Anders Beck

Nærværende er en tro kopi  af en lille bog, som jeg skrev til beboerne i den østlige del af Nøkkerosevej. Den blev udleveret i forbindelse med den årlige vejfest.

Et lille skrift til beboerne i Vejlauget – om Emdrup.

Emdrup nævnes første gang i 1167 i et brev fra Kong Valdemar den Første (den Store) til biskop Absalon, området blev da benævnt Emendrop. I 1186 donerer Absalon Emdrup til Roskilde bispestol. Pave Urban III takker for Imbrethorp, i brev af 21. oktober 1186. Imbre er et mandenavn og thorp betyder udflyttersted. Betegnelsen torp går igen i mange bynavne, og kendes for eks. som: -strup, -trup eller -drup i slutningen af et bynavn. Konstruktionen er almindelig i landdistrikter. Et eksempel er Iver´s torp (Iver´s udflyttersted), der er blevet til Everdrup (Sydsjælland). Emendrop og Imbrethorp er senere blevet til Emmedrup og Emdrup.

Med hensyn til hvorledes det hele begyndte, må vi først en tur ud i rummet.

Derude er der god plads, og alting ser en smule anderledes ud. Betragter vi de seneste cirka 2-3 millioner år, kan vi se, at nogle banale astronomiske forhold har medført, at jordens temperatur varierer. Dette har haft en grundlæggende indflydelse på Emdrups status, som vi kender i dag.

Rummet transporterer som bekendt solens stråler til jorden. Imidlertid er jordens bane om solen ellipseformet, men ellipsens absolutte form varierer en del fra næsten cirkelformet til mere udpræget ellipseformet. Perioderne for disse ændringer i jordens bane varierer fra 100.000 år til 400.000 år. Desuden hælder jordens akse, men denne hældning varierer også lidt med en periodicitet på 41.000 år. Endelig sker der en rotation af selve jordaksen med en periodicitet på 19.000 til 24.000 år. Disse forhold antages at ligge til grund for de såkaldte istider.

Udefra kommende fænomener er altså afgørende for, at vi i dag bor trygt og godt i Emdrup.

På jordens overflade har istiden sat sine spor i form af højdedrag og dalstrækninger. Gennem de sidstnævnte er smeltevandet løbet ud i havene. De lavest beliggende områder henligger i dag som floder, søer, åer, moser og sumpområder. Lidt højere oppe har menneskerne valgt deres bopladser, hvor terrænet var gunstigt. Regnvandet skulle kunne løbe væk, men afstanden til vand skulle omvendt heller ikke være for stor.
Området, som dette skrift vil koncentrere sig om, er en del af den bydel, vi i dag kender som Bispebjerg. Bispebjerg omfatter Bispebjerg, Utterslev og Emdrup. Området har været beboet siden den ældre stenalder (mesolitikum: ca. 8300 f. Kr. – ca. 4000 f. Kr.)

Fra Vanløse til Emdrup strækker der sig et bakket landskab i retning sydvest-nordøst. På bakkedraget er tre toppunkter svarende til et område mellem vandtårnet i Brønshøj ved Brønshøjvej og Bellahøj (36 m.o.h.), et område svarende til toppen af Støvnæs Allé lidt inde i den sydvestligste del af Bispebjerg Kirkegård, kaldet Mindelunden (33 m.o.h.) og endelig et område ved Grundtvigskirken (31 m.o.h.)
Dette bakkedrag har som nabo mod nordvest Utterslev Mose, og mod sydøst skråner området ned mod Grøndalen og Lersødalen, der danner en smeltevandstunnel. Nord for Grundvigskirken ligger Emdrup svarende til cirka 21-24 m.o.h.

Emdrup. Hvor ligger Emdrup egentlig? Det kan næppe præciseres fuldstændigt, da området ikke har faste geografiske begrænsninger, men oprindelig var det området mellem Vognmandsmarken mod øst og Utterslev Mose mod vest, samt Søborghus og kommunegrænsen mod nord; den sydlige begrænsning mod Bispebjerg bydel er ikke helt klar, men græsplænen i Bispebjerg Parkallé fra Mosen til Tuborgvej og ad Lersø Parkallé til Strødamsvej og ad denne til Lyngbyvejen er et nærliggende bud.

Forbindelsen mellem Bispebjerg, Utterslev og Emdrup på den ene side, og København på den anden var tidligst svarende til, hvad der i dag er Nørrebrogade. Området omkring Nørrebro station og Lygten – altså syd for Lersødalen – har været et knudepunkt, hvorfra man kunne age mod nord ad Frederiksborgvej og snart ville man passere det underskønne Emdrup; landsbyen Emdrup var beliggende på højre side, når man havde aget et par kilometer.

Området omkring det nuværende Emdrup har som anført været beboet siden stenalderen.

Hvis man koncentrerer sig om de historiske træk, støder man på en række temmelig konkrete problemer. Et meget væsentligt problem er, at det kun er sparsomt, hvad der er nedskrevet før ca. 1100-1200.
Jeg fik i indledningen omtalt biskop Absalon og kong Valdemar den Store.
Det forpligter!
I det følgende vil jeg bruge lidt tid på kongen og de store mænd i Danmark. Målet er til stadighed, at lande i villahaverne i Emdrup.

Skjalm Hvide. Han havde magt over sagerne. Han var storbonde og på egen hånd udrustede han en flåde og gik til angreb på venderne i 1090. Han gjorde det faktisk i to omgange. Første gang gik han i land ved Wolin, sydøst for det nuværende Swinoujiscie i Polen, i anden omgang valgte han at samarbejde med Erik Ejegod, og de tog til Rügen. Venderne fik smæk. Skjalm Hvide døde i 1113, og blev begravet i Fjenneslev kirke nogenlunde midtvejs mellem Ringsted og Sorø. Absalon flyttede ham dog senere til Sorø. Såvel Fjenneslev Kirke som Sorø Kloster blev bygget af Skjalm Hvides søn, Asser Rig, som døde i 1140. Asser Rig havde to sønner, Esbern Snare (1127-1204) og Absalon (1128-1201). Esbern Snare, Absalon og Valdemar den Store (1131-1182), konge 1154-82 voksede op sammen hos Asser Rig, al den stund at Valdemars far Knud Lavard var blevet dræbt 8 dage før Valdemars fødsel. Da de var blevet voksne mænd, fulgte de i Skjalm Hvides fodspor og tog på togt mod venderne, som de ikke kunne lide. I 1169 blev Rügen endeligt erobret. Valdemar sikrede dog riget mod gengældelsesangreb med diverse fæstningsanlæg i f.eks. Nyborg, Kalundborg og Vordingborg. Hvis nogen kommer til at tænke på Gåsetårnet i denne forbindelse, skal det pointeres, at dette tårn er opført senere i 1362 af Valdemar Atterdag. Gåsen på tagets top er et udtryk for Valdemars Atterdags hånlige opfattelse af Hansestæderne.
Hansestæderne var nærmest en slags handelssammenslutning af især nordtyske, men også russiske østersøbyer. Også den svenske by Visby på Gotland, hvor forfatteren har boet og arbejdet i to år, var en Hansestad. (Forfatteren havde det enorme held at bo indenfor den gamle bymur – altså midt i den fredede middelalderby). I Visby ved de godt, hvem Valdemar Atterdag var. Han plyndrede byen i 1362, hvilket markeres hvert år med de såkaldte ‘medelåldersspel’, i anden uge i august er store dele af byen omdannet til middelalderkulisse. Folkene er udklædte, og Valdemars tropper med Valdemar i spidsen erobrer i byen. En jomfru, der forrådte byen ved at kaste en nøgle til byporten til Valdemars soldater, bliver dømt af folket, og hun bliver levende muret inde i bymuren.
Absalon var Valdemar den Stores administrator, og befæstede blandt andet (Køben)Havn. Desuden bad han Saxo Grammaticus om, at skrive Danmarks historie. Det gjorde Saxo så, – 16 bøger – vær så god. De første omhandler mundtlige overleveringer om de gamle sagnkonger, og de sidste slutter med vendertogternes succes og tiden frem til ca. 1185.
Saxos kongerække fra tiden før Gorm den Gamle ser ud som følger:
Dan, Humble, Loter, Skjold, Gram, Hading, Frode, Halvdan, Helge, Hød, Rørik, Fenge, Viglet, Vermund, Uffe, Dan II, Huglet, Frode II, Dan III, Fridlev, Forde III, Hjarne, Fridlev II, Frode IV, Ingild, Olaf, Frode V, Harald, Halfdan, Sivald, Sigar, Halfdan II, Harald Hildetand, Ole, Omund, Sivard, Jarmerik, Broder, Sivald II, Snie, Bjørn, Harald II, Gorm, Gøtrik, Olaf II, Heming, Sivard II, Ragnar Lodbrog, Sivard III, Erik, Knud, Frode, Gorm Engelskmand, Harald. (Herefter følger så Gorm den Gamle). Saxo har behændigt undgået at relatere årstal til kongerne, men man må beundre den detaljerigdom, der kendetegner hans drabelige fortællinger.
………..Og det er ganske vist………

Om Københavns befæstning, kan man vel sige at det er en længerevarende proces, som Absalon startede i 1167 ved at bygge mure om byen Havn. Byen voksede imidlertid, i det 16. århundrede var byen omgivet af volde. Christian d. 4. anlagde volde ved Christianshavn, samt fra den ‘Nordre Port til Castellet’. Søbefæstningen blev etableret i 1713-1767, i form af, hvad vi i dag kender som Tre Kroner og Prøvestenen. Da byen fortsat voksede blev landbefæstningen udvidet til at omfatte Vestenceinten (Vestvolden) og Nordfronten, hvilket vil sige et anlæg fra Køge Bugt, Avedøre-Brøndby Strand i en stor vestvendt bue langs Amagermotorvejen, gennem Glostrup, krydsende Roskildevej lige øst for krydset ved Ring III, Rødovre-Islev forbi Kagsmosen, nord om Husum til den vestlige del af Utterslev mose, til Bagsværd-Lyngby området og videre mod øst til Tårbæk.

Tidligere havde kongerne stor magt.

Ville det være på sin plads at nævne kongerækken?

Jeg prøver:
-Før ca. 900 har Danmark været regeret af konger; de var konger i dele af
-riget, således har der altså været flere konger samtidigt, men den ældste konge -der vides noget relativt konkret om er Gorm den Gamle, der ligger begravet i
-Jelling. Det vides, at hans søn Harald Blåtand “vandt sig hele Danmark”.
En liste vil se således ud:
xxxx-0940 Gorm den Gamle
0940-0985 Harald Blåtand
0985-1014 Svend Tveskæg
1014-1018 Harald 2.
1018-1035 Knud den Store
1035-1042 Hardeknud
1042-1047 Magnus den Gode
1047-1074 Svend 2. Estridsen
1074-1080 Harald 3. Hen
1080-1086 Knud 2. den Hellige
1086-1095 Oluf Hunger
1095-1103 Erik Ejegod
1103-1134 Niels
1134-1137 Erik 2. Emune
1137-1140 Erik 3. Lam
1140-1143 Oluf 2.
1143-1146 Erik 3. Lam
1146-1157 Svend 3./Knud 3.
1157-1182 Valdemar den Store
1182-1202 Knud 4. (Den sjette)
1202-1241 Valdemar 2. Sejr
1241-1250 Erik 4. Plovpenning
1250-1252 Abel
1252-1259 Christoffer
1259-1286 Erik 5. Glipping
1286-1319 Erik 6. Menved
1320-1326 Christoffer 2.
1326-1329 Valdemar 3.
1329-1332 Christoffer 2.
1340-1375 Valdemar 4. Atterdag
1376-1387 Oluf 3.
1387-1397 Margrete
1397-1439 Erik 7. Pommern
1440-1448 Christoffer 3. Bayern
1448-1481 Christian
1481-1513 Hans
1513-1523 Christian 2.
1523-1533 Frederik
1534-1559 Christian 3.
1559-1588 Frederik 2.
1588-1648 Christian 4.
1648-1670 Frederik 3.
1670-1699 Christian 5.
1699-1730 Frederik 4.
1730-1746 Christian 6.
1746-1766 Frederik 5.
1766-1808 Christian 7.
1808-1839 Frederik 6.
1839-1848 Christian 8.
1848-1863 Frederik 7.
1863-1906 Christian 9.
1906-1912 Frederik 8.
1912-1947 Christian 10.
1947-1972 Frederik 9.
1972- Margrethe 2.

Et par kommentarer: Der er to Jellingsten.

Den lille er fundet i nogen afstand fra den store, men er flyttet hertil i 1630’erne. På den store står der:

Harald, konge bød gøre disse kumler (mindesmærke) efter Gorm, sin fader og Thyra sin moder, den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.

Harald Blåtand har været en mand med et betydeligt format.
Er der en eller anden, der har læst “Røde Orm”, skrevet af Frans G. Bengtsson? Den, der har læst denne muntre beretning, vil vide, at et af kapitlerne handler om Orms og Tokes besøg hos kongen i kapitlet: “Hvordan man drak jul hos kong Harald Blåtand”.
Der blev spist og drukket heftigt, men med behørig respekt for, hvad der behagede kongen. Hans søn, Svend Tveskæg, der kom fra Hedeby og også var konge, var med; men det var fordi Svend vidste at Harald risikerede at sætte sit liv til under den ihærdige indtagelse af mad og drikke.
Der var et anderledes syn på liv og død dengang. Hør f. eks. Haralds reaktion på meddelelsen om, at hans datter er død:

-Det var et sorgens bud, hvad døde hun af?
-Hun blev misfornøjet , da jeg tog mig en vendisk frille, og hun kom i et sådant raseri, at hun spyttede blod, og døde sidenhen. Men ellers var hun en god kone svarede svigersønnen.
-Ja, unge mennesker dør lettere end gamle, svarede Harald, men vi må ikke lade dette tynge vort sind for meget, når vi nu er samlede for at drikke jul.

Sidenhen lyder det, da en gæst vil have Orms guldkæde, og der bliver kamp om den:
……….Orms hug ramte i halsen, og der lød et skrig, da Sigtryggs hoved røg af, ramte bordkanten, for at falde ned i en øltønde.

Om Margrete (den første, der staver sit navn uden “h”): Hun er født 1353 og døde 28.10.1412. Datter af Valdemar 4. Atterdag. Som 10 årig blev hun gift med kong Håkon af Norge. I 1375 døde Valdemar 4. Atterdag, og da Margrete var gift med den norske konge, blev den kun 5 årig Oluf konge, med sine forældre som formyndere. Oluf døde i 1387, hvorefter Margrete var regulær dronning til 1397, hvor Erik 7. af Pommeren blev kronet til konge i Danmark. Han var 15 år dengang, og Margrete var den reelle monark frem til 1412. Formelt var hun Danmarks dronning fra 1387-1397,, men reelt var hun dronning i Danmark fra 1375-1412.

I nyere tid, hvilket i denne sammenhæng vil sige fra omkring middelalderen, har Emdrupområdet langsomt udviklet sig fra landområde med spredt bosættelse, til et område med gårde og dannelse af en egentlig landsby. I 1548 var der således 9 gårde. Imidlertid har der i perioden 1563-1720 været udkæmpet en del krige med Sverige. I krigen 1657-60 var København belejret af svenskere, og vore nordiske brødre stjal med arme og ben, for at forsyne sine soldater, og de rev bygninger ned for at bygge forskansninger. En svensk stilling lå i området mellem Brønshøj og Emdrup.
Det har kostet.

Carlstad.
Det lyder ikke særlig dansk. Men det er også svensk.

