet af?
