Anders Beck

Emdrup – fra intet til nutidigt byområde.

Universet, Jorden, Danmark, Sjælland, København, Emdrup.
Hvordan startede det hele? Hvilke forandringer har gennem tiden påvirket planeten Jorden, i særdeleshed den nordøstlige del af Sjælland, således at vi i dag kan bo, som vi gør i Emdrup. Vi bor jo her på godt og ondt. Så længe vi bliver boende, må det skyldes, at der ikke er noget, der frister os til at flytte. Hvis en detalje for nogle millioner år siden havde udviklet sig anderledes, ville det måske være umuligt at bo her.
At søge tilbage er interessant. De fleste, husker at kongerækken starter med Gorm den Gamle, vi ved ikke præcist, hvornår han blev konge, men hans søn Harald Blåtand tog over i år 940. Hvem var konge før Gorm? Problemet er at der ikke eksisterer sikre kilder. Ingen har nedskrevet valide notater. Historien hviler på myter, når vi kommer tilbage i tiden. Som supplement bruges arkæologiske fund, som krydres med gætterier. Af og til rokkes der ved teorierne, fordi nye fund frembringer modstridende teorier. Anderledes kan det næppe være.

Universet.
Der er næppe tvivl om, at ydre omstændigheder har påvirket vores planet Jorden, som i øvrigt hedder Tellus. Det er vanskeligt at fatte uendeligheden i rummet, men det er en kendsgerning, at Jorden er afhængig af Solen. Kloge mennesker med hvidt hår, har brugt deres liv på at udforske Universet. Konklusionen er, at vi ikke er blevet præsenteret for sikre beviser for, at der er liv andre steder end på Jorden. Der har muligvis været vand på Mars eller is på en anden planet. Men vi ved ikke rigtigt noget sikkert.
Vand antages, at være grundlæggende nødvendigt for liv. Lidt pessimistisk kan man sige, at på Jorden har vand gode kår, idet temperaturen i de befolkede dele veksler mellem -20o C og +40o C. Tilstandsformen er altså flydende det meste af tiden.

Jorden.
Jorden er 4.600 millioner år gammel. Den fremherskende hypotese er, at det vi kalder vores solsystem blev dannet fra en samlet masse, der af en ydre begivenhed blev påvirket og altså skabte en sol, og de herom roterende planeter. Vi udgør altså en helhed. Jorden er den planet, hvor der er liv, altså på den måde som vi selv opfatter liv. Der var dog ikke liv fra starten. Der gik en periode, som kaldes prækambrium, og som strækker sig frem til for cirka 545 millioner år siden. Det er altså 88 % af tiden, der ikke har været liv på Jorden. Ældste sikre livstegn stammer fra encellede organismer i Vestaustralien. Med mellemrum hører vi om nye fund, der udlægges på en måde, så man kan påstå, at livet startede netop her. Udviklingen videre frem præges af, at det er den organisme, der er stærkest, og som har mest gunstige overlevelsesvilkår, der får lov at formere sig. Charles Darwin har ret i sit profeti: Survival of the fittest. Mennesket har været på Jorden i cirka 800.000 år, altså kun 0,017 % af den tid, Jorden har eksisteret. I kun 30.000 år har mennesket set ud som nu.
Grundet små uregelmæssigheder i Jordens ellipsebane om Solen, ændringer af jordaksens hældning og endelig en vis rotationsbevægelse af selve aksen, sker der temperaturændringer på Jorden; dels fordi afstanden til Solen kan blive større, og dels fordi atmosfærens sammensætning ændrer sig og øger udstrålingen af varme fra Jorden. Således antages istider at opstå, når disse begivenheder falder sammen, og flere faktorer samtidigt medfører et fald i temperaturen. Istiderne har betydet meget for Emdrup og omegn.
Der er tre kendte istider på den del af Jordens nordlige halvkugle, som interesserer os i Danmark. Elsteristiden for cirka 300.000 år siden, Saaleistiden 150.000 år siden og endelig Weichselistiden, der sluttede for cirka 10.000 år siden. Den varede i alt cirka 104.000 år.
Under istiderne bliver landskabet ændret ganske betydeligt, og den seneste istid er karakteriseret ved, at temperaturen i afslutningsfasen steg 7 grader på 50 år, altså en ganske kraftig ændring på kort tid. Dette dannede smeltevandstunneler, bakkelandskaber, uregelmæssige kyststrækninger og ødannelser på grund af aflejringer. Således også i Emdrup. Se nærmere i artiklen om Naturparken i Utterslev Mose.