Carl den X. Gustav, var svensk konge, den danske konge hed Frederik d. III. Selvom man bør tale pænt om majestæten, var det dog næppe klogt af Frederik, at erklære Carl krig! Den svenske hær var stor og den var kampvant. Alligevel erklærede Frederik d. III krig 1.6.1657. Svenskerne havde allerede tropper i Nordtyskland og i Polen, og de drog mod Danmark. I Jylland, på Fyn og over store dele af Sjælland hærgede de svenske soldater. Vinteren 1657-58 var ekstrem kold, og bælterne frøs til, hvilket gjorde, at svenskerne let kom til Sjælland. Storebælt var nok for risikabel, for de drog over Lillebælt, sydøst over til Svendborg, over sundet og Langeland til Lolland, over Guldborgsund, Nordfalster, Storstrømmen og mod København.
Det lyder faretruende, hvilket det også var.
Det var næppe Frederiks plan, at fjenden skulle belejre hans hovedstad. Den 26.2.1658, blev der dog forhandlet fred (Roskildefreden).
Carl fortrød, at han ikke havde snuppet hele Danmark, så allerede i august 1658 var den gal igen. Carl stod uden for København og planlagde, hvorledes dansken skulle nedlægges. Svenskernes krigslykke var ikke så udtalt som tilforn, og i stedet belejredes København i oktober 1658. Svenskerne dannede et kæmpestort fæstningsanlæg ved Brønshøj. Det er det, der blev kaldt Carlstad.
Københavnerne var med god grund bekymrede, men valgte at sælge sig så dyrt som muligt. Forsvaret blev organiseret, og man fik hjælp fra den hollandske flåde, der ligeledes hjalp med forsyninger til byens borgere.
Svenskerne boede imidlertid i Brønshøj, eller Carlstad. Fæstningen var ganske stor, og rummede skønsmæssigt 30.000 mennesker, alt iberegnet. Omkring 10.000 var soldater. Fæstningsværket og de små huse, som svenskerne boede i blev bygget af materialer, som stammede fra omkringliggende byer, som f.eks. Emdrup. Jeg tvivler på, at svenskerne spurgte om lov.
Jeg tør vædde en svensk soldat på, at du sidder og funderer over, hvor Carlstad lå, lidt mere præcist.
OK, jeg prøver, hold godt fast.
Et af højdedragene, der blev nævnt tidligere i dette skrift, var området ved Bellahøj. Herfra kan man se ud over København. Det kan man som bekendt stadigvæk.
Lad os starte ved Bellahøjvej.
200 m. nordvest for Bellahøjvej, parallelt med denne fra Frederikssundsvej til lidt syd for Degnemosen, herfra stik vest-nordvest til man rammer Brønshøjvej, halvvejs mellem torvet og Bellahøjvej, herefter stik nord ca. 100 m., vest for Brønshøj kirke frem til Klintevej, herfra stik øst 500 meter og så sydøst 500 meter til vi når udgangspunktet. Alt i alt en skæv femkant med en omkreds på 3500 meter, og et areal på skønsmæssigt 658.000 m2. Hvad er det? Tja for eksempel, hvis hele KFUMs areal, altså inklusiv grusbanen og atletikstadion andrager 48.200 m2, så er det altså cirka. 14 gange så stort. Eller, hvis det var et regulært kvadrat, så ville det være 812 meter på hver led. Tænk over det – et voldgrav, med en mængde tætliggende huse, 30.000 svenskere på dette område, 6 km. fra København. Brønshøj kirke lå inden for området, og tjente som udkikstårn.
Husk lige at læse afsnittet om Brønshøj kirke i afslutningen af nærværende afsnit om Carlstad.
Intet under, at københavnerne opfattede Carlstad som en trussel.
Hvordan skulle det mon gå?
Den 11.2.1659, kl. 01 morgen angreb svenskerne, men danskerne var rede, og kæmpede bravt for at forsvare byen. Svenskerne rådede over ca. 10.000 kampklare soldater, og de blev mødt med kogende vand, olie, tjære samt latrintønder, og langs voldene var organiseret et slagkraftigt kanonforsvar. Alle, der kunne deltog i Københavns forsvar også kvinderne. Det her gjaldt landets eksistens! Det skal retfærdigvis pointeres, at danskerne havde god hjælp i hollandske soldaters assistance. Hollænderne var af handelstaktiske grunde uinteresserede i, at svenskerne alene kunne styre øresundsregionen. Det var Danmarks held. Svenskerne indstillede angrebet efter 6-7 timer, og mistede 800 mand. Det siges, at danskerne mistede 12. Om det er sandt ved jeg ikke.
Belejringen fortsatte i 1½ år endnu, men kun med mindre kampepisoder i Københavns nærhed, hvorimod resten af Sjælland og Fyn stadigvæk led under svenskernes hærgen.
København klarede skærene; på Sjælland var der imidlertid også brave folk, der hellere så svenskens hæl end hans tå. Allerhelst så Svend Povelsen (Svend Gønge) svenskerne i smalle trækasser 3 alen under jordens overflade. På Sydsjælland, hvortil kongen udsendte Svend Povelsen, styrede “Gøngehøvdingen” en gruppe barske mænd – Gøngerne – hvis væsentligste opgave i de år var, at gøre tilværelsen ulidelig for svenskerne. Visse steder kaldes disse mænd for Snaphaner, men Snaphaner er en fællesbetegnelse for allehånde smågrupper, der kæmper i guerillalignende enheder, og som er bevæbnede med snaphanegevær. Jeg tror på, at Carit Etlar (= Carl Brosbøll, 1816-1900, bibliotekar ved det kongelige bibliotek) sandsynligvis har glorificeret heltegerningerne en del i sine to romaner Gøngehøvdingen (1853) og Dronningens vagtmester (1855). I disse to romaner gøres der grundigt grin med fjenden, men visse ting synes dog at være troværdige, i hvert fald guerillagruppens eksistens og indædte kamp. Området, hvor Svend Gønges folk huserede ligger mellem Jungshoved syd for Præstø over Tappernøje og op til Køge, samt tværs over Sydsjælland til Karrebæksminde. Svend Povelsen fik som tak Frederik d. IIIs anerkendelse samt Lundbygård “på livstid”, som kongen udtrykte det. Lundbygård, var imidlertid ikke nogen givtig landbrugsejendom, og Svend Povelsen boede kun på gården i perioden 1661-69, hvorefter han forlod den. I 1675-79 under den Skånske krig var Svend Povelsen på færde igen, knapt så farverigt som i Carit Etlars fortællinger, men tirrede immervæk svensken med dristige udfald. Det er uklart, hvornår og hvorledes Svend Povelsen kom af dage, men det synes troværdigt, at han blev begravet på Lundby kirkegård omend, der intet mindesmærke eller gravskrift findes her.

Carlstad behøvede forsyninger, og der opstod i en periode et paradoksalt handelssamarbejde mellem Carlsstad og København.
13.2.1660 døde Carl d. X. Gustav. Han var 37 år. Den 27.3. – 27.5.1660 forhandledes der fred. Svenskerne tog hjem til Sverige og efterlod Carlstad. De retmæssige beboere i området fik dog ikke megen glæde af de sørgelige rester, og de nedrevne gårde i blandt andet Emdrup fik ingen gavn af at svenskerne rømmede området.
Husker du, at jeg henviste til Brønshøj kirke tidligere?
Læs lige her:
Når man dristigt, begynder at skrive en lille bog om Emdrup, støder man flere gange på beretninger om Emdrups naboer. De lokaliteter der oftest træffes i kildematerialet er Husum, Brønshøj, Utterslev og Rødovre. Det er vigtigt med gode naboer, og i erkendelse heraf må jeg nævne, at Brønshøj kirke har en god historie at fortælle.
Kirken er opført i slutningen af 1180´erne.
Valdemar den Store (1157-82), forærede biskop Absalon byen (Køben)Havn, samt nogle landsbyer og nogle gårde i omegnen. Blandt meget andet indeholdt gaven landsbyen Brønshøi. Absalon, der var en from biskop, bestemte, at når han var død skulle gaven gå til bispestolen i Roskilde. Paven takkede behørigt herfor. (Se indledningen af skriftet, som du holder i hånden). I Brønshøi blev der i 1184-86 opført en kirke. I de første mange år har kirken tjent som samlingspunkt for et ganske stort opland. Da svenskerne imidlertid hærgede i København og omegn i 1650´erne etablerede de Carlstad, som du netop har læst om, og desværre lå Brønshøj kirke indenfor Carlstads mure. Kirken blev brugt som ammunitionslager og udsigtstårn. Da svenskerne rejste hjem blev kirken restaureret.
Historien gentager sig imidlertid, og da englænderne i 1807 førte krig i Danmark, blev Brønshøj kirke atter taget af fjenden, nu igen som magasin og udsigtstårn.
I 1889-92 blev kirken atter restaureret, og fik ved denne lejlighed et våbenhus, dette våbenhus står endnu.
Tårnet menes opført i 1400 tallet, er 25 meter højt, og bygget i munkesten, der noget større end vore dages mursten.
Skibet er bygget af kridtsten. Som et kuriosum kan det nævnes, at lige til venstre for våbenhuset i skibets grund, er der indsat en messingkote, der er niveau med toppen af Rundetårn.
Alt i alt er det tydeligt, at kirken nu står som et resultat af flere restaureringer og ombygninger, men for Emdruppere er det altså vores gamle sognekirke.

I det nittende århundrede nævnes enkelte gårde, hvis navne vi kan genkende. Det er Søgård, der stadigvæk er beliggende syd for Emdrup Vænge. Gården blev overtaget af Københavns Kommune i 1894, fortsatte som landbrugsejendom i yderligere 12 år. Gården er nu børneinstitution, og kan tydeligt fra Strødamvej ses ved området omkring Børskovvej/Ramløsevej/Strødamvej. Selve hovedbygningen er velbevaret.
Derudover er det Emdrup Ladegård, som var sognets største gård, og som lå lidt vest for det nuværende Emdrupborg. Desuden de to Bøllegårde, Østre og Vestre Bøllegård, som var beliggende syd for Emdrupvej. Disse blev udstykkede omkring århundredeskiftet. Dyrehospitalet på Emdrupvej er beliggende på en parcel udstykket fra Østre Bøllegård. Sydøst for Emdrup Sø, i området mellem Emdrupvej, Lundehusvej og Lyngbyvej lå Møllegården placeret næsten helt nede ved Lyngbyvejen.

Derudover er der Emdrupgård. Man skal holde tungen lige i munden med hensyn til Emdrupgårds beliggenhed og skæbne, men jeg prøver:
Rigsmarskal Johan Christoph von Körbitz købte en lystgård bestående af to bindingsværkslænger. Dette skete i 1674, men da rigsmarskallen ikke havde børn, gik lystgården ikke i arv, men blev videresolgt; først til Melchior Werhagen og siden til Hector Gottfried Masius. Lystgården der var beliggende, hvor Emdrupborg nu ligger, blev senere ombygget til en trefløjet bygning omkring en firkantet gårdsplads. Vejen op mod gården havde en lang, smuk allé omkring hvilken var anlagt en smuk barokhave; en del af alleen eksisterer fortsat. Sidenhen har lystgården været genstand for talrige handler; den bar navnet Emdrupgård. Men – men – men vi ved jo, at Emdrupgård ligger et andet sted – hør bare her:
I perioden 1824-37 får lystslottet navnet: Annaslyst!
Annaslyst var fortsat genstand for en del handler, og i 1872 blev ejendommen købt af seminarieforstander Jeppe Tang, der betalte 10.000 rigsdaler for ejendommen, og han døbte den Emdrupborg.
Natten mellem 19 og 20 februar 1879 udbrød der brand i Emdrupborgs hovedbygning. De, der beboede huset opdagede først branden tidligt om morgenen, og de måtte hovedkuls flygte ud i den kolde vinternat, og søge ly i den nærliggende Emdrup Ladegård. Ilden var formodentlig opstået i forbindelse med uforsigtig omgang med træmøbler og overtøj tæt ved en ovn, hvor der var tændt heftigt op på grund af det kolde vejr. Jeppe Tang opførte en ny bygning på brandtomten, og bevarede navnet Emdrupborg.
Jamen, hvad så med det nuværende Emdrupgård?
Ja, ja – rolig nu!
En bonde ved navn Anders Espensen ejede jordlodden syd for Emdrupvej. Det var den, der blev delt i Østre og Vestre Bøllegård. En anden bonde ejede jordlodden nord for Emdrupvej – han hed Christian Truelsen. En del af Truelsens lod blev atter delt og Carl Vallentin Stahl ejede den bygning, der lå på hjørnet af Emdrupvej og vejen til Buddinge (Frederiksborgvej). Han kaldte sin gård Stahlsminde (du ved – trangen til at blive udødeliggjort). Denne ejendom fik på et tidspunkt efter 1838 navnet Emdrupgård, hvilket Emdrupborg (Annaslyst) jo tidligere hed!
Sådan!

Hvis man betragter gamle kort over området, kan man let blive i tvivl om, hvilke navne de forskellige gårde havde, specielt er navnet Emdrupgård at finde på to lokaliteter. Gården på hjørnet af Emdrupvej og Frederiksborgvej optræder med to navne, afhængig af kortets alder. Derfor kunne man forledes til at tro, at Emdrup Ladegård var blevet til Emdrupborg, men det er altså ikke tilfældet. Emdrup Ladegård lå ganske tæt ved Emdrupborg (Annaslyst) men altså lidt vest herfor.
Navnene på andre gårde i området kan stadig findes, men de her nævnte er de, der lå langs Emdrupvej, vejen der løb gennem den lille landsby Emdrup.

Der boede naturligvis andre folk end de, der beboede gårdene. Håndværkere, handlende og andet godtfolk. De boede i den lille landsby ved navn Emdrup.
I følge Generalstabens Kort fra 1854, kan man se, at landsbyen har ligget koncentreret langs den vej, der i dag hedder Lundedalsvej, samt ved Emdrup sø, der også hedder Lundehussøen. Selve byen har udgjort et sving med nordvendt bue, således at den tidligere mindre vej fra øst gik frem til det sted, der i dag er den blinde indkørsel til Emdrupvej 54, og som nu er en del af Lærerhøjskolens område nord for Emdrupborg. Her drejede den kraftigt til højre – mod nord om man vil – hvorefter vejen fortsatte i en blød bue mod venstre, bag om det nuværende H. F. Jensens værktøjsfabrik, der er beliggende Emdrupvej 70, mellem denne og det nuværende Lundedalsvej/Lundebakken. Krydsede denne vej og var herefter beliggende en smule nordligere. Så krydsedes den senere Slangerupbane i banens niveau, og fortsatte over det sydøstligste hjørne af det nuværende “Skræntens” areal. Svarende til lidt vest for “Skræntens” sydvestligste del har den gamle vej forløbet. Den ny og den gamle vej har mødtes cirka ud for Emdrupvej 102 – 104. Udretningen af dette noget krumme vejstykke og etableringen af viadukten for banen skete i 1926. En lille stump blind vej, Emdrup Bygade (også kaldet Emdrup Hovedgade i en enkelt kilde), ligger endnu som indkørsel til Emdrupvej 54, og en stump af vejen befinder sig på arealet tilhørende H. F. Jensens værktøjsfabrik. Her lå først Emdrup Dampvaskeri som blev anlagt i 1878, og Hannibal Sander flyttede sin virksomhed til Emdrup i 1885, og etablerede en stor virksomhed med vaskeri, tøjrensning, tøjfarvning samt systuer og skrædderi. At der var tale om en rigtig stor virksomhed ses derved, at man havde eget elværk og vandværk. En del af Hannibal Sanders virksomhed lå tidligere i Møntergade. Hannibal Sander har været en driftig mand, han byggede en smuk villa som sin private bolig. Denne imponerende bygning kan stadigvæk ses på hjørnet af Emdrupvej og Tuborgvej, ved siden af Statoiltanken.
H. F. Jensens værktøjsfabrik, Emdrupvej 70 er tilkommet i to omgange nemlig 1947-48, og senere udvidet i 1950. På virksomhedens areal lå tidligere både Hjulmandsgården, som var en mindre tolænget gård, med to rønnetræer foran, en gammel smedie, som børnene i kvarteret kaldte “Skraldemandshuset”, et mindre værksted, hvor Kann Rasmussen havde et snedkerværksted; dette har på forunderlig vis udviklet sig til den virksomhed, der i dag producerer Veluxvinduer. Endelig lå der på grunden et brunkulsbrænderi frem til 1946; da brændte brænderiet, og lyset mod himlen kunne ses i hele København. H. F. Jensens værktøjsfabrik kom til Emdrup fra Østerbro, hvor den nuværende ejer, som er sønnesøn af virksomhedens skaber, i dag har ansat 70-80 mennesker i produktion af snittappe. (Det er de meget hårde stykker gevindværktøj, som anvendes til at skære gevind i jern med).
Bag H. F. Jensens værktøjsfabrik, og bag den lille stump af den gamle vej ligger nu Lundedalsvej, og er adgangsvej for Emdrup Savværk. Savværket har ligget på arealet i lang tid, fra 1935 til 1950 hed direktøren Rasmussen, fra 1950-1974 var det Kristian P. Andersen der var direktør, og siden 1974 har datteren Clara og svigersønnen Viggo Kamp drevet virksomheden. Det rette navn er: Emdrup Savværk og træhandel ApS. Produktionen er leverance af træ til møbelsnedkere. En tidligere medarbejder på savværket kunne fortælle, at hans far tilbage i tiden, da Bispebjerg Kirke blev bygget havde en tjans med at fragte mursten fra Slangerup jernbanen til byggepladsen. Dette skete med hestevogn og håndkraft. Stenene blev læsset af på et godsspor ved Emdrup station. Som det senere vil blive omtalt, blev murstenene fabrikeret i Ruds Vedby teglværk, transporteret til Tølløse og videre til København. Ruds Vedby ligger i Vestsjælland, cirka 5 km. sydøst for Tissø.
Mellem to arealer, som Emdrup savværk omfatter slår Lundedalsvej et kraftigt sving (næsten 90 grader) mod vest. Hernede lå i flere år Eriks auto, hvor man kunne få sin bil repareret, men Erik er der ikke mere, i stedet er der på lågen ind til arealet, samt på postkassen en reklame for Sorgenfri Hegn. Erik, altså ham med Eriks auto, har kastet sig over autohjælp, og han kører altså nu rund med et såkaldt fejeblad og hjælper bilister, hvis bil ikke ved egen hjælp kan transportere sin ejermand.
Lige overfor ligger en brevdueklub.
På et areal lige ved siden af har Jørgen Bych et lager.
Jørgen Bychs farfar var ikke vognmand, men slagter i Slagelse. Faderen hed Georg Bych (1894-1972), og var oprindelig forvalter ved Ålholm, men slog sig ned som korn- og foderstofforhandler, i Emdrup på et areal endnu længere ude ad Lundedalsvej end savværkets grønne hal. Dette var i 1925, men allerede efter et år flyttede han til hjørnet af Frederiksborgvej og Emdrupvej, svarende til skråvejen hvor der i dag er en boligblok, kiosken “Bien” og “Lopperiet”. Her handlede han med korn, foderstoffer, hø og halm, og han kaldte sin forretning for Emdrup Mølle. Han havde en hund, der var lokal verdensmester i at fange og dræbe rotter, for rotter har man, når man handler med korn. Efter cirka 10 år skete der flere ting for Georg Bych. Værst af alt var, at hans hustru Elvira døde. Hun efterlod foruden sin mand også tre børn på henholdsvis 7, 5 og 1 år. Ikke spændende for en korn- og foderstofforhandler. Samtidig ville kommunen gerne opføre et boligkomplex på arealet, og efter en del skriverier, valgte Georg at flytte til adressen Emdrup Kærvej nr. 1. Nu skiftede han sortimentet lidt ud, og var nu også købmand. Hans butik lå, hvor der i dag er en 5-trins trappe, og hvor Jørgen Bych har butikslager. Desuden begyndte han at handle med fast brændsel. I perioden 1945-46 solgte han købmandsforretningen fra til Henry Jensen, som senere solgte til købmand Laursen, som lukkede i 1974.
I 1959-60 byggede han til, svarende til Emdrupvej 108, og det var oprindelig tanken, at Irma skulle leje en del af nybyggeriet til en butik, men som de fleste ved, blev Irmabutikken placeret på adressen Emdrupvej 155. I stedet startede møbelhandler Holm en butik i nybyggeriet, men han flyttede til Virum 4 år senere, og butikken blev i meget kort tid lejet ud til en, hvis reelle hensigter vistnok fortaber sig i det fjerne.
I mellemtiden var den ældste søn Jørgen blevet i stand til at overtage den nye butik, og i en periode handlede Jørgen med olie, petroleum og hårde hvidevarer, mens faderen fortsatte med sine foderstoffer. Man kan stadig se en reklame for Atlas på facaden, men efterhånden ændredes sortimentet til porcelæn, køkkenudstyr og isenkram. I dag handler Jørgen Bych med værktøj, petroleum, haveartikler, fliser og han har desuden en betydelig vognmandsforretning.
Den 10.5.2000 fejrede Jørgen Bych 40 års jubilæum, forfatteren tøver ikke et sekund: Tillykke med jubilæet!
Emdrup har også haft en anden isenkræmmer, han boede på Frederiksborgvej nr. 181. Der er nu pizzeria, men for nogle år siden holdt isenkræmmer Holmgren ophørsudsalg i butikken gennem næsten tre år! Endnu tidligere lå her en cykelforretning ved navn “Cykelhjælpen”.
Lidt mod øst sydøst, mellem Statoiltanken og Renden ligger en parkeringsplads som betjener Lærerhøjskolen. På dette areal lå frem til 1976 Emdruplund Kafferisteri, som nu er flyttet til Gladsaxe, Columbusvej 1, men har bevaret sit navn.

