Anders Beck

Anden verdenskrig og Emdrup.

Optakten til 2. Verdenskrig.
Blyet til 2. Verdenskrig blev hældt i smeltedigelen af den tyske præsident Paul von Hindenburg, da han mandag den 30. januar 1933 udnævnte Adolf Hitler til rigskansler.

I de følgende år opbyggede Hitler en militær styrke af ufatteligt omfang, og han besatte i de følgende år flere områder i sine nabolande. Den 1. september 1939 kl. 05.45 sendte Hitler 1.500.000 mand ind i Polen, en operation der blev kaldt “operation Weiss”. Dette angreb fik England og Frankrig til at erklære Tyskland krig.

 

Den tyske forberedelse havde været grundig, og i den første del af krigen var krigslykken på tyskernes side.
Udtryk som Lebensraum og Endlösung vidner om, at narcissismen gik hånd i hånd med nazismen. Mere plads til det tyske folk på bekostning af naboerne. En meget uhyggelig del af Hitlers propaganda var “den endelige løsning på det jødiske spørgsmål”, hvilket betød, at Hitler mente, at jøderne skulle udryddes. Overalt i Europa var der regulær klapjagt på jøder. Mange endte deres dage i koncentrationslejrenes gaskamre, mange blev brutalt skudt ned. Almindelige borgere var rædselsslagne over tyskernes fremfærd. De fleste turde ikke byde besættelsesmagten trods – af angst for selv at blive sendt til koncentrationslejr – eller af angst for at blive skudt.
Den danske grænse blev overskredet af tyske besættelsestropper tirsdag den 9. april 1940 tidligt om morgenen. Denne operation blev kaldt “operation Weserübung”.

Emdrup var i krig!!!!!!!

Krigen i Emdrup og omegn.
E. C. var dengang en 24 årig ung pige. Hun boede på Emdrup Engvej, og hun husker, at det var smukt vejr, og at hun kunne stå i haven og den 9. april 1940 se de lavt flyvende tyske flyvemaskiner. Pudsigt nok husker E. C., at hun havde halsbetændelse. Hendes mand var soldat og lå på kasernen i Ryparken. Senere fik de en lejlighed i Kantorparken, og fru C. husker, at tyskerne bankede på dørene en aften, fordi de ledte efter en modstandsmand. Fru C. var naturligt nok noget rystet over det uvelkomne besøg. Nogle minutter senere hørte hun en kort maskingeværsalve ude fra området.
Tyskerne havde fundet modstandsmanden, og dræbt ham.
Hannibal Sanders virksomhed, som omtales i en anden artikel, blev en nat saboteret. Fru C. er ikke klar over hvorfor, for hun mener ikke, at virksomheden på nogen måde var tyskervenlig.

 

Da Danmark blev besat, var der sømænd, der var i den situation, at de skulle træffe det vanskelige valg, hvorvidt de ville søge neutral havn eller dansk havn.
Hans Robert Johansen sejlede for A. P. Møller. Han valgte med hjertet, meldte sig til tjeneste i de allieredes handelsflåde og sejlede over Atlanterhavet mellem U.S.A og England. Blandt andet transporteredes våben, og sejladsen var ganske farefuld, idet tyskerne var opmærksomme på transporterne og søgte at torpedere disse skibe. To gange blev skibet, som Johansen sejlede med, torpederet. Begge gange slap han levende fra episoden. Senere blev han faldskærmssoldat i England. 17. maj 1943 blev han kastet ned i Jylland. Siden hen blev han flyttet til København. Han samarbejdede her med “Holger Danske”, og under et hemmeligt møde i Nyhavn i juli 1943 blev bygningen, som han befandt sig i, omringet af tyske soldater. Vel vidende at han besad vigtig information, som ikke måtte komme tyskerne i hænde, valgte han at begå selvmord ved hjælp af en pille med cyankalium.
Hans Robert Johansen blev begravet på Bispebjerg Kirkegård, og han blev efter kapitulationen overført til Mindelunden.