Danmark.
Istiderne prægede også Danmark, og det er interessant, at der dannedes en grænse for iskanten, således at fra Viborg gik der en grænse mod vest og mod syd. Sydvest herfor var der ikke is. Den jyske højderyg er et vidne om den seneste istid. Man kan vel sige, at i Esbjerg kunne man da grave i jorden, mens vi i Emdrup måtte leve med indlandsis.
Da isen trak sig tilbage, var Danmark i starten landfast med England, men store smeltevandsforekomster andre steder på Jorden skabte Litorinahavet, eller Stenalderhavet, som altså ændrede kystlinjen radikalt.

Sjælland.
Arealet er godt 7000 km2. Overfladen er skabt af aflejringer og gletscheraktivitet, smeltevandstunneler. Overfladen er overvejende sandblandet lerjord med omkring 10 % ler. Store dele af Sjælland, er naturligt anvendt som landbrugsjord gennem tiderne. Smeltevandet har medført, at Sjælland blev adskilt fra Fyn, Lolland-Falster og Møn.

København.
Jordbunden er en leret moræneflade, der mod nord er en smule bakket, i centrum og mod sydvest fladere bakker, med et par dalformationer. Det drejer sig om det centrale der består af, hvad vi nu kender som søerne. Lidt mere perifert finder vi Damhussøen, Lersøparken ud til Tuborg Havn. Disse sidste dale afvandes via Ladegårdsåen og Harrestrup Å til Øresund. I København er de højest beliggende lokaliteter cirka 30-35 meter over havoverfladen.

Emdrup.
Fra Vanløse til Emdrup strækker der sig et bakket landskab i retning sydvest-nordøst. Bakken har tre lokale toppunkter, nemlig ved vandtårnet i Brønshøj, mellem Brønshøjvej og Bellahøj, hvor højden er 36 m.o.h. Desuden toppen af Støvnæs Allé, lidt inde i den sydvestligste del af Bispebjerg kirkegård, som ligger 33 m.o.h. og endelig området ved Grundtvigskirken 31 m.o.h. Nordvest for bakken ligger Utterslev Mose, og mod sydøst skråner området ned mod Grøndalen og Lersødalen. Nord for Grundvigskirken ligger Emdrup.
Et andet sted i bogen beskriver Emdrups beliggenhed, og hvad der afgrænser Emdrup. Positionen 55.43.44 nordlig bredde – 12.32.30 østlig længde er med sikkerhed beliggende i Emdrup.
Området er som omtalt præget af bakker med tilhørende afvandingsområder. Da Emdrup ligger 21-24 m.o.h. er der mulighed for, at vandet kan løbe nedad for at ende i Øresund, men undervejs kan vandet gøre gavn på forskellig vis.
Bakkedraget, hvorpå blandt andet Emdrup hviler, er oprindeligt blevet afvandet mod henholdsvis Utterslev Mose og mod Lersøen. I de mange år der gik mellem afslutningen af Weichselistiden og frem til attenhundredetallet, er det kun småpåvirkninger, der har været tale om. Utterslev Mose, havde intet andet tilløb, men havde udløb via Rosbækken til Øresund. I dag er Rosbækken rørlagt. Hvis man ser på et kort, kan man finde en sø med to øer i Ryvangen Naturpark. Rosbækken løber nu fra denne sø ud i Øresund, via rørlægning under Rosbækvej, under en mindre bebyggelse – lidt syd for Tuborg Havn. Den sydøstlige bakkeskråning lod vandet løbe ned i Lersøen. Lersøen havde to afløb, nemlig via Rosbækken, der også afvandede Utterslev Mose. Lersøens andet afløb, var forløbende mod syd, drejede mod syd-øst via Ladegårdsåen og Gjelveåen, med udløb ved den tidligste kystlinje, svarende til et sted nær hvad vi i dag kender som Halmtorvet.