              
Om Emdruplund kafferisteri, kan der ligeledes fortælles en del.
Startskuddet lød i 1874, den 19. november, da høker Claus Petersens svigersøn Gustav Edvard Petersen fik et forseglet næringsbrev som detailhandler, og overtog svigerfaderens butik.
Edvard begyndte at importere kaffe, hvilket skulle vise sig at være klogt. Han kaldte sin virksomhed E. P. Kaffe, og forretningen gik tilsyneladende fint.
I 1930erne var det svært at være kaffehandler, for priserne var høje, og der var mange kolleger.
Under verdenskrigene var der restriktioner i form af rationalisering, men firmaet klarede dog skærene og i 1952 kunne firmaet E. P. Kaffe, som det stadigvæk hed, nu med Hans Milan Petersen som boss, meddele at kaffen atter var fri.
Hans Milan Petersen var barnebarn af Edvard Petersen.
Som sagt var der kolleger, blandt andre Byens Kaffe Risteri, BKR, som var grundlagt af Carl Johannessen d. 19.11.1952 i Store Kongensgade nr. 108.
Carl havde stået i lære på hjørnet af Jagtvej og Tagensvej i Urtekræmmernes Kaffebrænderi, men han brændte mere end blot kaffe.
Han brændte nemlig også for at få sit eget.
Fra 1952 til 1964 lå virksomheden altså i Store Kongensgade, men trods de liflige dufte, lod Carl sig friste af Emdrups lyksaligheder, og flyttede til nye lokaler, som lå, hvor der nu er en parkeringsplads ved Lundedalsvej/Renden. Lokalerne var Hannibal Sanders tidligere dampcentral, med to kæmpestore kedler. De nye kaffe risterilokaler var klar 1.4.1964, og Carl døbte virksomheden Emdruplund Kaffe Risteri. (Bygningen Emdruplund der tidligere lå på Frederiksborggade var revet ned, da Holbergskolen blev bygget). Emdruplund Kaffe Risteri forkortes EKR.

I 1967 døde Carl Johannessen, og virksomheden blev drevet videre af sønnen Søren Johannessen.
Søren Johannessen valgte at beholde navnet, da han flyttede til Columbusvej 1 i Gladsaxe, hvilket skete 1.3.1976.
Jeg er temmelig sikker på, at du kender duften af brændt kaffe, hvis du for eksempel kører ad ring III og passerer forbi krydset ved Gladsaxe trafikplads. Det dufter fortryllende.
Nøjagtig 7½ år senere, d. 1.9.1983 overtog Søren Johannessen E. P. Kaffe.
EKR var nu blevet en temmelig stor virksomhed.
Måske har Milan Petersen fældet en lille tåre, da han satte sig til skrivemaskinen den 19.8.1983. Måske ikke.
Milan Petersen skrev i hvert tilfælde til sine kunder den 19.8.1983 følgende:

Kære kunde.
Efter at have arbejdet i kaffebranchen i mere end 50 år, og på grund af alder, finder jeg nu tiden inde til at blive aflastet af yngre kræfter.
Gennem de sidste 30 år har der været nær kontakt mellem Emdrup Kaffe Risteri og mit firma. Denne kontakt har i de senere år ført til et direkte samarbejde på flere områder.
Dette samarbejde har nu stået sin prøve, og når jeg nu den 1. september d.å. overflytter mit firma til:
Emdrup Kaffe Risteri
v/ Søren Johannessen,
Columbusvej 1,
2860 Søborg
telefon: 01 67 32 18
er jeg fuldt overbevist om, at De fortsat vil få leveret de samme gode kvaliteter, som De plejer.
Idet jeg udtrykker håbet om et godt samarbejde mellem Dem og os i Emdrup Kaffe Risteri forbliver jeg

med venlig hilsen
Edv. Petersen
v/ Milan Petersen

En epoke var slut, en ny var begyndt!
I Søren Johannessen har vi at gøre med en vinder.

Kaffe indkøbes i sække á 60 eller 70 kg. Jo, det er rigtig nok.
Hvis man skal have meget kaffe, kan man få det i Big Bags á 1000 kg. eller i Bulks á 21.000 kg.
60 og 70 kg. sækkene var tidligere lavet af hessian.
Når kaffen var tømt af sækkene, hvad skulle man så stille op med disse mængder af hessiansække?
Fidusen er at kende en brændselshandler, der handler med koks, og så sælge dem til ham for en pris, der ligger under, hvad brændselshandleren ellers skulle give hos en sækkeforhandler.
I små samfund lader noget sådant sig gøre, men man skal altså kende en brændselshandler. Jeg mener at vide, at Johannessens kendte en sådan i Emdrup.
Virksomheden har vokset sig stor og beskæftiger omkring 30 medarbejdere.
Der samhandles med 27 lande.
Hvilke lande?, spørger du måske.

OK, det drejer sig om:

Brasilien Colombia Den DominikanskeRepublik
El Salvador Guatemala Honduras
Nicaragua Mexico Peru
Paraguay Trinidad Venezuela

Burundi Congo Elfenbenskysten
Etiopien Kenya Madagaskar
Tanzania Sydafrika Uganda

Indien Indonesien Timor
Togo Vietnam Yemen

Ved siden af Emdruplund Kaffe Risteri, dengang det lå på Hannibal Sanders gamle dampværk, lå Emdrup Pelsgarveri, som garvede skind for blandt andre Siriuspatruljen. Garveriet havde en kæmpemæssig høj skorsten. Vandet i Renden benyttedes som kølevand til virksomheden.
Som nabo til H. F. Jensen lå i flere år virksomheden Radiometer på Emdrupvej 72. Radiometer er en dansk virksomhed, der på højt internationalt niveau blandt andet producerer medicoelektronik, og eksporterer næsten 95 % af produktionen. Radiometer blev etableret i 1935, men flyttede fra Emdrup til Åkandevej 21 i Brønshøj d. 1.1.1995.
Herefter lå bygningerne tomme i en tid, hvorefter undervisningsministeriet besluttede sig for, at erhverve sig ejendommen til deling mellem Den Grafiske Højskole og Danmarks Pædagoghøjskole. Når man går ind fra Emdrupvej, ned ad cementtrappen, kommer man ind i en hall.
Til venstre har vi Den Grafiske Højskole, som startede her d. 1.2.1999, og kom hertil fra Glentevej nr. 67, hvor nu IT-Højskolen ligger. Den Grafiske Højskole startede sin virksomhed i 1943 på Julius Thomsensgade ved Radiohuset på Frederiksberg.
Til højre ligger Danmarks Pædagoghøjskole, som er en hybrid idet den ene halvdel stammer fra Emdrupborgs Pædagogiske Højskole, den anden stammer fra Socialpædagogisk Højskole, der kommer fra Kastelsvej, som er en sidevej til Classensgade på Østerbro. I Classensgade boede forfatteren en kort tid i sin studieperiode, i et lejet værelse i en stor gammel lejlighed tilhørende C.C.Müller.
Der, hvor den gamle vejføring og den nye vejføring atter mødes, altså svarende til Emdrupvej 102 – 104, kan man stadigvæk se niveauforskellen, og på et matrikelkort kan man tydeligt se grundenes relation til Emdrupvej. Emdrupvej 102 huser i dag virksomheden Germann Instruments, et foretagende, der har udviklet en metode til undersøgelse af betonkonstruktioner “on location”, eller som virksomheden kalder det: in situ, hvilket er det samme, blot på latin. (Modsætningen til “in situ” hedder “in vitro”, hvilket betyder: i laboratoriet [eller rettere: i (reagens)glasset].
I lægevidenskaben taler man om “in vivo” og “in vitro”, hvor “in vivo” betyder “i levende materiale”. Det har betydning om en behandlingsmetode kun kan bringes til at fungere in vitro, men ikke in vivo. Selvsagt. Beboerne i Emdrupvej 102 har dels en noget skrånende indkørsel, og dels en træveranda foran huset, for at imødegå niveauforskellen.
Nr. 104 er noget nyere. Det er et såkaldt to familiers hus, med 2 lejligheder. Jeg ved, at lydene forplanter sig temmelig hørbart fra 1. sal til stuen.
Sikke nu en oplysning. I øvrigt har den unge Jørgen Bych engang boet der med sin hustru og førstefødte.
Jeg vil i det følgende kort opremse nogle af de forretninger eller virksomheder, som tilforn lå på Emdrupvej, men som med tiden er lukket ned.
Der, hvor der er Netto, lå engang en benzintank. Vistnok Chevron. Ejeren hed Carlsen og havde et mindre værksted. Han havde også en stor schæferhund. Den passede på, når mester ikke lige var der. Det erfarede en indbrudstyv en aften. For da han var kommet ind gennem et vindue, kom hunden listende, knurrede en kende, hvilket var nok til at tyven stivnede. Det blev vist en meget lang og nervepirrende nat for hr. Langfinger. Den mindste bevægelse fik kræet til at vise tænder, savle og knurre. Efter noget der lignede 8-10 timer dukkede mester Carlsen op, han havde god tid, men ringede til politiet efter en stund. Det var en lettet tyv, der forlod Chevrontanken sammen med et par betjente. Han var uskadt, men træt. Mon ikke Rollo fik sig et stort kødben?
Emdrupvej 119. Her har der været ismejeri. Nu holder spejderne til her. Der er mødelokale, og der lugter af spejder. Det er sjovest at være spejder, hvis man kan slå pæle i jorden og brænde bål, hvilket ikke er så let på den lille plæne som tilhører boligkomplekset. Efter en del skriverier er det lykkedes, at leje arealet Nøkkerosevej 55, som er ubebygget. DSB ejer arealet. Her boltrer spejderne sig. Spejderne har investeret i en skurvogn, den indeholder vist intet af værdi, blot nogle redskaber osv. Alligevel har der været indbrud i vognen flere gange. Desuden er den blevet overmalet med grafitti.
Desværre er der en del hundeejere, der mener, at Fido passende kan bruge grunden til hundelokum.
Ak ja.
Vi bor i en storby.
På godt og ondt.

Vi må videre:
Banebrinken lige vest for jernbanen. Ind mod Håndværkerhaven har der ligget en slagter og en købmand. Senest har der på hjørnet været Diner Transportable.
Mellem Banebrinken og Bøllegårds Allé, har der engang ligget et gartneri: Emdruphøj Gartneri. Dette flyttede til Lyngby og skiftede navn til Carlshøj Gartneri.
Bøllegårds Allé, har fra syd mod nord huset en frugt og grønt, et ismejeri og en købmand.
Så er der bebyggelsen ved Brønshøj Vinduescenter. Ser man godt efter, bemærker man at der er en masse døre. Det skyldes at der også har været en masse butikker. Godt nok nogle mindre af slagsen, men alligevel. Fra øst mod vest, kan jeg nævne: en lille kiosk, en manufakturhandler, en købmand, en bager og en slagter. I gården bag kiosken holdt Emdrup Køreskole til i en årrække. Kørelæreren boede i nr. 131, og han havde en Nimbus med sidevogn, som man kunne træne på. Købmanden havde sin butik frem til 1990erne. Nu er der Brønshøj Vinduescenter, drevet af snedkermester Henning Edelbo Larsen. Han har forsynet forfatterens hus med flere vinduer, til forfatterens absolutte tilfredshed; imidlertid har snedkeren tidligere boet i Brønshøj, hvilket navnet jo antyder, og dengang forsynede han forfatterens tidligere hus med fine vinduer. Dette forhold er en ren og skær tilfældighed. Han har på det seneste rykket lidt rundt på lokalerne, og der er nu blevet plads til et solcenter ved navn Solar Plexus.
Solar Plexus, er i folkemunde et område under brystbenet, eller den øverste del af bugen. Rettelig er der tale om plexus celiacus eller plexus solaris. Det er en samling såkaldte sympatiske nervetråde beliggende bagved bugspytkirtlen umiddelbart foran aorta (hovedpulsåren). Et kraftigt slag her medfører ukampdygtighed i flere minutter. Du kender det godt!
Som navn på et solcenter er det selvfølgelig smart.
Irmabutikken på Emdrupvej nr. 155. Den overlevede stormen, da der for nogle år siden i FDB var behov for at øge indtjeningen. Det er vi mange, der er glade for. Tidligere lå her et bageri. Bageren hed Christensen.

Her er der behov for lige at sende blikket over Frederiksborggade mod Grønnemose Allé.
Vidste du, at den engang hed noget andet? Nej vel? Lyt lige her:
Fra 1924 til 1942 hed vejen Andemosevej, og gik kun til, hvor bebyggelsen hører op. Herfra var en lille sti, over til Gladsaxe hvor stien mødte en vej, der siden 1917 har heddet Grønnemose Allé.

Nå, vi går forsigtigt over Emdrupvej, efter at have set os grundigt for.
Her møder vi det hvide hus på hjørnet af Emdrupvej og C. J. Frandsensvej, – altså Emdrupvej 130/C. J. Frandsensvej 1. Ejendommen har tidligere huset en frugt og grønt, et renseri ved navn “Takstgrænsen” og senere en cykelforretning, eller nærmere et cykelværksted. En lokal beboer på Nøkkerosevejs vestlige del fortalte mig, at cykelsmeden her var meget billig.
Maleren Emdrupvej 124, på hjørnet af Emdrupgårdsvej. Tidligere var der to butikker, idet den vestligste del af malerbutikken engang har været møntvaskeri.
I vores område har der på det andet hjørne af Emdrupgårdsvej og Emdrupvej ligget et kaffeudsalg. Dette kaffeudsalg havde dog intet at gøre med EKR! Navnet var Emdrup Kaffeimport, og ejeren hed Wahlquist.
På hjørnet ved Emdrup Engvej ligger mod øst et gulstenshus, hvor man tydeligt kan se, at der har være indgang til en butik på selve hjørnet. Der har ligget et ismejeri, dem har der altså ligget mange af i området.
Som så mange andre steder har de mindre butikker måttet lade livet, til fordel for kæmpemarkeder længere væk. Alle de nævnte butikker har ikke været aktive samtidigt, men naturligvis over en årrække. Alligevel savner man bager, slagter, ismejeri osv. Heldigvis er der en del af disse specialbutikker endnu, dels på Frederiksborgvej og dels i Søborg, men det gamle landsbypræg er væk.
Sic transit gloria mundi.
Således forgår alverdens herlighed.
Citatet stammer fra en salme, der afsynges, når en ny pave er valgt.

På Nøkkerosevej har der ikke været mange butikker i tidens løb. Dog er der en undtagelse, nemlig Nøkkerosevej 22, hvor ikke blot en men hele to butikker har haft til huse. Således en købmand og et ismejeri. Her er der ligeledes en privat husstand. I en periode i 1960erne har der desuden været en maskinforretning ved navn E. de Stricher.