Langt de fleste almindelige danskere var med god grund angst for besættelsesmagten. For mange gjaldt det dilemma, at man moralsk følte, at man burde arbejde aktivt for landet og for de allierede magter. På den anden side frygtede man stikkere og den konsekvens det kunne have, hvis man “blev taget af tyskerne”. For de fleste blev det ved sympatitilkendegivelser. Nogle deltog dog i trykning og distribution af illegale blade og aviser. Andre tillod opbevaring af våben eller efterlyste personer i deres ejendomme.
Alligevel skulle det vise sig, at “de, som man aldrig vidste, hvem var” – efterhånden havde organiseret sig i det skjulte. Der var sabotører, der sprængte tyskervenlige virksomheder i luften eller sprængte jernbanestrækninger, og så var der folk, som indså, at de danske jøder måtte beskyttes og hjælpes. Danmarks geografiske beliggenhed i forhold til det neutrale Sverige muliggjorde en transport over Øresund i fiskerbåde og småfartøjer. I efteråret 1943 blev også de danske jøder jagtet med øget intensitet, og det var derfor klart, at det hastede med hjælpen. Men hvordan?

 

Flygtninge på Bispebjerg Hospital
Emdrup var næppe på alles læber i krigens grusomme år. Men et og andet skete der også her.
En måde at hjælpe på var, at gemme jagtede mennesker i nogle af de mange afkroge som findes i et så komplekst byggeri som for eksempel Bispebjerg Hospital. En anden måde var at indlægge nogle under falske navne.
Steffen Lund, (1906-1991), student 1924, medicinsk kandidat 1931 og speciallæge i øjensygdomme i 1939, fortæller, at der en nat kom meddelelse om, at tyskerne havde omringet Bispebjerg Hospital, og at alle udgange var bevogtede af tyske politisoldater samt af Schalburgfolk, der også deltog i jagten på jøderne. De var altså nu nået til Bispebjerg Hospital. På hospitalet var der denne nat 200 jødiske flygtninge. Kl. 09.00 om morgenen rullede et ligtog ud af kapellet, hvis udgang befandt sig i kompleksets nordligste del ud mod Tuborgvej. I ligtoget var der 20-30 taxaer, som var helt fyldte med flygtninge. Heldigvis lykkedes det at få smuglet de 200 mennesker gennem den tyske bevogtning.

Mindelunden.
Grænsende op til Emdrup Grundejerforenings område; lidt nord for Ryparkhallerne, hvor der i dag spilles tennis og badminton, og som tyskerne brugte til at internere danske soldater; finder vi i dag Mindelunden, hvor der tidligere var militært øvelsesområde.
Mindelunden blev indviet den 5.maj 1950 på 5 års dagen for Danmarks befrielse.
Efter krigen blev der i alt fundet 202 soldaterlig på det område, hvor Mindelunden i dag ligger. Nogle var tyske. 105 danske soldater og modstandsfolk ligger begravet her, der findes en mindetavle over 91 dræbte modstandsfolk, der er begravet i deres hjemegn. Der er 31 grave for hjemhentede fra de tyske koncentrationslejre, og endelig er der en stor væg med navnene på 151, hvis lig aldrig blev fundet.
I et lille hjørne af lunden står der et diskret mindesmærke i form af tre bronzepæle; de er kopier af de træstammer, som de unge mænd, der blev henrettet af tyskerne, blev bundet til. Den 28.august 1943 blev den 27 årige Poul Edvin Kjær Sørensen som den første henrettet. Poul Edvin Kjær Sørensen var fra Århus, og han havde deltaget i modtagelse af krigsmateriel i Rold Skov. Henrettelsen var en konsekvens af regeringens afslag til Werner Best, hvad angår Hitlers ønske om, at sabotage og gidseltagning skulle straffes med døden ved den danske regerings mellemkomst.
Den sidste henrettelse fandt sted 25.marts 1945.
I alt blev 103 unge mænd henrettet her!

Selvom der nu er gået 56 år, må de unge mænd, som kæmpede for deres land, og som mistede livet her, aldrig blive glemt.
For generationen, der blev født i perioden fra cirka 1890-1930, betyder arealet omkring Ryvang noget ganske specielt. Mange mistede en søn, en bror, en mand eller en far her. Endnu flere mistede en ven.
Mange kender naturligvis Mindelunden, men skulle enkelte endnu ikke have aflagt et besøg her, kan det endog meget stærkt anbefales.