 

De første beboere i Emdrup.
Da isen forsvandt fra jordoverfladen for cirka 10.000 år siden, havde vi den ældre stenalder i Danmark. (Jægerstenalder = Mesolitikum 8.300 f. Kr. – 4.000 f. Kr.)
Homo Sapiens vandrede på den tid rundt for at finde egnede steder at bo, jage og dyrke jorden. Nogle af dem bosatte sig i det område, der med tiden skulle udvikle sig til Emdrup.
Man må forestille sig et landskab, der har været nøgent, med sparsom vækst af hårdføre planter, der i starten har kunnet klare, at temperaturen om sommeren maksimalt var omkring 6-10 grader. Der har ligget store skarpe sten, men for jægerbefolkningen har det været nyt land med nye muligheder. I Øresund har de kunnet være heldige at fange hvaler, sæler og forskellige fisk. På land har det været rener, forskellige hjortearter og måske harer, der har kunnet jages. Jægerne har haft bopladser tæt ved vandet, hvor renerne kom for at drikke, men de har kun boet på den enkelte lokalitet i kort tid. Jægerne er givetvis kommet fra syd og fra vest, altså fra Tyskland og fra England. Efterhånden som isen har trukket sig tilbage, har der åbnet sig nye jagtmarker for vore forfædre.

De første bønder.
Den tid, der senere er blevet kaldt for bondestenalderen er karakteriseret ved, at man har lært sig, at dyrke jorden. Afgrøderne gav et betydeligt supplement til føden. Det er uvist hvorfra dyrkningskulturen kom, men det er sikkert, at den kom for at blive. Nogenlunde samtidig lærte jægerne sig også at holde husdyr. Der har givetvis boet både jægere og landbrugere i Emdrup. Det hed blot ikke Emdrup dengang. Husdyrene gav ligeledes tilskud til føden, og trævæksten gav mulighed for at tildanne værktøj, våben og forskellige skåle osv. Tiden er nu cirka 4.000 f. Kr. Der skulle gå omkring 5.100 år, før området fik navnet Emdrup.
Flere steder i Danmark, har man fundet rester af bopladser fra den tid, altså cirka 2500 f. Kr. De karakteristiske huse er lange, cirka 30 meter og 7-9 meter brede. Inddelt til beboelse, soverum, spiserum i den ene ende, og indrettet til dyrene i den anden.
I Emdrup er det desværre sparsomt, hvad der er fundet. Et enkelt fund skal nævnes, nemlig det af adjunkt Knud Andersen, der var en velanskrevet amatørarkæolog. Han har gjort fund i 1941. Fundet er gjort ved en stenalderboplads, som har ligget ved den sydlige del af Engblommevej, strækkende sig mod nordvest langs Utterslev Mose. Fundet omfatter en skiveskraber, tre spånskrabere, syv retoucherede spåner. Af brevveksling mellem Nationalmuseet og Emdrup Grundejerforening, dateret den 7. maj 1992 fremgår det, at fundene kan beses og affotograferes på Nationalmuseet efter forudgående aftale. Fundet har nummer 38977 (1941).

Bronzealderen.
Med tiden blev mennesket dygtigere til at lave værktøj, og omkring 1800 f. Kr. har vi i Emdrup og i resten af Nordeuropa ladet os inspirere af Centraleuropa til at lave blandt andet vort værktøj af bronze. Vi kalder tiden for bronzealderen. Samtidig med høj kvalitet i forarbejdningen ses en betydelig udvikling i trangen til at udsmykke det forarbejdede. De dygtigste lavede i denne periode ligeledes smykker i guld. Det vel nok mest berømte fund fra cirka 1350 f. Kr. er Solvognen, der forestiller solen, dannet af to bronzeskiver, placeret på en vogn med seks hjul, og trukket af en hest. Den er fundet i 1902 i Trundholm i Odsherred.
År 1000 f. Kr. blev et vendepunkt for egetræet i den danske fauna. Det fik konkurrence fra en anden majestætisk træart – bøgetræet. I de følgende 500 år fandt mennesket så på, at udskifte broze med jern, der var billigere, og ganske stærkt. De altid stridslystne mænd fandt ud af, at man kunne smede små ringe sammen til en dragt og derved være godt beskyttet mod fjendens spyd.
Fra ingenting til et land med bebyggelse og samfund med jægere og landbrugere er der gået over 4 mia. år. I perioden omkring Kristi fødsel, er Danmark blevet påvirket af kulturelle strømninger fra Grækenland og fra Romerriget, men det er sparsomt med skriftlig dokumentation. Tiden fra de første mennesker bosatte sig i Danmark og frem til cirka 800 e. Kr. kaldet under et for Danmarks oldtid.
Vikingetiden.
Næste periode kaldes for vikingetiden og strækker sig fra cirka 800 til cirka 1100.
I vikingetiden er der visse skriftlige overleveringer om samtiden. Nogle af de ældste skrifter er norske og islandske, og de beskriver typisk de heltegerninger, som store mænd har bedrevet.