Under udarbejdelsen af nærværende skrift, har jeg blandt meget andet brugt levende mennesker som kilder. På min hustrus arbejdsplads er netop ansat en mand, hvis moder mener sig at være en af de ældste nulevende Emdruppere.
Det drejer sig om fru Else Christensen.
Hun er født 27. oktober 1915. En hjemmefødsel, nemlig i Hannibal Sanders funktionærbolig. Faderen var ansat hos Hannibal Sander. Han kørte vasketøj med hestevogn. Som 56 årig fik han kørekort til automobil. Desuden passede han fyret på virksomheden. Fru Christensen havde tre ældre søskende, og hun husker, at det livet igennem har irriteret hende, at folk troede, at hendes søskende var hendes forældre; men hun var altså en efternøler.
De tre søskende gik i skole i Brønshøj. Gik i skole!!!! For sådan var det altså. Selv gik fru Christensen i skole på Bispebjerg, og hun husker endnu, at hun gik ad “den sorte sti” til skolen.
I perioden fra 1932-41 boede fru Christensen på Emdrup Engvej nr. 9, blev gift med Arne og flyttede i lejlighed i Kantorparken. Hun oplevede siden at flytte tilbage til Emdrup Engvej – til det samme hus, det var i 1954, og hun boede i dette hus frem til ægtefællens død i 1985. Herefter er fru Christensen flyttet til Søborg i en lejlighed.
I Hannibal Sanders virksomhed, hed direktøren Brinck. Han boede i den flotte villa, og fru Christensen husker, at hun legede med direktør Brincks datter. Hun husker også, at direktør Brinck holdt høns. Hr. Brinck husker hun som en venlig og munter mand, der lavede en masse spas med børnene og med de ansatte i virksomheden, specielt med fru Christensens fader samt ejeren af Hjulmandsgården; han hed Knud Olsen.
Fru Christensen husker også episoder fra krigen.
Den 9. april 1940 husker hun, at hun var ude i haven, da de tyske flyvere fløj lavt hen over byen. Hun havde halsbetændelse; hendes mand var soldat og lå i Ryvang. Da hun var flyttet til Kantorparken, husker hun, at der en aften var nogle tyskere, der bankede på alle dørene, fordi de søgte en modstandsmand. De fandt ham, og han blev skudt – ikke langt fra lejligheden.
To sabotager eller bombesprængninger husker hun også, dels en sabotage af Hannibal Sanders virksomhed, det er uklart hvorfor – dels af Dyrups farvefabrik i Gladsaxe, hvor hun en tid var ansat. Derudover husker hun, som omtalt andetsteds i dette skrift, at der blev skjult jøder på Bispebjerg Hospital, fru Christensen har nemlig også været sekretær dels på psykiatrisk afdeling, dels på kirurgisk afdeling.
C.J.Frandsensvej kender fru Christensen særdeles godt, og hun har faktisk mødt C.J.Frandsen og husker, at han byggede en hel del af de huse, der ligger på vejen. Da samtalen faldt på den lille græsplæne, og hvorfor den mon ligger der, fortæller fru Christensen, at det skyldes, at kommunen ikke ville have bebyggelsen så tæt, som oprindeligt planlagt, men krævede “lidt luft” (se i øvrigt side 41). Beboerne har til alle tider været begejstrede for den lille plæne. Fru Christensen husker, at hendes forældre var bekendte med beboerne i nr. 5 på C.J.Frandsensvej, og at hun var på besøg netop der den 5. maj 1945.
På hjørnet af Emdrup Engvej og Nøkkerosevej (Emdrup Engvej nr. 20) boede en veninde, der hed Grete, og med Grete spillede fru Christensen tennis i mange år i KFUMs anlæg på Nøkkerosevej. Hun husker, at opsynsmanden hed Bremholm. Fru Christensens søn (det er ham, der er ansat, der hvor fru Beck også er ansat) er blevet konfirmeret i Emdrup Kirke, da den lå på Nøkkerosevej.
Nede ved savværket boede “den glade familie”, som havde en Harley Davidson motorcykel. Motorcyklen blev flittigt brugt til familiære udflugter, til tider med mere en to passagerer.
Fru Christensens bror boede Emdrupvej 131, og havde i mange år den cykelforretning, der er beliggende Emdrupvej 8. Han sluttede vist i 1959.
Af prominente folk fra området, husker fru Christensen Gunner Engberg (1882-1951), der var præst og beboede Nøkkerosevej 25. Ud over at passe sin præstegerning udførte Gunner Engberg et kolossalt ungdomsarbejde blandt andet for unge kristne og for KFUM. Desuden var han med da Oxfordbevægelsen kom til Danmark. Hun husker Gunner Engberg som en elskelig mand med vistnok 8 børn.
Tak til fru Christensen for en hyggelig samtale.

Tillad mig at springe lidt tilbage i tiden igen.
Storebror har altid med finfølelse forstået at udnytte lillebror. Emdrup sø, der er en opstemmet møllebæk, med slusesystem, der kunne regulere, hvor meget vand, der skulle ledes ud i Lersøen, indeholdt vand af en kvalitet så Københavnerne kunne og ville drikke det. Transporten skete ved et ledningssystem af udhulede træstammer til 3 steder i København nemlig: Gammeltorv, Amagertorv og Højbro Plads. På Gammeltorv havde københavnerne ladet sig inspirere af den klassiske italienske kunst med fint dekorerede springvand. Caritas (næstekærlighedens gudinde) blev med sine børn stillet op som en bronzestatue på Gammeltorv. Vandet fra Emdrup sø strømmede ud af gudindens bryster samt ud af tissemanden på en lille dreng.

 

Vandet løb ud et bassin, hvorfra københavnerne kunne hente forsyninger. I 1860 da vandet ikke længere kom fra Emdrup sø, stoppedes vandtilførselen til bryster og tissemand. Den engelske dronning Victoria (1819-1901) levede altså ikke helt forgæves. I 1707 blev Caritas forgyldt, og senere blev der tilføjet nogle lodrette springvand, så der kunne springe forgyldte æbler i vandet.
Den vandmængde, der løb i Lersøen fortsatte sit løb gennem Lygteåen og Ladegårdsåen til Peblingesøen, hvorfra blandt andet voldgravene omkring København og også Christiansborg forsynedes med vand. Senere er der gravet render, som forbinder Emdrup Sø med Gentofte Sø, Hulsø og Utterslev Sø. Også dengang var der miljømæssige hensyn, der måtte tages. Vandarealerne groede til, og der var fisk og andre levende elementer i vandet. Trods oprensning var vandet behæftet med en ejendommelig bismag, og en læge ved navn Heinrich Callisen mente at have en pointe, når han fremførte, at beboernes jordsmon, som grænser til søen, er betydeligt forøget!!! I 1855-59 afvikledes funktionen som drikkevandreservoir for København. Den gode Callisen vidste næppe, hvad Escheri Coli bakterier var, men han forstod måske nok, at drikkevand, burde være rent og fri for tilblanding af menneskelige affaldsemner.

Emdrup sø havde imidlertid andre kvaliteter.
Som i så mange andre forhold er der ofte en mystisk dragende kraft ved elementerne. Det var populært at have et hus nær søen, eller i det mindste med søudsigt, og Emdrup landsby har haft sit naturlige centrum tæt ved søen og i området vest herfor.
Man kan let falde hen i drømme om den lille landsby med en støvet, slynget grusvej, en lille sø og nogle håndværkerhuse og lidt længere ude de store gårde. På vejen har børn løbet rundt, og sikkert også høns, ænder og gæs.
Måske har den drikfældige Jeppe på Bjerget haft en fætter i Emdrup.
Rundt om søen findes den dag i dag cirka 40 skelsten, nummererede, for at markere, at søen tilhører Københavns Kommune. Hvis man går halvvejs ned ad Havgårdsvej mellem Tuborgvej og Lyngbyvej, lige nordvest for søen, møder man en lille sti, der går ned til denne. I selve hegnet ind mod naboen til venstre, når man står i vandkanten ses en sten; går man til højre møder man nogle stykker. En enkelt stikker kun lige den øverste del op. Hvis man var gået til venstre ind i en privat have, var man samtidigt kommet ind i Gentofte kommune – men søen er altså Københavns.
Jeg forstår, at der ikke skal herske tvivl om ejerskabet. Søen er smuk. Meget smuk. En tur rundt om søen er en oplevelse, af de gode. Ved søens nordlige bred ser man Søholm, som er et majestætisk bygningsværk. I 1982 blev det smukke hus overtaget af Arkitekternes Pensionskasse.
Fra søens sydvestlige del løber Søborghusrenden først under Tuborgvej mod vest, slår et lille sving mod nord, fortsætter mod vest for til sidst at slå et sving mod syd og her møde Utterslev mose. Jeg ved at pædagogikken halter fælt i det netop beskrevne, idet vandet løber den modsatte vej.
Fra søens nordøstlige del løber vandet via Lygteåen, Ladegårdsåen og herfra ind i Peblingesøen i det sydvestlige hjørne, næsten i Smedegades forlængelse. De tre søer Sankt Jørgens Sø, Peblinge Sø og Sortedams Sø (sidstnævnte ligner på et kort to søer, men er det ikke) er forbundne og vandet løber videre til søen i Østre anlæg, til Kastelsgraven og udmunder i Københavns Havn i området omkring Den lille Havfrue og Lystbådehavnen.
Utterslev mose.
Områdets perle.
Tidligere var mosen et sammenhængende sumpområde. I 1925 fik mosen status af naturpark, og i perioden 1939-43, foretoges omfattende gravearbejder i mosen, hvilket ændrede mosens form til nu at omfatte tre selvstændige bassiner, som meget opfindsomt kaldes vestmosen, midtmosen og østmosen. Småmoser er forbundne med de tre bassiner, der også indbyrdes er forbundne med kanalsystemer. Inddelingen kunne beskrives som følger:
Vestmosen omfatter området vest-sydvest for Hareskovvejen, lidt syd herfor ligger Kirkemosen. Midtmosen omfatter området mellem Hareskovvejen og Horsebakken/Maglegårds Allé. Mod nord er der forbindelse til Bakkemosen og Gyngemosen samt en del mindre småmoser eller vandhuller. Østmosen strækker sig øst-nordøst for Horsebakken/Maglegårds Allè til Grønnemose Allè. Nord for Grønnemose Allè ligger Højmosen, som ikke er et egentligt bassin, men nærmest en kæmpestor græsplæne med tæt randbevoksning og sumpområder samt enkelte vandhuller. I de tre store bassiner er der en del øer eller holme. Rundt om mosen og langs vejene er anlagt en mængde stier og græsplæner, der er kæmpestore og gamle træer langs stierne, der er mere åbne områder, og frem for alt er der et flot og afvekslende fugleliv og andet dyreliv.
Mosen er i største bredde øst-vest 2050 meter, og i største bredde nord-syd 500 meter. Den meget uregelmæssige facon medfører at omkredsen andrager ca. 9 km., heri er området nord for vestmosen ikke medregnet. Arealet udgør 91 ha., 165 tønder land eller 910.000 m2.

Følgende cykle- eller gåtur kan anbefales. Hvis du vælger cyklen, så husk at stierne er befolkede med ældre, folk med barnevogne, små børn og en masse fugle. En rolig cykletur er sagen.
Fra min bopæl på Nøkkerosevej kører jeg via Stenkløvervej og Rødkløvervej under Frederiksborgvej og op på den anden side. Her møder jeg mosen. Til højre over en bro, ud til Gladsaxevej, langs denne og til venstre, så jeg har Højmosen på min venstre hånd. Krydser Grønnemose Allé, kommer til Maglegårds Allé, krydser denne holder lidt til højre og kører ad Søborgstien til jeg pludselig må træffe et valg!!! Højre eller venstre. Det er næsten ligemeget. Jeg kommer til et sted, hvor Høje Gladsaxevej og Hareskovvejen krydser hinanden; da jeg er lovlydig kører jeg under Høje Gladsaxevej, drejer til venstre op på samme, kører i dens højre side ind over Hareskovvejen, laver et flot højrevendt herresving under vejen igen, og drejer hurtigt herefter til højre, og er tilbage ved mosens bred, nu på Svendsens sti. Mindre indviklet havde det været, at bryde loven, og droppe de to underkørsler, men blot have fulgt Høje Gladsaxevej i dens venstre side, i så fald, bør man trække cyklen. På venstre side er en stor græsplæne, hvor man kan nyde den medbragte Coca Cola. Videre over den buede bro, næste stik syd til mosens syd vestligste hjørne. Hov – hvad er det? Vi er nået til Åkandevej – oven i købet ud for nr. 21, Radiometer ligger lige foran os. Kun 10 meter ad Åkandevej, og så ind til venstre. Nu har du allerede cyklet 5,7 kilometer. Stien er fin, snor sig let, og pludselig er du ved Hareskovvejen igen. Ind under den, og op ad trappen, du må altså stige af cyklen her. Til venstre og til højre og vupti kører du langs mosen igen. Langs Mosesvinget til du krydser Horsebakken/Maglegårds Allé. Overfor Støvnæs Allé, 110-120 meter før du kommer ud på Rådvadsvej, drejer du til venstre ad Kirkestien, som fører dig rundt om Bispebjerg Kirkegårds Planteskole til mosens absolut østligste del, en lille øreformet vig og videre ud til Grønnemose Allé, som krydses og nu langs moseskellet til udgangspunktet ved broen beliggende ved Dunhammervej. Nu har du tilbagelagt 9.350 meter ifølge min cyklecomputer. Efter forfatterens mening, bør der afsættes ca. 45 minutter til projektet. Det er ca. 12½ km/t.

Det er Københavns Kommune, Vej og Park, der alene administrerer og vedligeholder Utterslev mose, men Gladsaxe Kommune har et antal tilløb, Gentofte Kommune et enkelt og endelig administreres Hareskovvejen, eller Hillrødmotorvejen om man vil, af Staten.
Det overvåges nøje, hvorledes miljøet i vore moser er. I 1960erne var miljøet meget dårligt, og der rapporteredes om fiske- og fugledød. En meget væsentlig del af vandet i mosen, stammer fra Harrestrup å. Med folketingets vedtagelse af den såkaldte vandmiljøplan i 1987 er også Utterslev mose blevet overvåget. Desværre har der i en periode været tale om at mosens tilstand ikke har været god. Ikke fordi der har været for stor tilførsel af næringsstoffer, men der er sket et skift i mosens biologiske struktur, på planktonniveau og med hensyn til indholdet af diverse uorganiske salte. Siden 1995 har kommunen imidlertid foranstaltet diverse tiltag for af forbedre vandkvaliteten. For eksempel kan nævnes at der er etableret såkaldte grønne renseanlæg, hvilket betyder, at bestemte planters rodnet forbruger en del af de næringssalte der findes i vandet, før vandet kan tilledes mosevandet. I og med at mosen også virker som reservoir for regnvand og spildevand, kan man ved at forsinke tilledningen af det næringsrige vand, der drænes ud til mosen opnå, at en del af vandet istedet ledes til de kommunale rensningsanlæg. Alt i alt er der ikke den store mystik omkring disse tiltag, det drejer sig om at få fjernet en række uhensigtsmæssige stoffer (salte) fra vandet, så der skabes balance mellem vandplanterne og dyrelivet i og omkring mosen. Det er da glædeligt, at kommunen har satset store beløb på miljøet. For år tilbage var der en del lugtgener omkring mosen, disse synes at være reduceret væsentligt.
Offentligt fiskeri i og sejlads på mosen er ikke tilladt. Der er dog overenskomst om fiskeri med samarbejdsudvalget for Sjællandske Sports- og Lystfiskerforeninger. Indtil 2 meter fra vandkanten må der ikke foretages beplantning eller anlæg. Der må ikke hentes vand i mosen, og ejheller udkastes vand eller andet i mosen. De grundejere, der har grund ned til mosen, må ikke bygge indenfor 8 meter fra vandkanten.
Hele området er ekstremt velegnet til rekreative aktiviteter. Gå-, løbe- og cykleture er i høj grad tilgodeset i området. På grund af de geografiske forhold, kan man foranstalt korte eller lange ture efter behov. Som tidligere nævnt, kan man endvidere glæde sig over det rige fugleliv.
Bruger du ikke mosen?
Så se at komme igang!

I begyndelsen af nittenhundredetallet gik udviklingen i Emdrup stærkt. I den del som nu er området omkring Nøkkerosevej, synes Emdrupgårdsvej at være den vej, der først er blevet udstykket (1917 – se senere), vinkelret fra Emdrupvej, og sluttende med et lille stykke sti på tværs, hvad der siden skulle udvikle sig til Nøkkerosevej.

Tidligere havde der været tale om en lille landsby, der i praksis lå langt fra København. Landsbyen hørte til Brønshøj – Rødovre sogn, beliggende i Københavns Amt, men blev i 1901 indlemmet i København. I perioden 1901-02 blev også Valby og Sundby distrikter indlemmede. Det skal bemærkes, at indlemmet i denne sammenhæng nærmest betyder indkøbt, idet kommunen siden 1894-98 havde foretaget store arealindkøb, netop i Utterslev og i Emdrup. Årsagen til indkøbene har været flere, men væsentligst må begrundelsen have været byplanlægning. København var trængt af havet mod øst og området sydvest, vest og nordvest for København omfattede store områder med markarealer. Der var en betydelig befolkningstilvækst, så hvis der skulle være en fornuftig boligstandard, mulighed for placering af industri m.m., måtte en arealudvidelse finde sted. Desuden havde kommunen planer om placering af deciderede villakvarterer, hospital, kirkegård og et gasværk.
Proceduren omkring de såkaldte indlemmelser omfatter lovforslag af 3. april 1900. Det drejer sig om numrene 50, 51 og 52. Lovforslagene blev behandlede adskilt for at sikre muligheden for at kunne opgive en eller flere af indlemmelserne, hvis specielle lokale problemer skulle opstå. Ved kundgørelse fra indenrigsministeriet (nr. 68, 69 og 70 af 18. april 1900) fremgår at indlemmelserne har virkning fra 1. januar 1901, hvad angår Brønshøj- og Valbydistriktet. Med hensyn til Sundbydistriktet har belutningen først virkning fra 1. januar 1902.