Danmarks Frihedsråd blev stiftet i Emdrup.
På adressen Vilhelm Birkedalsvej 6 tæt ved Grundtvigskirken boede socialdemokraten Frode Jakobsen. Han havde i 1941 dannet en illegal bevægelse ved navn “Ringen” sammen med en bibliotekar, Jørgen Banke. Ringen hed oprindelig “Dansk Studiering”. Det var en modstandsorganisation, som samlede en række mindre modstandsgrupper under sig. Den bedst kendte af disse grupper var nok “Holger Danske”, som var en ren sabotageorganisation, og om hvem der går en del historier, som nogle mener forherliger modstandsfolkene; givet er det imidlertid, at en del af “Holger Danskes” aktioner var ganske dristige. “Holger Danske” voksede i medlemstal, på trods af at mange af medlemmerne siden starten i foråret 1943 faldt eller blev arresteret. Ved kapitulationen i maj 1945 var der 350 medlemmer.
Frode Jakobsen havde blandt andre kontakt med:

-Mogens Fog, der var overlæge og professor i neurologi ved Københavns Universitet og desuden kommunist; han var også medstifter af modstandsorganisationen “Frit Danmark”.
-Erling Foss, der var civilingeniør og siden besættelsens start kraftig modstander af den danske regerings samarbejdspolitik.
-Aage Schoch, der havde været redaktør på Nationaltidende men var blevet afsat af tyskerne. Han havde forbindelser til faldskærmsfolk og en del illegale blade.

De fire mænd mødtes hos Frode Jakobsen omkring den 1. august 1943. Tanken var at få samordnet modstandsorganisationerne og de fremherskende politiske partier, så modstandskampen kunne blive effektiv men også for at sikre genindførelse demokrati efter krigen og endelig for sikre et retsopgør mod landsforræderne. Frode Jakobsen skriver i sin bog: “I Danmarks Frihedsråd” om mødet i begyndelsen af august:
“Denne sammenkomst af fire mænd, en formiddag, i en toværelsers lejlighed bagved Grundtvigskirken, regner jeg for Frihedsrådets stiftelse, for det var der, vi enedes om at lægge ud – komme hvad der måtte.”
Ved mødet blev det aftalt, hvem der skulle deltage, heriblandt kommunisterne og Dansk Samling.
Officielt blev Danmarks Frihedsråd stiftet den 16. september 1943, men Frode Jakobsen mente altså, at den egentlige start var på en lille vej bag Grundtvigskirken i begyndelsen af august 1943.
Det er vigtigt at bemærke, at mellem den 1. august 1943 og den 16. september 1943 ligger datoen den 29. august 1943. Den dag brød samarbejdspolitikken sammen. Forinden var gået en tid, hvor modstanden var blevet åbenlys. For eksempel blev Forum på Frederiksberg sprængt i luften den 24. august af “Holger Danske” ved højlys dag. Ganske ydmygende for tyskerne der brugte hallen til troppeindkvartering. Sabotagen blev udført af to mænd, der kom ind med en kasse pilsnere, hvilket dog var en kasse med 28 kg. trotyl og 6 pilsnere som det øverste lag. Dengang var en kasse øl en trækasse med 50 øl i 9 lag. Flaskerne lå ned. Murene og taget styrtede sammen, inden alle informerede var nået at komme ud. Desuden blev et nyt skib “Linz” sprængt, netop som det var færdigbygget på Odense Stålskibsværft. Hitler beordrede via Werner Best dødsstraf for en række modstandshandlinger. Såvel Werner Best som stats- og udenrigsminister Erik Scavenius vidste, at Hitlers ordrer ikke kunne imødekommes, og begge var tilhængere af samarbejdspolitikken. Da tyskerne natten til den 29. august 1943 sendte 150 internerede danske kommunister til koncentrationslejre, og da en del af de tre værns personel ligeledes blev interneret, var konflikten åbenlys. Flådens folk sænkede selv danske skibe, bortset fra nogle få der blev sejlet til Sverige. Tyskerne svarede igen med at forlange regeringen afsat, hvilket kongen ikke ville acceptere. (Se nærmere nedenfor).
Samarbejdspolitikken var slut. Regeringen var ikke reelt fungerende, for den blev afsat af tyskerne, men embedsmændene i ministerierne ordnede en række praktiske forhold.
Med hensyn til Frode Jakobsens opfattelse af Frihedsrådets start, anfører han senere i sin bog:
“Der er usikkerhed om datoen for Frihedsrådets oprettelse – vi førte jo ikke dagbog. Selve datoen er ikke noget betydningsfuldt; derimod nok at udrydde den misforståelse, at det har noget at gøre med den 29. august; at Frihedsrådet er oprettet i forbindelse med regeringens tilbagetræden – som en slags arvtager. Den 29 august var Frihedsrådet oprettet, blot ikke trådt frem for offentligheden endnu.”
Danmarks Frihedsråd blev altså efter en af hovedmændenes opfattelse dannet bag Grundvigskirken og altså inden den 29. august 1943. For Danmark var dannelsen nok så vigtig. I tiden før tyskernes kapitulation i Danmark, fungerede Frihedsrådet som en slags regering, faktisk anerkendt som sådan af Rusland. Rådet udsendte en række forordninger i forbindelse med kapitulationen, hvilket i nogen grad begrænsede panikken, der fulgte.
Vilhelm Buhl, der var statsminister i 1942, men trådte tilbage i november, var manden der sammen med udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen (1894-1985), formulerede det danske nej til det tyske ultimatum. Han var også manden, der samarbejdede med Frihedsrådet med henblik på at normalisere de politiske forhold i Danmark. Han blev leder af befrielsesregeringen i maj 1945. I juli skiftede Frihedsrådet navn til Frihedsbevægelsens Samråd og den 1. oktober 1946 blev rådet nedlagt.