I Danmark var det landbruget, der var det største erhverv. Dette medførte naturligt, at bønderne havde hjælpere til det hårde slid i marken og på gården. Trællene levede et hårdt arbejdsomt liv, med få glæder og en dårlig løn. Bønderne behandlede dem efter behag og betalte dem efter lyst og evne. De bønder, der havde meget store gårde med mange ansatte kaldte man stormænd, og nogle af disse var så store, at de på egen hånd kunne have soldater og hære. Stormændenes gårde, kunne tage form af mindre byer med et stort centralt beliggende hus, hvor der var beboelse i den ene ende, og hvor der var stald til dyrene i den anden ende. Rundt om det store hus kunne ligge mindre huse med smedje, vævestuer, forrådsrum osv. Et hegn har typisk omkranset alle husene. Stormændenes store gårde har ligget i landsbyer, hvor der desuden har ligget mindre gårde samt almueboliger.
Gamle skriftlige overleveringer fra danske bedrifter findes på runesten, af hvilke de to jyske Jellingesten og den fynske Glavendrupsten er de bedst kendte. Disse sten er sat som eftermæle for store mænd, og teksten beskriver stormanden og måske nogle af hans bedrifter.

Middelalderen.
Fra vikingetiden bevæger Danmark sig ind i middelalderen, hvor navnet Emdrup dukker op på skrift.
Først må vi blot se lidt på den hjemlige situation omkring 1200 tallet.
Valdemar den Store (den Første) levede fra 1133 til 1182, og var konge fra 1154 til 1182.
Skjalm Hvide var storbonde, så stor, at han havde sin egen hær, som drog i krig mod venderne. Han døde i 1113. Hans søn Asser Rig, byggede blandt andet Sorø Kloster og Fjendeslev Kirke. Asser Rig døde i 1140.
Asser Rig havde to sønner, nemlig Esbern Snare (1127-1204) og Absalon (1128-1201).
De to brødre og Valdemar voksede op sammen hos Asser Rig. Når Valdemar voksede op hos en fremmed, var det fordi hans far Knud Lavard var blevet dræbt 8 dage før Valdemar blev født. Som modne mænd drog de atter i krig mod venderne, med stor succes.
Absalon var blandt meget andet ansvarlig for kong Valdemars administration af Danmark. Han befæstede (Køben) Havn. Desuden blev han biskop i Roskilde i perioden 1158-1192. Ligeledes var han ærkebiskop i Lund.
Valdemar skriver et brev til Absalon i 1167, hvor han beskriver den del af det nordlige Sjælland, hvor byen Havn (København) er beliggende. Desuden omtales en række mindre landsbyer og blandt disse Emendrop.
Absalon donerer i 1186 Emendrop til Roskilde bispestol. Denne gestus takker paven (Urban den 3.) for i et pavebrev, der er dateret 21. oktober 1186.

Selve pavebrevet som er affattet på latin og befinder sig på Rigsarkivet. Nærmere beskrivelse findes i publikationen “Brønshøj Kirke 800 år”, udgivet af Brønshøj sogns menighedsråd.
Det latinske brev og oversættelsen er gengivet med tilladelse fra sognepræst Karsten A. Woll,
Brønshøj Kirke.

 

Karsten A. Wolls oversættelse følger her:

Urban, biskop, Guds tjeneres tjener, til sin ærværdige broder Absalon, ærkebiskop af Lund, det apostoliske sædes legat, hilsen og apostolisk velsignelse. Vi skylder i oprigtig kærlighed at elske vore brødre og medbisper, såvel de nære som de fjernere, og gerne med virkning at bønhøre dem med hensyn til det, som de retfærdigt beder om. Af den grund giver vi gerne vort samtykke til dine retfærdige ønsker og stadfæster med apostolisk myndighed og bestyrker med dette brev som værn borgen Havn, som Valdemar – berømmelig ihukommelse – fordum Danmarks konge, har overdraget dig, broder, og som du efter from overvejelse har givet til kirken i Roskilde på den aftalte betingelse, at du skal beholde den så længe du lever; efter din død skal den frit tilfalde denne kirke i henhold til nysnævnte betingelse, således som du sidder inde med den med rette og uden indsigelse tillige med alle dens tilliggender, nemlig selve landsbyen Havn, Utterslev med alle den tilliggender, nemlig Serredslev, Solbjerg, Vanløse, Vigerslev, Valby eet bol, Brønshøj, Emdrup, hovgården i Gentofte med alle dens tilliggender, Mørkhøj med alle dens tilliggender, Bagsværd, Virum, Høsterkøb, Ovre, Tårnby, Nærum med alle dens tilliggender, desuden hele den andel af det, som Niels din slotshøvedsmand har erhvervet, i henhold til ordlyden af den overenskomst, der er sluttet mellem Eder. Altså må aldelse intet menneske bryde dette vort stadfæstelsesbrev eller i dumdristig forvovenhed gå imod det. Hvis nogen drister sig til at forsøge sig herpå, skal han vide, at han derved vil pådrage sig Gud den almægtiges og hans hellige apostle Petrus´ og Paulus´ vrede. Givet i Verona den 21. oktober.

Den fromme Absalon, har erkendt, at han ikke var udødelig, og han har efter nogle år overdraget den kostelige gave til kirken.

Om Absalon skal det også nævnes, at han udnævnte Saxo Grammaticus (ca. 1160-1208(?)) som skriver ved sit embede i Lund, blandt andet med den opgave at skrive Danmarks Historie. I sit værk “Gesta Danorum” ( Saxo´s Danmarks Krønike) beskriver Saxo nogle drabelige beretninger om Danmarks fortid.

Emdrup har altså været “et tilliggende” til landsbyen Havn (=København).
Navnet Emdrup er sammensat af mandsnavnet Imbre og torp (eller -strup, -drup, -trup), som betegner et udflyttersted. Imbre må være flyttet fra Havn ud til et sted, hvor han formodentlig har drevet landbrug. Siden er andre flyttet ud i nærheden af Imbres gård og området er blevet kaldt for Imbres udflyttersted. På dansk har betegnelsen været Emendrop, Imbrethorp, Emmedrup og nu altså Emdrup. Området har været velegnet som landbrugsareal, da der var gode muligheder for afvanding. Se artiklen om Naturparken Utterslev mose.
Op gennem middelalderen har forskellige erhverv udviklet sig. Håndværkere, for eksempel tømrer og smed. Landarbejdere har desuden lært sig at regulere vandløbene, så man kunne vande markerne, inddæmme så man kunne etablere vandmøller, og endelig har der i byen Havn været et betydeligt behov for drikkevand.I de følgende år udviklede Emdrup sig til et område med en lille landsby omkring hvilken der lå et antal større gårde.
Omkring 1540-1550 har der ligget 9 gårde, og der har ligget en mindre samling småhuse omkring en lille grusvej, der har være beliggende til området bag den nuværende Statoiltank mod Savværket.