Der var tale om ret betydelige arealer, se blot her:
Brønshøjområdet: 3600 tønder land og 6000 indb.
Valbyområdet: 1400 tønder land og 6000 indb.
Sundbyområdet: 2500 tønder land og 18000 indb.
I alt: 7500 tønder land og 30000 indbyggere blev indlemmede.
I forvejen omfattede København cirka 4000 tønder land og 380000 indbyggere. I midten af 1800 tallet boede der i København cirka 130000 indbyggere, hvilket nok antyder nødvendigheden af arealudvidelsen.
Effekten heraf udeblev ikke. I Emdrups område steg befolkningstallet fra ca. 400 til 2000 på 25 år.
Indlemmelse forekommer at være et værdiladet ord; der ligger en slags undertrykkelse i ordvalget. Det er dog dette ord, der går igen i det kildemateriale, der synes tilgængeligt. Imidlertid har der nok været en betydelig interesse i lokalområderne for indlemmelsen, hvilket fremgår af borgerrepræsentationens forhandlinger 1899-1900 side 581 ff., hvor af det fremgår at København primært ønskede at indlemme Utterslev og Emdrup området, men at Brønshøj-Rødovre sogneråd hellere så, at Københavns Kommune indlemmede hele distriktet. Måske spillede skattetekniske forhold ind for sognerådets indstilling, idet landkommunernes skattesystem ikke kunne honorere de krav, som et hastigt voksende byområde stillede. Her tænkes på lejlighedsbyggeri, skoler m.v.

Der skete også en anden vigtig ting for Emdrup og dens borgere i 1901.

Dannelsen af Emdrup Grundejerforening fandt sted den 23. november 1901. Fem af områdets fremsynede mænd udgjorde den første bestyrelse, som dannedes ved et møde hos Jeppe Sørensen:

Formanden, handelsgartner Richard Rannow
Næstformanden, højskoleforstander Niels Tang
Kassereren, proprietær A.P.Andersen
Sekretæren, Proprietær Niels Christoffersen
Bestyrelsesmedlem, Handelsgartner Jeppe Sørensen

Det var beslutsomme men kløgtigt ydmyge mænd, der tegnede foreningen – hør blot her:
-“Vi forlanger ikke store Ting, blot en Sti paa den ene side af Vejen (Frederiksborgvej), og saa bred, at to Mennesker kan passere hinanden. Her færdes dog ikke saa faa, og navnlig Børn, som paa Vejen til Byens skole bliver fuldstændig vaade om Fødderne. Den Smule faste Sti, som undertiden kan tiltrædes ved Grøftekanten, bliver jo for det meste redet op af Cavalleriet”-

Ak ja, de brave mænd ville blot have en gangsti langs Frederiksborgvej. Måske er det ikke så let at administrere stier i Københavns Kommune!!

Eller hvad med denneher:
-“Vi har af Bladene set, at Automobilselskabet atter har faaet Tilladelse til at genoptage Kørslen, og at Magistraten selv har indset det uforsvarlige i en saadan kørsel paa omtalte stykke Vej uden Gangsti. I Mørke er Vejen jo i særdeleshed ufremkommelig, da vi, som Magistraten vel ved, savner belysning paa de offentlige Veje her i Emdrup”-
Lang ekspeditionstid i kommunale sager vedrørende stier er måske den parameter, der har holdt sig i bedst form i mange år, for først 17 år senere bliver de omtalte gangstier til noget. 17 år for at diskutere forholdene omkring en sti – det er lang tid. Meget lang tid. Men ikke unik!
Man må tage hatten af i ærbødighed for Emdrup Grundejerforening, der i skrivende stund snart kan fejre sit 100 års jubilæum. Mange fornuftige ting er forhandlet på grundejernes vegne med Kommunen og diverse andre myndigheder eller væsener.

Slangerupbanen (Farumbanen) blev anlagt i 1906, og der kom gas, vand og elforsyning til området, og de gamle gårdes arealer blev udstykkede. Til glæde for nogle og til græmmelse for andre. Det gamle landsbypræg forsvandt for aldrig at vende tilbage.
Den enes død, den andens brød – da Slangerupbanen var blevet etableret, blev der også etableret en station i Emdrup. En lille sti forbandt Emdrupvej med stationen, der lå knapt hundrede meter nord for vejen. I en periode fungerede stationen også som posthus. I 1906 kom der til Emdrup station posttog 6 gange dagligt, og der blev delt post ud fra postkontoret tre gange dagligt. Kl. 9, kl. 12 og kl. 18. Postmængden var ikke så omfattende dengang; der blev bragt cirka 50 breve ud pr. dag. Pr. 30.3.1930 blev postekspeditionen imidlertid flyttet til Bispebjerg postkontor på Tagensvej, men kun i et par døgn, for Emdrups borgere gjorde indsigelse, etaten lyttede, og funktionen blev genoptaget indtil stationsmesteren gik på pension den 31.12.1934.
Apropos Tagensvej.
Forfatteren kommer fra provinsen. Ind med firetoget. Har undret sig over, hvorfor indfødte københavnere lægger tryk på sidste stavelse i ordet Tagensvej. Nå, det er nok bare en lokal accent. Men de selv samme indfødte københavnere udtaler en anden vej med tryk på første stavelse, selvom vejens navn synes konstrueret på samme måde: Finsensvej. Den ligger godt nok på Frederiksberg, men alligevel?
De fleste, der bor i området omkring Nøkkerosevej, vil kunne huske den smukke, men primitive bygning, der lå i vejens østligste ende. Da DSB byggede en nyere station på området ved Banebrinken syd for Emdrupvej i 1977, blev den gamle Stationsbygning brugt som bolig for pensionerede medarbejdere. Huset var bygget med mursten men uden isolering. Da den sidste beboer Johannes Andersen mistede sin hustru Ruth, forlod han kort efter huset for at flytte til mere moderne lejlighed i Ryparken. Ca. 1995 blev det en nat revet ned, hvilket afstedkom en enorm støvgene for de naboer, der har for vane at sove med åbne vinduer. Huset var som anført smukt, men flere henvendelser til DSB med henblik på alternativ anvendelse var forgæves. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at mens huset stod tomt, har de nærmeste naboer erfaret, at bygningen blev brugt af husvilde; der blev fundet efterladenskaber i form af flasker, injektionssprøjter m.m.
Nu er Slangerupbanen forfremmet til S bane til Farum. Damplokomotiverne er udskiftede med elektriske togstammer uden toilet, hvilket måske ikke er så ringe endda.

Her kan jeg så vende blikket i en anden retning og nævne, at Bispebjerg kirkegård var blevet anlagt i 1903, samt at etableringen af Bispebjerg Hospital startede i 1908, så der var stor byggeaktivitet på Bjerget i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Det store krematoriebyggeri er tegnet af arkitekt Holger Jacobsen, som iøvrigt også har tegnet stærekassen ved Det Kongelige teater. Det stod færdigt i 1907, og blev taget i brug i 1908. Inden for hovedindgangen ligger en meget smuk træbygning, som tidligere tjente som kapel, men i de senere år ikke har været i brug. Forskellige tiltag er været fremme med hensyn til, hvad der skal ske med bygningen som skal erstattes af en nyere. I Emdrup Grundejerforenings medlemsblad kan man læse om et forsøg på, at få flyttet huset til et areal ved Utterslev mose på Rådvadsvej, og bruge det som kulturhus. Et sådant projekt er ikke billigt, men prisværdigt. Selve bygningen kan vist erhverves for 1 krone, men der følger den betingelse med, at huset skal genopføres.

Hvad angår det københavnske hospitalsvæsen, er det relevant at se tilbage til perioden omkring 1200, da der i Danmark var spedalskhed, hvilket man tog vare på ved at isolere de smittede i Sankt Jørgens gårde. Andre anstalter har tjent til anbringelse af sindssyge. I 1853 hærgede der en koleraepidemi i København, denne epidemi kostede 4.800 af byens ca. 130.000 mennesker livet. Dette foranledigede, at der blev truffet beslutning om oprettelse af et kommunalt hospital. Kommunehospitalet stod klar d. 19.3.1863. Sidenhen fulgte Øresundshospitalet i 1870`erne, Blegdamshospitalet (epidemihospital med små pavilloner, beliggende hvor nu Panum instituttet ligger) og Rudolph Berghs hospital. Bispebjerg Hospital, der blev påbegyndt i 1908, kunne indvies på 50 årsdagen for Kommunehospitalets indvielse, nemlig d. 19.3.1913.
Forhistorien er i korte træk, at i 1899 så man på den samlede hospitalssituation for København, et komissionsforslag lå på bordet d. 17.1.1903. Næste samtidig døde imidlertid komissionsformanden, borgmester Borup. Desuden døde i 1904 stadsarkitekt Ludvig Fenger. Kommunens økonomi var anstrengt, der var netop indført nye skattelove. Det forsinkede projektet noget. Der blev valgt en ny arkitekt, nemlig Martin Nyrop. Vi er nu nået til 1905, hvor der i København boede 312.800 mennesker. Et endnu uafklaret problem – beliggenheden, blev dog ikke kilde til større debat. Navnet Bispebjerg, kræver også lidt forklaring. I 1681-82 kan man finde navnet Biszebierg (tysk) Aas, i betydningen “den bakke (bjerg), hvor kvæget bisser”. At bisse betyder: løbe frit omkring (uden mål). Så navnet burde vel have været Bissebjerg. Alt i alt er det ligeledes ejendommeligt, at kommunen placerede hospitalet så langt fra selve København, thi i 1905, var området endnu blot nogle små landsbyer i omegnen. Men grundprisen var lav, hvilket vil sige 91 tønder land for 210.000 kroner. Den 26. januar 1905, var der møde i Magistraten, og i referatet kan man læse: “Pladsen på den sydøstlige side af Bispebjerg Bakke ned mod Lersøen…………… Pladsen må siges at være ideel, idet den skråner mod sydøst, og ligger vestligt for byen, og således ikke generes af røg af de hos os fremherskende vestlige vinde…………….
Princippet for byggeriet var pavilloner, og sammenholdt med den geografiske beliggenhed, var gevinsten en god hygiejne, og nedsat risiko for smittespredning.
Pavillonbyggeriet gav mulighed for et storslået haveanlæg, hvilket da også under stadsgartner Glæsels nænsomme hånd er blevet resultatet.
Selve byggeriet var i starten strengt symmetrisk, med en hovedindgang fra Bispebjerg Bakke, hvor man via en pompøs portindgang med tårne i siderne kommer ind til 1. Tværvej, der, som navnet hårfint antyder forløber på tværs. Herefter ligger pavillon 1 og 2 side om side parallelt med tværvejen. Bagved ligger 2. Tværvej, så kommer pavillon 3 og 4, efterfulgt af 3. Tværvej, og endelig pavillon 5 og 6, og bag disse 4. Tværvej. Ind imellem finder vi græsplæner og blomsterbede. For enderne løber vinkelret på pavilloner og tværveje henholdsvis østre- og vestre Længdevej. Sidenhen er hospitalet blevet udvidet med flere bygninger, og symmetrien er blevet brudt.
Under 2. verdenskrig, blev Bispebjerg Hospital som andre hospitaler også anvendt til at skjule de forfulgte jøder. Endlösung var det tyske udtryk for “den endelige løsning på det jødiske spørgsmål”, altså Hitlers opfattelse af at jøderne skulle udryddes. I efteråret 1943 var de danske jøder voldsomt jagede. En måde at hjælpe på var, at gemme disse mennesker i nogle af de mange afkroge, som byggeriet bestod af, en anden måde var, at indlægge nogle under falske navne.
Steffen Lund, (11.11.1906-15.10.1991), student 1924, medicinsk kandidat 1931 og speciallæge i øjensygdomme i 1939, fortæller at der en nat kom meddelelse om, at tyskerne havde omringet hospitalet, og alle udgange var bevogtede af tyske politisoldater samt af Schalburgfolk. Schalburgkorpset var oprettet 1. april 1943 af kaptajnløjtnant K. B. Martinsen og bestod af danske statsborgere. Schalburg-navnet er til minde om C. F. von Schalburg, (dansk officer (1906-42), som faldt på tysk side ved Østfronten). Schalburgkorpset deltog i bekæmpelsen af den danske modstandsbevægelse, og var altså i organiseret ledtog med den tyske besættelsesmagt.
Disse folk deltog i jagten på jøderne, og var nu nået til Bispebjerg Hospital. På hospitalet var der denne nat 200 flygtninge, hvilket var lidet opmuntrende. Kl. 09.00 om morgenen rullede et ligtog ud af kapellet, hvis udgang befinder sig i kompleksets nordligste del ud mod Tuborgvej. I dette ligtog var der 20-30 taxabiler, som var helt fyldte med flygtninge. Heldigvis lykkedes det.
Bispebjerg er som nævnt moderniseret flere gange, og er i dag et moderne hospital, med over 1000 sengepladser. Specialefordelingen på hospitalet er blevet ændret meget markant i de seneste 15 år, primært på grund af sammenlægningen af Københavns Kommunale Hospitalsvæsen, Frederiksberg Hospital og Rigshospitalet til det, der nu hedder HS (Hovedstadens Sygehusfællesskab).

Hospitaler blev anvendt på forskellig måde til at hjælpe jøder under 2. verdenskrig.
Krigen var resultatet af knuste kunstnerdrømme for en ung østrigsk knægt, der som det næstbedste valgte malergerningen i en periode. [“Er will nur tapezieren Speisenzimmer, das hätte er hat zollen immer”, sang Ulrik Neumann senere.]
Den forsmåede kunstner og senere malersvend, syntes nok at han indeholdt mere end, hvad der krævedes for at tapetsere spisekamre, så Adolf Hitler (20.4.1889-30.4.1945) meldte sig frivilligt som tysk soldat under første verdenskrig. At Tyskland brød sammen ved krigens afslutning opfattede han nærmest som et skandaløst svigt. Han blev politisk aktiv først i Deutsche Arbeiter Partei. Dette skiftede navn i 1920 til Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei – NSDAP. Idegrundlaget var stærkt nationalistisk og antisemitisk. Hitler ville hurtigt have magten og forsøgte at kuppe sig til at vælte republikken; den gik ikke og han røg i spjældet i 5 år. Faktisk sad han kun i cirka to år. Her skrev han “Mein Kampf”, hvilket jo lyder af noget. Han droppede tanken om kup, som vejen til magten, men gik den traditionelle vej med sit NSDAP. Godt hjulpet af en voldsom økonomisk krise i Tyskland og gode talegaver blev han Kansler i januar 1933. Rigspræsident Hindenburg døde 2.8.1934, hvorefter Adolf fik titel af Führer und Reichkansler. Derudover blev han øverstbefalende for de væbnede styrker. Resten af verden så passivt, at han gjorde Tyskland til et diktatur, hvor modstandere blev fjernet med hård hånd. Den ariske race var, hvad Adolf kunne lide. “Lebensraum” for det tyske folk, ud med jøderne. Snu var han også, idet han lavede ikke-angrebspagt med russerne, efter at have indtaget Tjekkoslovakiet.
2. verdenskrig blev startet, da Adolf gik ind i Polen 1.9.1939, herefter fulgte 6 år og 1 dag, hvor planeten var i krig, idet krigen fortsatte efter Tysklands kapitulation i maj 1945. Tysklands allierede, Japan fortsatte krigen. I USA, var atombomben blevet opfundet og d. 6.8.1945, kl. 09.15 blev den første (Little Boy) sendt ned i hovedet på befolkningen i Hiroshima. Over 100.000 ud af byens 1.1 mio. indbyggere døde umiddelbart. Den 9.8.1945 nedkastedes den næste A-bombe i byen Nagasaki, 35.000 af byens 390.000 indbyggere døde. Japanerne kunne nu se, hvad vej vinden blæste og den 14.8.1945 kapitulerede de. Kapitulationen blev endeligt underskrevet 2.9.1945 på det amerikanske skib “Missouri”. 6 år og 1 dag er lang tid.
Krigen kostede cirka 30 millioner menneskeliv.
Danmark blev også i nogen grad forulempet af krigen. 9.4.1940 blev landet besat af tyske tropper, og 4.5.1945 kapitulerede tyskerne, med virkning fra 5.5.1945 kl. 08.00. Danmarks redning var at primært USA og England gik i land på Normandiets kyst d. 6. juni 1944 og fik fodfæste på Europas kontinent, samt at den Røde hær bekæmpede Tyskland fra øst.
Emdrup var næppe på alles læber i krigens grusomme år, men der skete dog et og andet. Tyskerne huggede Emdrupborg til tysk skole, den blev kraftigt ombygget til formålet i 1941. I 1942 blev den selv samme skole udsat for sabotage. Overfor Emdrup Sø, altså øst for Lyngbyvejen, ved Bomhusvej, lå Adler Auto Service, der to gange blev saboteret. Ryparkhallerne, hvor der i dag spilles tennis og badminton (de to ældste haller) brugte tyskerne til at internere danske soldater, og knapt 1 kilometer mod nord herfor, ad Rymarksvej, der først langt senere er blevet spærret, finder vi i dag Mindelunden, hvor der tidligere var militært øveområde. I et lille hjørne, står der et diskret mindesmærke i form af tre bronzepæle, de er kopier af de træstammer, som soldaterne der blev henrettet af tyskerne, blev bundet til. Den 28.8.1943 blev den 27 årige Poul Edvin Kjær Sørensen, som den første henrettet. Den sidste henrettelse fandt sted 25.3.1945. I alt blev 103 unge mænd henrettet her!