Men det startede faktisk i Emdrup.

Sabotage.
Sabotagehandlinger rundt om i Danmark blev mødt med tysk gengældelse i form af terror; men til tider kunne tyskerne narres. Det gjaldt for eksempel, da en bombe henlå ueksploderet i en maskinhal på Emdrupvej. Den var anbragt af sabotører, men den var altså ikke eksploderet planmæssigt. Det var ikke rart for de, der skulle flytte en sådan bombe. Den danske politibetjent, der blev tilkaldt som “bombeekspert”, vurderede, at bomben for en sikkerheds skyld måtte “sprænges på stedet” til stor glæde for sabotagegruppen.

 

Emdrupborg var i meget ringe forfatning i 1941, hvor tyskerene rev den ned og byggede en ny Deutsche Schule. I slutningen af krigen blev Emdrupborg saboteret.
Byggestilen var udansk, og efter krigens afslutning, blev den atter ombygget. Under nedrivningen af tårnet fandt håndværkerne indskrevet i træværket: “Dette Land forbliver tysk”.
Det gik dog anderledes!

Det omtalte træværk er ikke længere en del af husets konstruktion, men det omtalte stykke træværk er bevaret. Det er rammet ind og placeret bag glas, men forfatteren har fået lov at forevige træværket. Se bare her:

Overfor Emdrup Sø – altså øst for Lyngbyvejen ved Bomhusvej lå Adler Auto Service, der to gange blev saboteret.

På Emdrupvej 28 lå en maskinfabrik: “Præcision”, der blev saboteret flere gange. Først blev der forgæves forsøgt sabotage uden held i 1942, og i maj 1943 blev 3 sabotører fanget under et sabotageforsøg. De var i besiddelse af en bombe og en pistol. Senere gennemførtes dog en effektiv sabotage i januar 1945. BOPA (borgerlige partisaner) havde samlet sig på hjørnet af Emdrupvej og Frederiksborgvej og var taget ned til “Præcision”. De trængte ind i virksomheden ved højlys dag, mens de ansatte stod ved maskinerne. De ansatte rakte armene i vejret af frygt for, hvad der kunne ske, men en enkelt havde forstået, hvad der skete og roste højlydt sabotørerne. Alle maskiner blev aktiverede, og de ansatte var behjælpelige med at få sprængladningerne anbragt mest hensigtsmæssigt. Maskinhallen blev kun delvist ødelagt, og den blev derfor atter sprængt 14 dage senere. Denne gang fuldstændigt.