I krig med Sverige.
I perioden 1563-1720 var Danmark i flere omgange i krig med Sverige. Det mærkede indbyggerne i Emdrup. Specielt gårdejerne. Den 1.juni 1657 erklærede den danske konge Frederik d. III krig mod den svenske kong Carl d. X. Gustav. Desværre var den svenske hær kampvant, den var ganske stor, og der var på det tidspunkt allerede svenske tropper i Nordtyskland og i Polen.
Svenskerne drog mod Sjælland og mod København, som blev belejret. Frederik d. III var trængt, og han måtte indgå en ydmygende fredsaftale den 26.februar 1658 kaldet Roskildefreden.
Den svenske konge fortrød, at han ikke havde erobret hele Danmark, så Roskildefreden blev brudt allerede i august 1658. Carl belejrede atter København, og i efteråret 1658 byggede svenskerne et stort fæstningsanlæg ved Brønshøj. Anlægget blev kaldt Carlstad. Byggematerialerne stammede fra de omkringliggende gårde og huse, der råt og brutalt blev plyndret. Blandt de plyndrede var gårdene i Emdrup. Dette kan man læse om i Brønshøjs Museums bog om Carlstad.
Carlstad lå i området mellem det nuværende Bellahøjvej, Frederikssundvej, lidt syd for Degnemosen, mod Brønshøjvej, inddragende området omkring Brønshøj Kirke til Klintevej, og mod øst. I denne forskansning lå 30.000 svenskere, hvoraf 10.000 var regulære kampsoldater. Afstanden til København var 6 kilometer.
Danskerne brød sig ikke om gøgeungen, specielt har det været ubehageligt for vore gode naboer i Brønshøjområdet. Svenskerne pønsede på, at overraske Københavns forsvar, og den 11. februar 1659 angreb de. Københavnerne var dog rede og forsvarede sig bravt med kogende vand, olie, tjære, latrintønder og hvad der ellers kunne skaffes. Derudover var der etableret et regulært forsvar i form af kanonstillinger forskellige steder. Danskerne havde det store held, at Holland, der som Danmark var en stor søfartsnation, og som havde store handelsmæssige interesser i Østersøen, ikke ville acceptere at svenskerne kunne råde egenmægtigt over Øresundsregionen. Derfor havde Danmark god assistance af hollandske soldater. Kampen varede 6-7 timer, og svenskerne mistede 800 mand. Danskerne mistede 12.
Belejringen fortsatte yderligere 1½ år, og beboerne i Carlstad behøvede forsyninger. Der opstod i denne periode et ejendommeligt handelssamarbejde mellem Carlstad og København. Kong Carl døde den 13. februar 1660 kun 37 år gammel. I maj blev der forhandlet fred, og svenskerne rejste hjem. De efterlod Carlstad til de oprindelige ejere af arealet. Ejerne af de nedrevne gårde i blandt andet Emdrup fik dog ingen gavn af at svenskerne rejste. Skaden på deres gårde var for længst sket.

Emdrup Sø.
Emdrup Sø er en opstemmet møllebæk. Der er et slusesystem, der kan regulere afvandingen til Lersøen mod sydøst. Vandets kvalitet har været god. Så god, at københavnerne gerne ville drikke det. Vandet blev ledet gennem udhulede træstammer via Lersøen, Lygteåen til Peblingesøen. Tre steder i København har der været offentlig vandforsyning nemlig Gammel Torv, Amagertorv og Højbro Plads. På Gammel Torv var der et springvand, forestillende Caritas (næstekærlighedens gudinde).Foruden de tre vandforsyningssteder blev voldgravene og Christiansborg forsynet med vand fra Emdrup Sø.
Det var dog ikke lutter idyl med vandet fra Emdrup Sø. Borgerne har i et vist omfang ladet forskellige affaldsstoffer fra husholdningen løbe ud i vandet. Københavnerne klagede over vandets ejendommelige smag. I København levede der en læge ved navn Heinrich Callisen (1740-1824). Han beskrev de hygiejniske forhold i København, og påpegede blandt andet at drikkevandet skulle holdes fri for tilløb af spildevand. I 1855-59 blev funktionen som drikkevandsreservoir afviklet for Emdrup Søs vedkommende. Få år senere blev der etableret kloakeringsordning, så spildevandet effektivt blev adskilt fra drikkevandet.

Vejene.
Forbindelsen mellem København og Emdrup har ligget syd for Lersødalen. I dag vil det svare til området omkring Nørrebro station og Lygten. En støvet vej har været forbindelsen over markerne, mod nord svarende til vore dages Frederiksundsvej / Frederiksborgvej
I begyndelsen af 1700 tallet fik Emdrups børn mulighed for at gå i skole. Emdrup lå i Brønshøj sogn. Frederik d. IV (1671-1730) lod opføre i alt cirka 240 såkaldte rytterskoler i de 12 rytterdistrikter, som landet var inddelt i. I 1724 blev der opført en rytterskole i Brønshøj. Den ligger der endnu, nu som Brønshøj museum. Det er den lange stråtækte bygning midt på torvet. Det har været en lang tur for de små at trave fra Emdrup, ud over en lille marksti, i mørke, en kold vinterdag for at komme til Brønshøj Rytterskole. Den har fungeret som skole frem til 1923, men allerede i 1790 blev der bygget en ny skole i Utterslev, så de små fik en lidt kortere skolevej.
I 1867 startede medstifteren af Emdrup Grundejerforening Jeppe Tang en folkehøjskole på Emdrupborg. Undervisningen hvilede på Grundtvigs kristne menneskesyn, med megen vægt på både det folkelige og på oplysning i ordet folkeoplysning. Mange skoler hviler og har hvilet på Grundtvigs principper. Grundtvig skrev til tider salmer i forbindelse med skoleindvielser. F.eks. da en lille skole i Sjolte, nord for Tappernøje ved Præstø Fjord skulle indvies den 25. juli 1856, skrev Grundvig følgende salme:

Hvad solskin er for det sorte muld
er sand oplysning for muldets frænde
langt mere værdt end det røde guld
det er sin Gud og sig selv at kende
trods mørkets harme
i strålearme
af lys og varme
er lykken klar.