Mindelunden blev indviet 5.5.1950. Der blev i alt fundet 202 soldaterlig, men nogle var tyske. 105 danske soldater og modstandsfolk ligger begravet, der findes en mindetavle over 91 dræbte modstandsfolk, der er begravet i deres hjemegn, der er 31 grave for hjemhentede fra koncentrationslejrene og endelig en stor væg med navnene på 151, hvis lig aldrig blev fundet.

Mange kender naturligvis Mindelunden, men skulle enkelte endnu ikke have aflagt et besøg her, skal det dog stærkt anbefales. For min egen del, sker der det, at jeg på sekunder bliver nærmest stum, når den bragende stilhed overvælder mig. En lignende fornemmelse følte jeg, da jeg i 1994 med min familie var i Normandiet, på invasionskysten, for at opleve kysten, hvor de allierede med USA, England og Canada i spidsen trodsede tyskernes kugler, og med enorme mandskabstab lykkedes at få fodfæste på Europas fastland. Det, der gjorde mig momentant stum, var da jeg kom ind på den amerikanske kirkegård, hvor de tusindvis af hvide kors taler deres specielle stille historie.
Er der nogen, der har set “Saving private Ryan”?
Har dette intet med Emdrup at gøre?
Vist har det så!
Jo det har, siger jeg, læs lige her:
Emdrup havde formodentlig set temmelig anderledes ud, hvis det var Den Røde Hær fra øst, der havde sat dagsordenen efter krigens afslutning.
På Emdrupvej 28, lå en fabrik: “Præcision”, der blev saboteret i 1943. Mellem Lyngbyvej og Teglstrupvej lå under krigen en virksomhed “Heiber Service”, som flere gange blev saboteret. Hvor Heiber lå, har indtil for nyligt ligget Oluf Svendsen A/S automobiler, der forhandlede Opel. Nu sælger Bent Bekker VW fra adressen.
I 1944 var der folkestrejke, og tyskerne svarede igen ved at lukke for elektricitet, gas og vand. Nogle borgere brugte, som deres oldeforældre 90 år tidligere vandet fra Emdrup Sø til de daglige fornødenheder.
For en kort stund vil jeg så lige smutte ind i Gentofte kommune, nærmere betegnet helt ind på pladsen foran rådhuset, thi det var her at krigen næsten sluttede for Danmarks vedkommende.
Johannes G. Sørensen (f. 1908) sendte radioprogram fra en kælder i The Strand i London under krigen. Nyheder, som danskerne ville høre. Dum-dum-dum-dummm (Ligesom i Beethovens 5. [Skæbnesymfonien]) “Her er London”.
I kender det godt, man hører en fjern stemme, samt den tyske støjsender.
Den 4. maj 1945 var han der igen, og på et tidspunkt lød det:
-“I nat blev der kæmpet voldsomt i Københavns gader, rundt om den tyske kaserne – de tyske kaserner (Johs. G. Sørensen lavede en lille talefejl, men jeg er sikker på, at han forlængst er tilgivet), og der hørtes endog kanonskud. I Dyrehaven og på pladsen foran Gentofte rådhus, havde tyske tropper været i indbyrdes regulær kamp …………………………………………….”-
Her fulgte så en pause på næsten 20 sekunder, hvor kun støjsenderen kunne høres.
En kollega ved navn Flemming Barfoed havde distraheret Johannes G. Sørensen.
Hvem er Flemming Barfoed? Jo, han var søn af Viggo Barfoed, kaldet “Ærbødigst”, (1895-1948), der var en populær journalist ved flere dagblade bl. a. BT, Dagens Nyheder og Berlingske Tidende.
Nå, men det var et regulært sidespring.
Flemming havde slået Johannes G. Sørensen på ryggen og sagde:
-“Montgomery…..Kapitulation i Nordvesttyskland, Holland og Danmark…….. sig det!!!!”-
Johannes G. Sørensen fortsatte:……………………”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.”-“Her er London, vi gentager: I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig”.
Herefter følger en særmelding, i form af navnekoder, og med et andet ordvalg gentages budskabet atter, og det pointeres at overgivelsen også gælder Helgoland og De Frisiske øer. Det pointeres i øvrigt, at overgivelsen ikke gælder Norge. Emdrup nævnes ikke specielt!
Hvad de færreste måske ved er, at han fortsætter, uden manuskript, og uden et telegram at støtte sig til idet han siger:
-“Må jeg have lov til at slutte med, at denne aften – den største aften for Jer hjemme også har været den største aften for os herude? Vi tænker på Jer hjemme, og vi glæder os til snart at ses igen. Denne hilsen må jeg nok have lov til at omfatte alle danske udenfor Danmark? Og så slutter vi med nationalsangen.”-
Og så kom først kongesangen: Kong Christian, og dernæst nationalsangen: Der er et yndigt land.
Freden sænkede sig over Danmark, og således også over Emdrup.
Få minutter efter det glade budskab var alle folk af huse, og på Lyngbyvejen var det første, man så, at “Heiber Service” var blevet overmalet.
På trods af at den 5.5.1945, kl. 08.00 var det tidspunkt da kapitulationen blev effektiv, var der tragiske episoder med dødelig udgang, også efter dette tidspunkt. For eksempel ved Lyngbyvejen næsten ud for Emdrupvej, hvor frihedskæmpere og tyske soldater kom i ildkamp.
Tyske flygtninge var alle steder, i sportshaller, skoler osv. Flygtningeadministrationen, der planlagde, hvorledes flygtningene skulle huses og med tiden hjemsendes, havde til huse på Emdrupborg.
Til alle tider har kirken været et midtpunkt i små og store samfund. Således også i Emdrup. Emdrup tilhørte oprindelig Brønshøj sogn. Brønshøj kirke var således Emdrupborgernes kirke. I 1927 udskiltes Emdrup imidlertid fra Brønshøj sogn og blev en del af Bispebjerg sogn. Dette skete samtidig med, at Grundvigskirkens tårnbygning stod færdigt. Den nederste del af denne bygning blev brugt som midlertidig kirke i en række år, og i et lokale højere oppe i tårnet var der konfirmandforberedelse.
Nikolai Frederik Severin Grundtvig (8.9.1783- 2.9.1872), har naturligvis lagt navn til Grundtvigskirken.
Grundtvig blev født i Udby i det smukke Sydøstsjælland.
Faderen var Johan Ottosen Grundtvig og moderen var Catrine Marie Grundtvig f. Bang.
Hvor Udby ligger? Tja, hvis du kører i bilen ad motorvej mod Rødby, så krydser motorvejen den gamle hovedvej 2 i Udby, således at nærmere København er motorvejen beliggende vest for hovedvej 2, og nærmere Rødby er motorvejen øst for hovedvej 2. Man kan køre fra motorvejen ved krydsningen, og så ligger Udby kro lige for næsen af dig. Kromutter hedder Kate Fugl, og er en god bekendt. Præstegården og kirken ligger nogle få hundrede meter syd herfor vest for hovedvej 2.
I denne præstegård virkede Grundvigs far som præst. Det var barske tider dengang, for Nikolai var 9 år, da faderen sendte ham til en kollega i det jyske, for at forberede ham til senere uddannelse. Han blev kapellan i Udby hos sin far, dette var i 1810, i 1811 blev han ordineret som præst, og fungerede i Udby i to år. I en perioder herefter var han primært beskæftiget med skriftlige produktioner. I 1821 blev han præst i Præstø, ikke så langt fra Udby. I 1822 blev han præst ved Vor Frelser kirke på Christianshavn, hvor han fortsatte til 1826. Fra 1839 (!), fungerede han som præst ved Vartov hospitalskirke. I to perioder var han indvalgt i Rigsdagen, nemlig fra 1848 og atter fra 1866.
Tre gange var Grundtvig gift, nemlig 1818 med Lise Blicher, 1851 med Marie Toft og 1858 med Asta Reedtz. De sidste fem år af sit lange liv boede Grundtvig i en Villa: Store Tuborg ved Strandvejen.
Foruden sine præsteembeder, havde Grundtvig travlt med andre ting.
Mest kendt er han jo nok som salmedigter, 282/754 af salmerne i Den Danske Salmebog har han skrevet, det er 37½ %. Det er da meget godt gået. I min udgave af Folkehøjsloens Sangbog (Det var de danske skjalde, der sang), er Grundtvig god for 99/529 altså 18,7 %.
Imidlertid gjorde han sig også som historieskriver, debattør, pædagog og filosof.
Som ivrig deltager i den offentlige debat, gjorde Grundtvig sig bemærket, prisen var den velkendte: man erhverver sig venner og fjender. En strid mellem Grundtvig og teologisk professor H.N.Clausen medførte at professoren anlagde injuriesag mod Grundtvig i 1825-26, hvilket afstedkom, at Grundtvig blev idømt livslang censur. Dette var medvirkende til, at Grundtvig nedlagde sit embede i 1826 i maj måned. Dette skete en uge før kirken skulle fejre 1000 året for den første kristne forkyndelse i Danmark. Grundtvig havde til lejligheden digtet nogle salmer, men disse blev nægtet fremførelse. En af de salmer, der blev censureret var: “Den signede dag”, som i dag vel er en vores kæreste salmer.
Grundtvig havde sine meningers mod, og betragtes i dag både herhjemme og i udlandet som den største åndelige forkynder, måske nok på linje med Søren Kirkegård.
Væsentligst er nok Grundtvigs opfattelse af den kirkelige frihed, med et krav om løsning af sognebånd, således at den enkelte kunne søge Guds ord andetsteds end hos den stedlige sognepræst. Grundtvigs livssyn kan måske allerbedst udtrykkes i strofen: “Menneske først og Kristen så”. Det var en meget liberal holdning, men Grundtvigs opfattelse var, at mennesket alene i sin egenskab af at være skabt havde en guddommelig status, uanset sin indstilling til kristendommen.
Ja, det er for viderekomne, men det skal nævnes, at Grundtvig også fremsatte ideer om almuens oplysning, en protest mod, at magthaverne forholdt den jævne befolkning lærdom; “Skolen for livet”, hvor Grundtvigs tanke var, at befolkningen skulle erhverve sig visdom og indsigt gennem en fri og levende folkeoplysning. Når friskoler og folkehøjskoler blev indviede, var Grundtvig på pletten med en salme eller en sang.
Hvis vi atter en gang vender blikket mod Sydøstsjælland, hvor Grundtvig havde sine rødder, og hvor i særdeleshed Svend Povelsen (Gønge) allerede 300 år tidligere også færdedes, så kunne vi komme til et lille samfund, der i dag består af 2-3 gårde, og nogle få huse. Navnet på den lille by er Sjolte, og den ligger på en af flere forbindelsesvej mellem hovedvej 2 og Præstø fjord, lidt nord for Tappernøje. Den 25.7.1856 blev skolen indviet, og Grundvig skrev:
“Hvad solskin er for det sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde, langt mere værdt end det røde guld, det er sin Gud og sig selv at kende; trods mørkets harme i strålearme af lys og varme er lykken klar.”
Hva´ beha´r?
Du kan finde salmen i Folkehøjskolens Sangbog. Nr. 163 i min udgave, nr. 271 i en tidligere.
Da moderen døde og blev begravet på kirkegården ved Præstø kirke, skrev Grundtvig på hendes gravsten:
“Min moder Cathrine Marie Bang

hvis Hjerte gienlød af Guds Engles sang

hvis Øie var klart og hvis Tro var stor

som takked for Smuler ved Herrens Bord

hun troende lagde i Støvet sig ned

af Støvet opstaar hun med Herlighed!

Vil nogen slynge en Blomst om min Stav

han plante den på min Moders Grav!

“Vil nogen slynge en blomst om min stav, han plante den på min moders grav.

Kunne du have fundet på at skrive sådan?

Det vil være relevant at spørge, hvor de jordiske rester af N.F.S.G. befinder sig. Der er næppe meget tilbage, men hans legeme blev i hvert fald lagt i jorden i Køge Ås, et smalt øst-vest orienteret parkområde 1½ km. vest for byens centrum. Man kan bese graven, den ligger i en lille indhegning og er naturligt nok en af byens kære seværdigheder.
Selve projektet med Grundvigskirken var startet som en arkitektkonkurrence i 1913, hvor Peter Vilhelm Jensen Klint (1853-1930) foreslog at bygge et kirkrtårn med en tredobbelt sammensmeltet trappegavl, og knytte dette til en stor og anselig kirkebygning. Projektet var stort, men interessant, og det blev besluttet at dele arbejdet i to dele. Tårndelen blev påbegyndt i 1921 og stod klar i 1927. Emdrupborgerne skulle nu ikke gå så langt for at komme i kirke. I 1930 døde så arkitekten P.V.Jensen Klint, men hans søn Kåre Klint færdiggjorde arbejdet, og den 8. september 1940 på Grundvigs fødselsdag, blev den indviet under stor bevågenhed. Som et kuriosum kan det nævnes, at i våbenhusets mur er indmuret urnerne indeholdende de jordiske rester af P.V.Jensen Klint og hans hustru Mathilde Caroline Pedersdatter Klint (1846-1933).
Familien Klint har i nogen grad sat sit præg på Grundtvigskirken, idet Kåre Klints søn Esben Klint sidenhen er tilknyttet kirken som arkitekt. Esben er ophavsmand til det store orgel, der blev indviet i 1965.
Et lille vinløvskrucifiks i kirkens våbenhus er tegnet af P. V. Jensen Klint og udskåret af hans datter Helle Klint Bentsen.

Grundtvigskirken er et kolossalt bygningsværk, og det skal nævnes, at selve skibet var 12 år under vejs. Den karakteristiske bebyggelse omkring kirken, er ligeledes tegnet af Klint, med den fremsynethed at ved at omgive kirken med en lav bebyggelse, fremstår selve kirken mere monumental. I forvejen ligger kirken højt som bekendt.
Så var der lige det med murstenene fra Ruds Vedby på Vestsjælland. Hvorfor nu lige sten herfra. Jo oprindelig var det tanken, at det skulle være en kalket kirke, men vedligeholdelsesarbejdet ville blive enormt, så PVJK fandt ud af, at hvis man kunne fremskaffe meget lyse gule sten, så ville dette være ideelt. Det kunne teglværket i Ruds Vedby altså. Det er brugt 6 millioner sten til kirken. Er det mange? Ja! Der bruges ca. 10.000 til et almindeligt hus.
600 huse; det er jo en mindre by.
Der går rygter, i folkemunde. Det er jo netop her, at rygter trives. Et vedholdende rygte vil vide, at det skulle være en forglemmelse, at der ikke er et ur i tårnets vestlige facade i den store runde struktur, men det har faktisk aldrig været meningen, at der skulle være et ur. En tilsvarende rund struktur genfindes i hvert af sideskibene, og tjener til at bryde en stor flade.
Selve håndværket prises af kendere, idet der i det enorme byggeri er kælet i udstrakt grad for detaljerne. Hvor to tøndehvælv støder sammen i loftet f. eks. i søndre og nordre våbenhus, er stene slebne i individuelle former, for at blive præcise. Murerformanden og tømrerformanden var brødre og hed Stilling. De 6 murersvende var håndplukkede til formålet.
Skulle du få lyst til at se kirken, så gå dog ind i den. Det vestre våbenhus har tre døre, der alle munder ind i samme rum. Hvis du gå gennem den store centrale midterdør, finder du i våbenhuset lige til venstre stedet, hvor ægteparret Klint, har fået indmuret sine jordiske rester. Det smukke krucifiks er lige overfor. I selve dørarealet (på ydersiden) finder du en granitsten med PVJK initialer. Grundstenen, der nedlagdes 8.9.1921 findes på højre side af det store våbenhus. Kirken er stor. Tårnet er 49 m. højt, der er 22 m. fra gulv til hvælv i skibet, der er 35 m. i bredden og 76 m. i længden, indvendigt målt.
Alteret i den østvendte absis, er temmelig ydmygt, men dette skyldes hensynet til lysets spil i kirken. Under krigen hængte der et Dannebrogsflag på alteret. Flaget vendte på højkant, så det hvide kors rent faktisk udgjorde et kors, men placeringen af flaget var en manifestation af at tyskerne ikke var velkomne i de 1852 dage besættelsen varede.
På en god dag kan der være 1600 mennesker i kirken. Hvis nogen har hørt om et større antal, er det både rigtigt og forkert, i princippet var planen, at kirken skulle kunne rumme 3000 mennesker. Reelt kunne den rumme 1800, men brandmyndighederne har afvist at der må være kirkegængere på 1. sal.
Midlerne til kirken blev fremskaffet ved at kommunen stillede grunden til rådighed, ½ af byggemidlerne blev indsamlet på privat basis, og staten bistod med yderligere en halvdel.