 

Radiometer lå, som mange vil kunne huske, på adressen Emdrupvej 72. Før den store grå bygning blev bygget, lå der en villa, som Radiometer ejede. Virksomheden havde en større bygning på Bernhard Bangs Allé i Frederiksberg Kommune. Bygningen blev imidlertid bombet natten mellem den 31. juli og den 1. august 1943. Det betød, at en del af virksomhedens aktiviteter blev flyttet til villaen på Emdrupvej. Da krigen sluttede, blev villaen revet ned, og den ny bygning blev bygget i perioden 1945-48.

Mellem Lyngbyvej og Teglstrupvej på adressen Lyngbyvej 165 lå der under krigen en virksomhed, der hed “Heiber Service”. Den blev saboteret flere gange. I 1943 skete det i alt 6 gange, i 1944 en gang og i 1945 to gange. Heiber Service reparerede blandt andet biler – mest de tyske. Ved en af sabotageaktionerne blev Werner Bests bil skadet. Werner Best havde siden 1942 været den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark.
Den seneste sabotage var søndag den 11. marts 1945. Denne gang blev sabotørerne mødt af en glubsk vagthund. Trods lokkemad var hunden ikke indstillet på, at lade sabotørerne komme ind; hvilket kostede hunden livet. Få minutter efter blev værkstedet sprængt.
Hvor Heiber Service lå, har indtil for nyligt ligget Oluf Svendsen A/S automobiler, der forhandlede Opel. Nu sælger Bent Bekker VW fra adressen.

På Grøntoften 2, Søborg, tæt ved Emdrup, lå en virksomhed, som producerede glasvarer for tyskerne. Denne virksomhed blev bombet, og børnene fra hele området var henne for at se på, selvom adskillige forældre havde forbudt deres børn det.

I sommeren 1943 samt den 28. april 1944 blev der udført sabotage mod “Skrue- og facondrejeriet”, beliggende på Rentemestervej. Første gang var dramatisk, da sabotørerne måtte holde vagtmandskabet op, mens der blev placeret sprængladninger rundt om i virksomheden.

En mekaniker, hvis arbejdskammerat var BOPA medlem, blev likvideret den 6 oktober 1943, tidligt om morgenen. Dette foregik i Utterslev Mose. Mekanikeren havde angivet kammeraten til Gestapo efter at have hjulpet ham med transport af sabotagemateriale. BOPA fandt ham og gemte ham i et kolonihavehus, indtil han blev likvideret.

Vinteren 1943 var temmelig streng, og i bidende kulde blev tre BOPA folk lokket i baghold, der hvor Lyngbyvej og Tuborgvej mødes. To tyske soldater havde overfor BOPA tilkendegivet, at de ville dessertere til Sverige. Da BOPAs folk mødte tyskerne, for at hjælpe dem med turen til Sverige, lå der en masse tyske soldater i baghold, og de to af BOPAs medlemmer blev dræbt. Den sidste slap væk, men han døde kort efter under en anden konfrontation med tyskerne lidt syd for Roskilde.

I 1944 var der folkestrejke fire gange, og tyskerne svarede igen blandt andet ved at lukke for elektricitet, gas og vand. Nogle borgere brugte, som deres oldeforældre 90 år tidligere vandet fra Emdrup Sø til de daglige fornødenheder. Andre hentede vand i mosen.

Den 17. januar 1945 blev en bil med modstandsfolk på vej ad Frederiksborgvej mod Søborg forsøgt standset af Hipo. Det kom til skyderi og bilen forulykkede i krydset ved Frederiksborgvej og Gladsaxevej. En modstandsmand i bilen blev dræbt på stedet, en anden var såret hårdt men havde held til at flygte. Han blev senere opereret på Københavns Amts Sygehus i Gentofte, men Hipo havde opsporet ham. Andre modstandsfolk kom til, og der blev løsnet skud inde på hospitalet. Patienten overlevede operationen, blev evakueret, men han døde få dage senere i en privat lejlighed.