Det gejstlige liv.
Borgerne i Emdrup boede i Brønshøj sogn. Sognekirken var altså Brønshøj kirke.
Brønshøj kirke er fra 1180´erne og hørte efter Absalons død i 1201 under Roskilde Stift. Emdrups borgere måtte trave ganske langt for at komme i kirke.
Som tidligere omtalt blev kirken ufrivilligt inddraget i Carlstad under svenskernes belejring. Kirken fungerede i denne periode som ammunitionslager. Da svenskerne drog hjem, blev kirken kort efter restaureret. Omkring 1740 blev det store Brønshøj sogn formindsket, idet Solbjerg (Frederiksberg) blev udskilt. I 1807 var det englænderne, der ville besætte Danmark. De engelske soldater brugte kirken som magasin og udkigstårn. Det fortælles, at kirkes ved et uheld var ved at brænde, men den blev reddet, og den slap relativt uskadt gennem besættelsen.
Befolkningsmæssigt var der tale om et lille sogn, om end sognets areal var temmelig stort. Menigheden udgjorde i alt 750 mennesker, og området strakte sig fra Lyngbyvejen til Roskildevej.
I 1889-92 gennemgik kirken en gennemgribende restaurering, hvor blandt andet det nye våbenhus blev etableret.
Først i 1927 udskiltes Emdrup fra Brønshøj sogn og blev efterfølgende en del af Bispebjerg sogn. Det selvstændige Emdrup sogn er meget ungt, Emdrup fik sin egen kirke den 8. september 1946, beliggende Nøkkerosevej 23, i den barak der nu huser Det danske Drengekor. Den 19. marts 1961 inviedes den nuværende Emdrup Kirke, Ved Vigen 7-9.