Der var imidlertid en Bibelstudiekreds, som samledes i et privat hjem. Denne kreds voksede, og der blev startet en søndagsskole, men pladsforholdene blev trange, og i 1940 købtes “Huset”, Frederiksborgvej 179, og 1. sal blev brugt som mødelokale og søndagsskole. Blandt andet Indre Mission, KFUM & K spejderne, Unge Hjem, Lægmandsbevægelse for Yngre Mænd og forskellige Ydre Missionskredse havde base her. Stueetagen blev lejet ud til forretningsvirksomhed.
Der blev arbejdet på at få ansat en 4. præst ved Grundvigskirken, men i takt med den betydelige befolkningsforøgelse i disse år, var der mulighed for at udskille en del af Bispebjerg sogn i et selvstændigt Emdrup sogn. Det nye sogn, skulle nødvendigvis have sin egen kirke, og indvielsen fandt sted 8. september 1946, præcis 6 år efter Grundtvigkirkens indvielse. I en stilren fin rød træbarak på Nøkkerosevej 23. En af præsterne, der deltog i indvielsen, pastor Hans Boyen Rasmussen skriver:
-“Med biskop og overpræsident i spidsen drog en procession på 15-20 præster ind i kirken, bærende de hellige kar og bøger. Kirken var fyldt til sidste plads, og dagen blev en glædelig festdag.”- Det skal tilføjes, at biskoppen var H. Fuglsang-Damgaard.
Naboskabet med sportsklubben medførte dog enkelte små problemer; når der var bryllup og fodboldkamp samtidig, og der blev scoret mål, netop som parret i kirken afgav deres ja, så var der jubel både udendørs og indendørs. Værre var det, når en fodbold højlydt ramte kirkens tag midt under en begravelse!
Den nye Emdrup Kirke, der har en meget moderne arkitektur – tegnet af Lars Christiansen – fik sin grundsten nedlagt 4. juni 1960 og blev indviet søndag d. 19. marts 1961. Den er beliggende: Ved Vigen 7-9.
Barakken, den gamle kirke ligger der stadig mellem den nye idrætshal og tennisbanerne, og den huser nu Det danske Drengekor.
Sognet der blev skilt ud fra Bispebjerg sogn er specielt derved, at det er meget lille. Sognets geografiske begrænsning er som følger:
Start: det sydøstligste hjørne udgøres af de få meter af Tuborgvej, der ligger mellem Emdrup Station og Bispebjerg Parkallé, herefter går grænsen så den nordlige del af Bispebjerg Parkallé er med i sognet, men den sydlige del er ikke, grænsen går helt ned til mosen, følger mosens bred, til Grønnemose Allé som krydses. Afgrænsningen fortsætter vest for Moseskellet og møder kommunegrænsen svarende til Gladsaxevejs sydlige grænse, hvor den krydser Frederiksborgvej, følger kommunegrænsen langs Renden, bag om KFUMs anlæg og det smalle parkanlæg, bag om kolonihavegrundene til S banen, som følges mod syd til stationen og Tuborgvej.

Sognet er som sagt lille, og pr. 1.1.95, boede der 4394 mennesker, heraf boede 4 i forfatterens hus.

Hvorledes er det nu med den kirkelige administration?

Jo, altså til en kirke hører der et sogn. Sognet er det geografiske område, hvorfra befolkningen søger kirken. Til kirken er tilknyttet en eller flere præster. Et antal sogne samles i et provsti, hvor en provst er sognepræsternes overordnede. Provstier samles i et stift, som er under ledelse af en biskop. I et stift er der en domkirke.

I Danmark er der følgende stifter: Haderslev, Ribe, Viborg, Århus, Ålborg, Fyn, Lolland-Falster, Roskilde, Helsingør og endelig Københavns stift.
Desuden er der Færøernes stift og Grønlands stift.
Under Københavns stift hører også Den Danske kirke i udlandet, Den Danske Sømandskirke og Indenlandsk Sømandsmission.

Københavns Stift: Biskop Erik Norman Svendsen, født 1941.

Provstier: Vor Frue Provsti, med domprovst Arne Bugge, Holmens Provsti, med provst Claus Viggo Harms, Københavns Nordøstre Provsti, med provst Finn Allan Ellerbek, Valby-Vanløse Provsti, med provst Hans Hermansen, Amagerbro Provsti med provst Leo Kamstrup Olesen, Amagerlan Provst med provst Palle Thordal, Københavns Vestre Provsti med provst Sten Wenzel-Petersen, Frederiksberg Provsti med provst Hans Lundsteen.

Endelig er der naturligvis vores provsti: Brønshøj-Bispebjerg Provsti med provst Karsten A. Woll.

I vores provsti er der følgende sogne: (1994-tal)
Husum sogn, 9.590 indbyggere
Bispebjerg sogn, 9.152 indbyggere
Brønshøj sogn, 8.234 indbyggere
Husumvold sogn, 6.488 indbyggere
Bellahøj sogn, 6.181 indbyggere
Lundehus sogn, 5.780 indbyggere
Tagensbo sogn, 5.693 indbyggere
Utterslev sogn, 5.376 indbyggere
Tingbjerg sogn, 5.225 indbyggere
Emdrup sogn, 4.347 indbyggere, hvilket er os.

Provsten har altså 66.066 sognebørn, 6½ % bor i Emdrup sogn.

Vores præst er Børge Haahr Andersen, Nøkkerosevej 10.

Ja, det er lykkedes at fremskaffe en liste over de præster, der har været ansat ved Emdrup kirke gennem tiderne:
Asger Due 1946-1948
Hans Boyen Rasmussen 1946-1965
Jacob Severin Jensen 1948-1961
Ulla Heje 1962-1969
Hans Erik Nissen 1966-1970
Flemming Kofod-Svendsen 1970-1971
Gunner Venø Tøttrup 1970-1977
Åge Jacobsen 1971-1979
Erik Baylum Andersen 1978-1984
Valdemar Anderson 1979-1986
Carsten Dalsgaard Hansen 1985-1992
Niels Munk Plum 1987-1997
Børge Haahr Andersen 1992-
Søren Fahnøe Jørgensen 1998-1999

Som så mange andre steder i den offentlige forvaltning, kan man godt operere med ½ eller ¼ stilling, og som følge heraf altså også for eksempel 1¼ præst ved Emdrup kirke. Derfor vil der på listen optræde perioder, hvor mere end en præst er tilknyttet kirken.

Den midlertidige kirke, altså barakken på Nøkkerosevej ligger på KFUMs areal. Arealet administreres siden 1980 af Københavns Idrætspark (KI). Arealet er enormt stort, og dominerer i nogen grad området mellem Nøkkerosevej og kommunegrænsen mod Gentofte kommune.
KFUM er udsprunget af YMCA (Young Mens Christian Association, stiftet i London i 1844.) I Danmark stiftedes KFUM i 1878, med en betydelig tilknytning til Indre Mission. I 1976 forenedes KFUM & K. KFUMs idrætsforbund stiftedes i 1918, med medlemsklubber spredt over hele landet, således at man kan finde KFUM i flere provinsbyer i Danmark. I København havde KFUM fysisk til huse i småstuer i Baggesensgade, Østergade, Fiolstræde og Vendersgade, men byggede i 1900 et hus i Gothersgade, og overtog et andet i Rosenborggade. Desuden drev KFUM & K en restauration i Store Kannikestræde tæt ved Frue Plads og Københavns Domkirke. Huset i Rosenborggade er sidenhen overtaget af Københavns Universitet. De unge mennesker kunne fra 1911 tage til en sommerlejr i Jægerspris. Denne lejr er stadig aktiv i KFUM regi, og mange vil have børn, der har været på påske og pinsetur til Jægerspris. De fysiske aktiviteter foregik i diverse lejede lokaler samt i Fælledparken. Den 17. august 1923 flyttede boldklubben ind og KFUM-Parken blev officielt indviet i 1927 på Nøkkerosevej. Dette har haft en kolossal betydning både sportsligt og socialt for området. Såvel de gråhårede som specielt de yngre har kunnet dyrke et righoldigt udbud af idrætsgrene. Jeg nævner i flæng: fodbold, håndbold, svømning, tennis, badminton, bordtennis, atletik (Ben Hur).
Sportsudøvelsen på Nøkkerosevej domineres i nogen grad af KFUMs Boldklub og her mest af fodbold. Det høres og ses fra Nøkkerosevej. KFUMs foreningskonstruktion, skal jeg ikke komme ind på, jeg kender den heller ikke i detaljer, men den er ret indviklet med en Centralforening som en slags overbygning. Boldklubben blev dannet i 1899, og de indledende tanker blev tænkt af nogle få knægte på 17-18 år efter en træning på Østre Fælled. Det tog tyve år, før arealet ved Nøkkerosevej blev købt. Det er 122.550 kvadratalen stort. 1 alen er 0,6277 meter, 1 kvadratalen er således 0,394 kvadratmeter. 122.550 kvadratalen må altså være 48.284,7 kvadratmeter. Altså knapt 5 hektar. Eller 8,7 tønder land, hvis det er sådan man kan lide det.
Den første bygning på arealet blev revet ned og erstattet den, som står nu. Den er tegnet af Arne (Emil) Jacobsen som er født 11.2.1902 og døde 24.3.1971. Der er lagt en række restriktioner på bygningen, og den må ikke uden videre ændres. Dette nye klubhus blev indviet 16.5.1943, under overværelse af kronprinseparret Frederik og Ingrid. Fodboldklubben har på Nøkkerosevej fejret store triumfer, og specielt skal det nævnes, at i 1957 lykkedes det med en sejr på 4-1 over HIK, d. 17.11.1957 at blive nummer 2 i 2. division, og dermed rykke op i første division, landets fornemste række. Glæden var enorm i klubben, men den var kortvarig, thi året 1958, hvor KFUM mødte Danmarks bedste, sluttede på den måde, at holdet indtog sidstepladsen, og måtte ned i 2. division igen.

Holdet, der spillede sig i 1. division bestod af:
Gert Hansen, John Sørensen, Henning Hvidemose, Erik Dennung, Erik Jørgensen, Johannes Nielsen, Jørgen Thomsen, Asger Nørklit, Egon Hansen, Erik Henriksen og Jørgen Jensen. Træneren var K.K.Hansen.
Det bør nævnes at Egon Hansen, født 19.2.1937 3 gange i 1965 spillede på det danske A-landshold.
Mange vil huske da Ole Madsen scorede med hælen mod Sverige i Idrætsparken d. 20.6.65, i overværelse af 50.000 tilskuere. Senere scorede Ole Sørensen og vi vandt kampen 2-1.

I den kamp deltog Egon.

Den første sejr over arvefjenden i mange år. Faktisk var den forrige sejr over arvefjenden en 3-1 sejr i Københavns Idrætspark d. 21.10.1951, næste 14 år tidligere.

Det var i øvrigt Danmarks landskamp nr. 281. De øvrige kampe, som Egon deltog i var:
kamp 282, d. 27.6.65 ude mod Sovjet, vi tabte 6-0 samt
kamp 283, d. 05.7.65 ude mod Island, vi vandt 3-1.
Efter kampen mod Island, havde Danmark altså spillet 283 officielle A-landskampe i fodbold. Vi havde vundet 135, spillet 45 uafgjort og tabt 103. Vi havde scoret 680 mål og ladet 524 gå ind. Sidenhen er det gået lidt fremad. Specielt da Joseph (Sepp) Emanuel Piontek var landstræner, var der fremgang. Nu ser det således ud (februar 2000):
638 kampe, 287 sejre, 121 uafgjorte, 230 nederlag, 1225 kasser og 946 mål imod os (men der var da vist også off-side hva´?).
Iøvrigt er Sepp lige fyldt 60 år.
Mange små drenge har i årenes løb set sig selv som landsholdsspillere, når de løb på banen i Emdrup, hvilket jo er godt nok.
Den 10. juni 1982 blev den nye, store, fine idrætshal indviet.
Læg også mærke til, at KFUM&K spejderne har deres klubhus på idrætsanlæggets sydvestligste hjørne.

Øv skal vi i skole?
Ja, naturligvis skal I i skole!
Uanset hvad, så er skolen et naturligt centrum for børnenes hverdag.
Vore elskede unger skal lære at regne og stave og meget andet. Dertil har vi som støtte for vore egne pædagogiske bestræbelser skolen. Skole er som bekendt ikke noget man skal gå i, men det er da langt det almindeligste. Derimod er der undervisningspligt. I henhold til Grundloven har alle børn ret til vederlagsfri undervisning i folkeskolen. For mange år siden var terminologien og lovgrundlaget et andet.
I perioden 1806-99 talte man om almueskolen. 24.3.1899 vedtoges folkeskoleloven. Denne er siden revideret og justeret i 1937, 1958, 1975 og 1993.
Her i Emdrup, tilhørte borgerne som tidligere nævnt Brønshøj sogn. Den eneste skole, der var i sognet var rytterskolen fra 1724. Rytterskoler var der på landsplan 240 af, det var almueskoler som Frederik d. IV, (11.10.1671-12.10.1730), lod opføre i de 12 såkaldte rytterdistrikter, landet var inddelt i.
Der var nu stil over de gamle konger – læs for eksempel Frederiks d. IV´s valgsprog: Dominus mihi audiutor. På dansk: Herren være min hjælper.
Et rytterdistrikt er en udskrivningskreds til rytterregimentet.
Det var altså denne skole, som børnene travede til. På landet var det almindeligt, at man gik i skole hver anden dag, thi også hjemme var der arbejde, der skulle passes. Der var imidlertid langt fra Emdrup op ad bakken, ud over markerne ad de mørke stier til Brønshøj, så Per og Poul og lille Marie har nok været glade da der i 1790 blev indrettet en skole i Utterslev, fælles for Emdrup og Utterslev. Rytterskolen i Brønshøj eksisterer stadig, som et lille stråtækt hus på Brønshøj torv, og huser nu Brønshøj Museum, men den fungerede som skole frem til 1923.
Formodentlig har der været tale om et enkelt rum, men i 1818 blev en rigtig skolebygning etableret, med klasseværelse og lærerbolig, samt en have. I 1834 gik 70 børn i skolen. I 1870 var der fire klasser, en lærer og en hjælpelærer. Denne skole blev nedlagt, og en ny blev taget i brug i 1901, nemlig “Den røde skole” ved gadekæret i Brønshøj, nu var vejene blevet bedre end i 1722.
I perioden 1867-1913 drev den meget populære Jeppe Tang folkehøjskole på Emdrupborg, det vil sige, han gjorde det kun til sin død i 1904, men sønnen Niels Tang fortsatte driften til 1913. Denne folkehøjskole blev drevet efter Grundtvigs principper om folkeoplysning, og om “Menneske først – Kristen saa”. Under krigen blev Emdrupborg bygget om, med henblik på at blive til en tysk skole for tyske børn. Krigens afslutning ændrede ved dette. Efter anden verdenskrig var Emdrupborg i en periode husly for krigsflygtninge fra Estland, Letland, Litauen og Polen. En kort tid herefter oprettedes Emdrupborg skole, og fungerede som kommunal skole i meget kort tid.
1940-43 byggedes Emdrup skole ved Lersø Parkallé, og i 1952 byggedes på Nøkkerosevej/Frederiksborgvej (men ikke på hjørnet) Holbergskolen. Tidligere lå der på Frederiksborgvej på denne adresse et gæstgiveri og forlystelsessted ved navn Emdruplund, hvor blandt andet Emdrup Grundejerforening holdt sit 25-års jubilæum. Emdruplund var en grå to etagers bygning, med 2 gavlpartier mod Frederiksborgvej. Emdruplund havde i et haveanlæg en keglebane.

Holbergskolen er en stor moderne kommuneskole med mange elever og med fritidsinstitutionen “Drivhuset” som nabo. Som en anden nabo kan nævnes skolehjemmet “Emdrupgård”. Nævnes skal også fritidsinstititonen “Skrænten” med adresse Emdrupvej 96, som forfatterens børn har frekventeret i nogle år. Man må sige om institutionen, at den har lagt vægt på at udvikle børnenes kreative evner, og hvert år har arrangeret optræden og gøgleri samt Cabaret Comet, til stor underholdning for børn og forældre. Andre fritidsinstitutioner i området er Kantorparkens Børnehave og Kantorparkens Fritidscenter.
På Tuborgvej findes ligeledes en fritidsinstitution, nemlig: TK’s ungdomsgård.
Jeg har en fornemmelse af, at de færreste ved, hvad TK egentlig betyder, men de der har børn i relevant alder, ved jo nok at institutionen TK ligger på Tuborgvej og er et af de tilbud, som ungerne i kvarteret har som mulighed for valg af fritidshjem. I virkeligheden drejer det sig om, at en ingeniør ved navn Holger Søndergaard, i april 1943 stiftede en forening, der har virket blandt børn og unge i Tagensbo, Bispebjerg og Emdrups distrikter. Holger Søndergaard fortæller, at han i sommeren 1942 gik en tur i Fælledparken og så på drengene, der spillede fodbold til et par kludemål. Da han så, at drengene klappede ad et tysk militærorkester, der spillede på arealet, blev han klar over, at der måtte gøres noget for disse drenge, så de var klar over, at de var danske.
Holger Søndergaard, havde meldt sig ind i Københavns Terrainsportsforening, som var startet for at træne unge mænd til at gøre en indsats for at gøre Danmark frit. Med den baggrund og med baggrund i tidligere medlemskab i FDF, besluttede Søndergaard at starte en forening for 14-16 årige drenge.
FDF (nu: Landsforbundet Frivilligt Drenge- og Pigeforbund, tidligere FDF Frivilligt Drenge Forbund stiftet 1902 og FPF Frivilligt Pige Forbund stiftet i 1952). Organisationerne er udsprunget af det kirkelige ungdomsarbejde.
Søndergaards forening skulle beskæftige sig med gymnastik, kortlæsning, nødhjælp, foredragsaftener, terrænsportsøvelser med kort og kompas, lejrsport og vandreture. Grundtvigskirkens krypt blev brugt som samlingssted i starten. 16.4.43 afholdtes det første møde, og den følgende søndag var det første orienteringsløb en realitet. Terrainsportskredsene, TK var startet.
I 1967 blev Holger Søndergaard forstander for den ungdomsgård, der var i sin støbeske, og som stod klar i 1971. I 1982 fratrådte Søndergaard som forstander i en alder af 70 år.