Den danske modstandskamp udsprang af et ærligt og velment ønske i et patriotisk sind om at byde fjenden trods – også med livet som indsats. De mange småindustrier der blev saboteret rundt om i Danmark – og således også i Emdrup – har formodentlig kun haft ringe betydning for krigslykken. Det har utvivlsomt været et betydeligt signal at sende til de allierede, når man ville fremstå som andet end medløbere. Strategisk større betydning har jernbanesprængningerne i Jylland nok haft, for de generede i høj grad tyskernes materieltransport til og fra Norge. Planlægningen med hensyn til sprængning af jernbaner var særdeles vigtig. Det gjaldt jo om at undgå, at personale og passagerer kom til skade, blot skulle gods hindres i at nå frem. Tyskerne hold vagt ved de jernbanestrækninger, som var mest plagede, hvilket gjorde sabotagehandlingerne farefulde.

 

Da kapitulationen blev kendt.
På en måde var det næsten på pladsen foran Gentofte Rådhus at krigen sluttede for Danmarks vedkommende.
Johannes G. Sørensen sendte radioprogram fra en kælder i The Strand i London under krigen. Nyheder, som danskerne ville høre. Dum-dum-dum-dummm (Ligesom i Beethovens 5. symfoni -Skæbnesymfonien). “Her er London”.
Man hører en fjern stemme, og man hører den tyske støjsender.
Den 4. maj 1945, kl. 20:36 lød det:
“I nat blev der kæmpet voldsomt i Københavns gader, rundt om den tyske kaserne – de tyske kaserner (Johs. G. Sørensen lavede en lille talefejl, men han er for længst tilgivet), og der hørtes endog kanonskud. I Dyrehaven og på pladsen foran Gentofte rådhus havde tyske tropper været i indbyrdes regulær kamp …………………………………………….”-
Her fulgte så en pause på næsten 20 sekunder, hvor kun støjsenderen kunne høres.
En kollega, Flemming Barfoed havde distraheret Johannes G. Sørensen.
Flemming havde slået Johannes G. Sørensen på ryggen, idet han sagde:
-“Montgomery…..Kapitulation i Nordvesttyskland, Holland og Danmark…….. sig det!!!!”-
Johannes G. Sørensen fortsatte:……………………”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.”-“Her er London, vi gentager: I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig”.
Herefter følger en særmelding i form af navnekoder, og med et andet ordvalg gentages budskabet atter, og det pointeres at overgivelsen også gælder Helgoland og De Frisiske øer. Det pointeres i øvrigt også, at overgivelsen ikke gælder Norge.

Johannes G. Sørensen.

Emdrup nævnes ikke specielt!

Hvad de færreste måske ved er, at han fortsætter uden manuskript, og uden et telegram at støtte sig til idet han siger:
-“Må jeg have lov til at slutte med, at denne aften – den største aften for Jer hjemme også har været den største aften for os herude? Vi tænker på Jer hjemme, og vi glæder os til snart at ses igen. Denne hilsen må jeg nok have lov til at omfatte alle danske udenfor Danmark? Og så slutter vi med nationalsangen.”-
Og så kom først kongesangen: Kong Christian, og dernæst nationalsangen: Der er et yndigt land.
Freden sænkede sig over Danmark.

Således også over Emdrup.

