Anders Beck

NØKKEROSEVEJS PRIS.

Mel.: Hvor smiler fager den danske kyst.

Hvor ligger smukt du i sol og slud,

du lægger ryg til de mange fødder,

der tramper på dig dag ind og ud,

i fortovskanten er mange rødder

fra smukke træer, der hos dig står

det tænker vi, når vi på dig går.

Jeg mindes torden og storm fra vest,

jeg mindes snevejr og mange biler,

men trods alt uvejr, trods hagl og blæst

er det på dig, at det hele hviler

du giver venligt plads til en port

trods vælted’ cykler og hundelort.

Du smiler venligt til alle de,

der har et bud og som på dig traver,

og skal du åbnes, – oplever vi

at du blot griner ad dem, der graver,

de gamle træer som vejens hegn,

de mange stene, som er i vejen.

Det er et under, men det er sandt:

du er den samme igennem årene,

du er den samme, – du tiden bandt

du nægter stædigt at vise tårerne,

mens tiden iler og ændrer røst

det billed’ hviler i os til trøst.

Ja, det er dig der skal lægge krop

til al vor hyldest – – – vi til dig drage,

når trætte vi kommer hjem fra job

så er vi glade hos dig tilbage,

– du kære elskede gamle steg:

– Vi holder af NØKKEROSEVEJ.