Enkelte andre lokale specialiteter bør nævnes. For eksempel lå der på Frederiksborgvej fra 1894 til 1920 et Bryggeri, “Bryggeriet Bispebjerg”. Her blev der så i nogle år produceret hvidtøl og skibsøl. Bryggeriet lå tæt ved Dortheasvej, på den vestlige side af Frederiksborgvej.
Et andet folkeligt samlingssted var Bispebjerg Bio, på Frederiksborgvej, nu nedlagt og erstattet af Høyen Supermarked. Biografen havde sin sidste forestilling fredag 30.11.1973, supermarkedet åbnede 28.8.1974. Biografen stammer fra før 2. Verdenskrig, den første ejer var skuespilleren Søren Kjelstrup. Sidenhen kom Ankerstjerne til, og den sidste direktør var K. E. Jørgensen, som startede 1.10.1967. Sidder du og tænker på, hvilken film der var den sidste, der blev vist i Bispebjerg Bio? Nej, nej, nej og atter nej – det var ikke “Borte med blæsten”, det var “Dr. Zivago”.
Bispebjerg Mølle, som var beliggende på Bispebjerg Bakke, blev bygget i 1808. Den 8. sept. 1842 brændte møllen, og tre folk omkom under redningsarbejdet. Møllen blev genopført og sidenhen moderniseret, den gamle vindmølle blev revet delvist ned i 1905, således at den nederste ottekantede murede del blev stående, men den øvre trækonstruktion med møllevinger blev fjernet. Navnet blev senere ændret til: Bispebjerg Mølle og Brødfabrik. Fabrikken forsvandt i 1940; sidenhen er der blevet boligbebyggelse – Bispeparken.
Svarende til Bispeparkens sydvestligste del, næsten ude på fortovet kan man se en skulptur af en sneugle. Den er udført af Gunnar Westmann, er 2 meter høj og er opført i 1968.
På hjørnet af Tagensvej og Frederiksborgvej lå frem til 1936 en stor, hvid bygning: Bispebjerg Kro.
Sporvogne: I perioden 1903-1964 kørte linie 16 på Frederiksborgvej desuden linie 5 og 19.

I 1933 startede Peter Sørensen sin forretning med maling og tapeter (Ta´ Peter med på råd, når det gælder tapeter), på adressen Frederiksborgvej 199. I 1964 flyttede han så til Frederiksborgvej 209, hvor hans søn, Erik driver forretningen videre. På den gamle adresse, flyttede Bent Nielsen ind. Han var i 1961 startet med at isætte automobilruder i Søborg, men flyttede 1964 til Frederiksborgvej 199. I 1984 flyttede han forretningen til den nuværende beliggenhed på hjørnet af Rødkløvervej og Frederiksborgvej. Sidenhen lå der på Frederiksborgvej 199 et trykkeri, dels har huset stået tomt. Siden 1992 har der ligget en virksomhed, der laver guld og sølvarbejder. Navnet er Carlo Jensen og søn. Det er sønnen Torben, der driver virksomheden nu. Frederiksborgvej 199, ligger på hjørnet af Dalmosevej. Der, hvor BENI nu har sin virksomhed – altså på hjørnet af Frederiksborgvej og Rødkløvervej, har der i årenes løb været benzintanke. Endog flere af slagsen, nemlig Caltex, Chevron, Texaco og nu en moderne OK tank.
Erik Sørensens butik (Ta´Peter med på råd) er udstykket fra den meget store parcel, som tidligere tilhørte det store grå hus Elborg. Tidligere var det en del af Elborgs have. Erik Sørensen ejer Elborg, men det er uklart, hvorfor huset hedder Elborg.
I det absolut nordligste hjørne af området lå Søborghus Kro, en flot hvid klassisk krobygning, med en central kvistgavl og stråtækt. Den er omtalt fra 1587, og fik i 1657 kongeligt privilegium, hvilket gav visse rettigheder, men medførte også at staten kontrollerede priser og udbud. Kroen blev revet ned i 1939. Nu er der et stort rødstens boligkompleks, der stadig bærer navnet Søborghus. Om kroen går der en dramatisk historie, stammende fra 1807, da englænderne havde belejret København. Det er velkendt at soldater, langt fra hjemmet i længere tid kan have visse behov, som kan være vanskelige at dække. Tillige er soldaterne til tider flotte i deres uniform. Mange unge pigehjerter har slået et par ekstra slag ved synet af disse prægtige mænd, omend der var tale om fjenden. Andre piger har haft god sans for at tjene en god skilling på soldaternes behov. Imidlertid skulle krokonen på Søborghus kro ved en lejlighed være blevet voldtaget af flere soldater, og desuden skulle kroen være blevet plyndret. Den britiske militære justits var imidlertid meget konsekvent. To soldater blev hængt, og andre fik hårde straffe.
En anden kro, som endnu ikke er nævnt er Lundehuskroen, som lå på Lyngbyvejens østlige side, lidt syd for Lundehussøens (Emdrup sø) østlige begrænsning.
I 1742 blev Lundehuset købt af Christian von der Heide og dennes trolovede Elisabeth Ebbach, der var kokkepige hos Dronning Louise (Frederiks V.s dronning). Kroparret fik bevilling til ølbrygning og brændevinsfremstilling. Det var på det tidspunkt kun hoffets folk, der måtte køre ad Lyngbyvejen (Kongevejen), men der blev nu fra kongen givet tilladelse til, at alle kunne at færdes på vejen mellem Vibenshus til og Lundehuset.
Kroen blev revet ned i 1929. Nogle få meter længere mod nord, svarende til stedet, hvor grænsen mellem Københavns kommune og Gentofte kommune skærer Lyngbyvejen, lå så et bomhus, der som det ene af landets allersidste fire landevejsbomme blev nedlagt 1. april 1915.

I det første nummer af Medlemsblad for Emdrup Grundejerforening, fra april 1941 er der en annonce i nederste højre hjørne på forsiden, hvor der spørges:

Kender De >>Mosekroen<<?
Hj. af Raadvadsvej og Fr.borgvej
Aflæg den et Besøg, og De er stadig Gæst!
Sv. Aa. Hansen
Tlf. Søborg 3277

Mosekroen, kom sidenhen til at hedde Krosemoen, hvilket jo egentligt var ganske opfindsomt. Stedet var i en periode snarere et værtshus end et spisested, og ihvertfald ikke, hvad man forstår ved en kro.
Endnu et navneskift og etablissementet hed “Den gamle Mosekro”, nostalgibølgen havde i sandhed nået Emdrup på godt og ondt. Nu hedder stedet “Min Du” og er et kinesisk spisested. Jeg har endnu ikke været der.

Som afslutning på, hvad Emdrup har kunnet friste med, skal det nævnes, at på en adresse på Frederiksborgvej mellem Nøkkerosevej og Rødkløvervej, boede en kvinde, der blandt andet ernærede sig af et gammelkendt erhverv. Det fortælles, at der i vindueskarmen mod Frederiksborgvej var to mindre messinglamper.
Den ene havde en rød lampeskærm, den anden en grøn.

Det bør på dette sted bemærkes, at det er med fuldt overlæg, at forskellige boligselskaber endnu ikke er omtalt separat. Det skal her nævnes, at der i Emdrup er en del boligselskaber, der har opført boliger af god standard. Til stor glæde for områdets beboere har man undgået alt for højt byggeri. Typisk er der tale om bebyggelse med kælder, stue, første, anden og eventuelt tredje sal.

Tidligere er omtalt lidt om den administrative inddeling i stat, amt og kommune. Også den kirkelige inddeling i sogne, provstier og stifter er omtalt. Der er endnu en spøjs størrelse, som kort skal nævnes, nemlig et herred.
Hvad er et herred? Hvilket herred hører Emdrup under?
Læn dig tilbage og læs det følgende:
Tidligere var et herred den mindste offentlige administrative enhed. Et antal herreder var samlet i et len.
Sidenhen er et len blevet forfremmet til et amt. I Sverige hedder det stadigvæk et len.
Det er en smule usikkert, men ordet menes opstået som en sammensætning af hær (skare, forsamling) og rath (rådighedsområde). De forskellige sagsområder som forvaltes af det offentlige, er til tider genstand for at blive flyttet fra en forvaltning til en anden. Således også tilbage i tiden. Der har været opfattelser fremme om, at herredsbegrebet stammede fra den militære hærinddeling, og at et herred var det område, der i militær sammenhæng skulle stille med et bestemt antal mænd.

Måske passer denne opfattelse ikke helt.
Imidlertid er det givet at fra omkring 1000-1100 svarer et herred til, hvad man i dag ville kalde en retskreds, altså et område der hørte til en given domstol, herredstinget. Købstæderne havde en anderledes nomenklatur, idet man her talte om et birk, og domstolen kaldtes et byting. Sidenhen bredte dette navn sig også til dele af landområderne, som så kaldtes landbirker.
Under enevælden 1660-1849, hvor det var kongen der bestemte, blev forskellige opgaver lagt ud til herredsfogederne, blandt andet politimæssige opgaver.
Frem til 1956 var herredsbegrebet grundlaget for retskredsinddelingen i Danmark. Arealmæssigt varierer herrederne ganske betydeligt. De to største ligger i det centrale Jylland, nemlig Hammerum herred og Nørvang herred. Omkring 1920 var der i Danmark 154 herreder:
Jylland og jyske øer 99 herreder
Fyn og fynske øer 13 herreder
Langeland 02 herreder
Sjælland og sjællandske øer 30 herreder
Falster 02 herreder
Lolland 04 herreder
Bornholm 04 herreder

(Køben)Havn er siden 1254 ikke omfattet af et herred, men i Københavns Amt hed det (som en del nikker genkendende til) Sokkelund herred. Andre navne er uvist hvorfor blevet hængende, for eksempel: Hornsherred, og Odsherred.
Den ældste benævnelse for det herred, der omfattede Lyngby, Gladsaxe, Gentofte, Herlev, Rødovre, Hvidovre, Amager og (Køben)Havn er Støvnæs herred.

Støvnæs herred.
Flere former af navnet kendes, således: Støfnæs heret, Stufnit herit, Styfins herrit, Støphneshæreth og faktisk en del flere. Det antages at betydningen er sammensat af styfni, der betyder stub og næs, der betyder et område, altså et område med stubbe. Næs bruges også i betydningen et stykke land, der skyder sig ud i vandet (halvø). F.eks: Tuse Næs, Bognæs.
I dag kendes navnet på Støvnæs Allé, der forløber fra Utterslev mose og 650 meter mod syd-sydøst op ad bakke langs Bispebjerg Kirkegårds vestlige begrænsning, idet den forinden har krydset Rådvadsvej. For enden løber Skoleholdervej på tværs, og på den anden side fortsætter Smedetoften.
På et tidspunkt i perioden 1445-1520 skiftes navnet ud med Sokkelund herred.

Sokkelund herred.
Dette navn findes ligeledes i flere former, som for eksempel: Stocchælundæ, Sockelundtz, Zockelundtzthing og en hel del mere. Formodentlig er betydningen Sokk = lavning, og lund som er en lille skov, altså en lille skov i lavningen. Et område ca. 1 km. syd for Buddinge, menes at være den lokalitet der sigtes til. Sokkelund herreds tingsted var beliggende på Tinghøj, som befinder sig, hvor Gladsaxe senderen er, altså mellem Gladsaxevej og Vandtårnsvej, vest for Isbanevej.
På tinget blev de ulyksalige tyveknægte og voldsforbrydere dømt. I middelalderen var straffen hård og kontant. Områdernes højest beliggende lokaliteter, har haft en vis appel til de højere magter. Grundtvigskirken ligger således på Bispebjergs højeste punkt. Tidligere stod her herredets galge.

Vi er nu nået til det punkt, hvor interessen koncentrerer sig om, hvad man kunne kalde vores område. Med vores område mener jeg den del af Emdrup, som begrænses af Frederiksborgvej, Emdrupvej, S-banen til Farum samt kommunegrænsen mod Gentofte.
Statistisk drejer det sig om 11 veje og 6 datoer og kun ret beskeden historie – desværre.
De 11 veje er naturligvis:
Nøkkerosevej, Emdrup Kærvej, Emdrup Mosevej, Emdrup Engvej, Emdrupgårdsvej, og C.J.Frandsensvej, desuden Hvidkløvervej, Trekløvervej, Gulkløvervej, Rødkløvervej og Stenkløvervej.

De seks datoer er:
1) 8.11.1917, da Emdrupgårdsvej, som den første i vores område fik sit navn, naturligvis fordi den blev anlagt på Emdrupgårds markarealer.
2) 20.12.1920, blev Emdrup Mosevej, Emdrup Engvej, Trekløvervej og Gulkløvervej navngivet.
3) 20.12.1922, døbtes Nøkkerosevej og Emdrup Kærvej. Nøkkerosevej blev først foreslået døbt Horseengen, men uden held, derimod hed Emdrup Kærvej en kort periode Emdrup Søvej, men navnet blev ændret til Emdrup Kærvej, fordi afstanden til Emdrup sø var lige lovlig stor.
4) xx.xx.1924-25 C. J. Frandsensvej. Navnet blev besluttet i Borgerrepræsentationen i 1924, men datoen for ikrafttrædelsen synes ikke at være registreret. Imidlertid er det forunderligt, at Københavns Kommune i denne sag har fraveget et ellers meget konsekvent princip, nemlig at den person, der lægger navn til en vej er død. Christian Julius Frandsen blev født i Ringe d. 12.02.1862, og han døde 23.11.1932. Han var ordenspolitibetjent i Københavns Politi, og blev pensioneret 31.03.1916. Han beboede ifølge en kilde på C. J. Frandsensvej, nemlig på C. J. Frandsensvej nr. 1.
Man kan undre sig lidt over, hvorfor C. J. Frandsensvej har sit særlige kendetegn, nemlig det lille anlæg midtvejs. Der er ingen tvivl om, at beboerne generelt er glade for anlægget, dels fordi det nedsætter trafikanternes hastighed, men også fordi plænen er velegnet til fest og leg. Men hvorfor er det der? Kilden som jeg talte med, og som har boet på vejen i flere år, mener at vide, at det drejer sig om, at en given bebyggelsesprocent ikke måtte overskrides. Det var jo også, hvad fru Christensen mente.(Se side 17.)
5) 22.10.1927 blev Rødkløvervej og Stenkløvervej navngivet.
6) 5.11.1931 fik Hvidkløvervej sit navn.

Om navnene er der ikke meget historie, bortset fra det forhold at de er blevet anlagt på Emdrupgårds jorde. Navnene er derudover, hvad der i fagkredse betegnes systemnavne. Imidlertid må man imponeres og glædes over den fantasifuldhed, som har fået lov at udfolde sig med hensyn til, hvorledes husene i området ser ud. Der er på de små veje en glad blanding af stilarter, materialevalg og farver. Før den nuværende bebyggelse i vores område, har der været kolonihavegrunde på en del af arealerne.



Kildemateriale:
01. Asger Fog:
Brønshøj-Husum-Utterslev-Emdrups posthistorie.
02. Asger Fog:
Utterslev fra landsby til storbyforstad.
03. Axel Christophersen:
København og omegn gennem 6000 år.
04. Brønshøj Museum:
(Besøg af forfatteren.)
05. C. A. Clemmensen:
Emdrup før og nu.
06. Claus M. Smidt:
En storby bliver til.
07. Den Danske Præsteforening & Kirkeministeriet:
Teologisk Stat – Kirkelig Håndbog 1994.
08. Erhvervsdrivende i Emdrup:
(Samtaler med forfatteren.)
09. Lars Cramer-Petersen:
Frederiksborgvej, fra Navnløse til Søborghus kro.
10. Leif Theilmann Aabel og Bjørn Westerbeek Dahl:
Mellem Hellerup og Lersøparken.
11. Lokalhistorisk forening Bispebjerg:
Historiske notater.
12. Miljøministeriet, Planstyrelsen:
Bydelsatlas Bispebjerg.
13. Private borgere i Emdrup:
(Samtaler med forfatteren.)
14. Stadsingeniørens Direktorat:
København. De indlemmede distrikter. Byplanmæssig udvikling 1901-1941.
15. Steffen Linvald:
Emdrup. En forsvunden landsby.
16. Viggo Bertram:
Ny Ryvang i Emdrup.

De mange billeder og kort som findes i værkerne, der beskrives i referencelisten herover, er ikke kopierede af frygt for at komme i konflikt med ophavsretloven.(Lov nr. 395 af 14-6-1995).
Emdrup, juni 2000. Anders Beck.