Gårde og infrastruktur i Emdrupområdet.
Som tidligere omtalt nævnes Emdrup første gang i 1167. Der har muligvis tidligst været egentlig bebyggelse omkring 900-1100, men som det ligeledes er anført, er der næsten ingen skriftlige beretninger fra denne tid.
Ved reformationen i 1536, skiftede ejendomsforholdet og Emdrup kom under kronens besiddelse, men borgmester Anders Haldager og rådmand Peder Willatzen fik den 7.december 1536 brev på gården “Emmendrup”. Altså bare éen gård i 1536. Imidlertid fik Københavnske borgmestre den 5.juli 1548 brev på “Emmendrup bye, som er fire gårde”. Man må antage, at disse fire gårde har eksisteret frem til efteråret 1658, hvor svenskerne har plyndret dem i forbindelse med anlæggelsen af Carlstad. Området har formodentligt ligget brak i de par år, Københavns belejring stod på.
Det forhold, at der har ligget fire gårde i “Emmendrup”, og det forhold, at såvel Lyngbyvejen som “Vejen til Buddinge”, hvilket må være den nuværende Frederiksborgvej, vides at have eksisteret i 1600 tallet, gør at det er sandsynligt, at også Emdrupvej har eksisteret, nemlig som forbindelsesvej mellem de to veje, og som adgangsvej til de fire gårde. Således kan man forestille sig Emdrup, som et lille samfund med de fire gårde beliggende syd og nord for den lille forbindelsesvej, Emdrupvej. Muligvis har der ligget et par enkelte små huse i øvrigt langs vejen.
Infrastruktur er et stærkt ord i denne sammenhæng. Transportmidlerne har været enten fødderne eller også en hest med eller uden vogn. Vejen har været et par hjulspor med en stribe græs i mellem.
Gårdene er blevet genopbyggede, da svenskerne forlod Danmark.
Herefter bliver de en smule indviklet, dels fordi gårdene blev handlet flere gange, dels fordi der tilkom flere gårde, og fordi navnet på en af gårdene optræder i relation til to forskellige gårde.
I 1674 købte rigsmarskal Johan Christoph von Körbitz en lystgård i Emdrup. Den var beliggende , hvor det nuværende Emdrupborg ligger, den var først tolænget, siden trelænget med en smuk firkantet gårdsplads, og med en lang smuk allé, der gik gennem en smuk barokhave. Resterne af alléen består endnu i parkanlægget ved det sydøstlige hjørne af krydset Emdrupvej/Tuborgvej. Dengang hed lystgården Emdrupgård, den blev handlet flere gange og fik på et tidspunkt i perioden 1824-37 navnet Annaslyst. Denne smukke ejendom skiftede fortsat ejer flere gange, og i 1872 købte Jeppe Tang gården for 10.000 rigsdaler og døbte den Emdrupborg.
Gården brændte i februar 1879, men et nyt Emdrupborg blev opført.
Umiddelbart vest for det nuværende Emdrupborg lå Emdrup Ladegård. Det var fra Emdrup Ladegårds jord, Emdrupgård/Annaslyst/Emdrupborg blev udstykket. Emdrup Ladegård menes, at have været sognets største gård, og den er etableret i perioden 1661 og 1670. Emdrup Ladegård har haft talrige ejere, frem til Einer Thierry der ejede gården frem til 1899, hvor den blev købt af Københavns Kommune. Einer Thierry drev dog gården videre frem til 1905.
I 1782 blev Emdrups landbrugsarealer mageskiftet således, at Christian Truelsen havde sit samlede areal nord for Emdrupvej, men på begge sider af Buddingevejen (Frederiksborgvej). En senere ejer af gården, som Truelsen ejede, Carl Vallentin Stahl, døbte ydmygt gården Stahlsminde. På et tidspunkt efter 1838, blev gården atter omdøbt, og fik nu navnet Emdrupgård. Det er den ejendom, der ligger på hjørnet af Frederiksborgvej og Emdrupvej.
Øst herfor ned mod Lyngbyvejen (Kongevejen) mellem denne, Emdrupvej og Emdrup sø (Lundehussøen) havde Hans Hansen sin jord, på hjørnet af Lyngbyvejen og Emdrupvej lå nemlig Møllegården.
Syd for Emdrupvejen i Emdrups vestre del fik Anders Espensen sin lod. Lodden blev imidlertid senere delt i to gårde, nemlig Østre Bøllegård og Vestre Bøllegård.
På området syd for Emdrupvej men i den østlige del af Emdrup lå Emdrup Søgård, tilhørte Mads Nielsen. Emdrup Søgård eksisterer stadig, beliggende lidt syd for Emdrup Vænge. Også denne gård blev overtaget af Københavns Kommune. Dette skete i 1894, men den fortsatte som landbrugsejendom frem til 1906. Nu er den børneinstitution.
I begyndelsen af 1800 tallet blev Hjulmandsgården bygget. Det var en ganske lille tolænget gård, og lå bagved det nuværende H. F. Jensens værktøjsfabrik. Den har sidenhen fungeret som smedie.

Emdrup i nyere tid.
Perioden fra begyndelsen af 1800 tallet og frem til begyndelsen af 1900 tallet er præget af industrialisering. (Se artiklen om Erhvervsliv i Emdrup og om Emdrups indlemmelse i København). Emdrup var en lille landsby, der lå 6 km. Fra København, men da industrien udviklede sig hastigt, blev der behov for at nogle virksomheder flyttede ud af byens centrum, og der blev ligeledes behov for at skaffe boliger til de mange, der fik ansættelse i de nye virksomheder. Efterhånden er Emdrup blevet til en egentlig bydel, og beboerne har stillet krav om butikker og serviceforretninger, skoler, biblioteker og andre offentlige tilbud. Det offentlige vejnet er stærkt udbygget, og der er tilkommet offentlig transport.
I perioden efter 2. Verdenskrig frem til 1970´erne har der været mange småhandlende i Emdrup, men som andre steder i landet er antallet af småbutikker faldet dramatisk i forbindelse med fremkomsten af større butiksenheder.
I dag er Emdrup præget af at bestå af villaområder i god balance med store almennyttige boligkomplekser og nærbutikker. Trafikken præges af de store gennemgående veje. Det drejer sig om Frederiksborgvej, Tuborgvej, Lyngbyvej og den tværgående Emdrupvej. S-tog og busser sikrer, at beboerne kan komme til Københavns centrum på 15 minutter.