Få minutter efter det glade budskab var alle folk af huse, og på Lyngbyvejen var det første, man så, at skiltet med “Heiber Service” var blevet overmalet.
På trods af at lørdag den 5. maj 1945 kl. 08.00 var det tidspunkt da kapitulationen blev effektiv, var der tragiske episoder med dødelig udgang – også efter dette tidspunkt. For eksempel ved Lyngbyvejen næsten ud for Emdrupvej, hvor frihedskæmpere og tyske soldater kom i ildkamp. En ung frihedskæmper måtte lade livet.
Tyske flygtninge var alle steder, i sportshaller, skoler osv. Flygtningeadministrationen, der planlagde, hvorledes flygtningene skulle huses og med tiden hjemsendes, havde til huse på Emdrupborg. (Se artiklen: “På et hjørne i Emdrup.”)
Grundtvigskirken under krigen.
Datoen 8. september knytter sig i høj grad til bydelens kirker. Den 8. september 1783 blev Nikolai Frederik Severin Grundtvig født, og den 8. september 1921 nedlagdes grundstenen til den monumentale kirke: Grundtvigskirken. Den 8. september 1940 blev, trods materialemangel og krig, kirken indviet. Da Emdrup sogn blev dannet som et barn af Bispebjerg sogn, og det ny lille sogn nødvendigvis måtte have sig egen kirke, blev Emdrup kirke indviet d. 8. september 1946 i en fin lille træbygning beliggende Nøkkerosevej 23. Bygningen ligger der stadig og huser nu Det Danske Drengekor.

Danmarks Frihedsråd blev, som omtalt etableret bag Grundtvigskirken, men Grundvigskirken har også markeret sig under 2. Verdenskrig. Kirkens alter, der synes relativt ydmygt i sammenligning med den meget monumentalt byggede kirke, har sin egen lille krigshistorie, idet der på alteret blev hængt et Dannebrogsflag. Flaget blev hængt på højkant, så det hvide kors vendte, som et kors normalt gør. Flaget blev hængene på denne måde, som en manifestation af at tyskerne ikke var velkomne.

Kantorparken.
Fra Kantorparkens Festskrift i anledning af 50 år jubilæet, kan man læse følgende:
“9. april 1940. Hitlers krigsmaskine væltede ind over landets grænser, – Danmark var besat, med de konsekvenser vi kender så godt. For Kantorparken betød det endnu et tilbageskridt. Materialepriserne steg kraftigt, og mangelen på materialer blev efterhånden så mærkbar, at det ikke blev muligt at færdiggøre Kantorparken i den kvalitet og standard, der fra første færd havde været dette høje mål. Dette forhold har siden redet Kantorparken som en mare, selv her i 1990 slås vi stadig med skavankerne fra 1940.
5. maj 1945. Danmark atter frit. Kantorparken ånder lettet op og konstaterer, at langt flere end man anede af beboerne, havde deltaget aktivt i modstandskampen. Det var med stor glæde, at man kunne byde velkommen hjem til Børge Smidth fra Frøslevlejren samt Robert Levin og Børge Jensen fra Sverige med Den Danske Brigade, alle tre lejertillidsrepræsentanter.”

Senere i samme festskrift kan man læse under overskriften: Episoder fra krigens tid:
“Der var etableret fast vagt ved brunkulslageret, der var let antændeligt. Der var også etableret et ganske effektivt vagtværn, der sørgede for ro og orden i Kantorparken. På grund af gasrationeringen, havde nogle etableret ovne på altanerne, hvori de fyrede med alt, hvad der kunne brænde, for at kunne forestå den daglige madlavning. Som andetsteds omtalt, var vandet rationeret, hvorfor alt andet vand til vask og rengøring måtte hentes i mosen og åen. Ved skellet til Håndværkerhaven havde man selvbestaltet gravet en brønd. På samme område var etableret små urtehaver til det daglige forbrug af grøntsager. Mælk til børnene blev hentet på Utterslev Torv på “Mejeriet Granly”, men det var svært at få det smuglet ind i Kantorparken, der under generalstrejken i 1943 var totalt afspærret af tyskerne. Der var blandt andet placeret en kanon på hjørnet af Bispebjerg Parkallé og Frederiksborgvej, og det var umuligt at komme ud og ind af Kantorparken uden særlig legitimation. Kantorparkens beboere var også særdeles aktive i modstandskampen, der var etableret våbendepoter flere steder i Kantorparken. Blandt andet i fyrkælderen, hvor der en dag var razzia; der gik panik i varmemesteren, og han fik ved en fejltagelse smidt al ammunitionen i fyret – så den dag blev der i hvert fald fyret op i Kantorparken.”
Folketingsvalgene omkring krigen.
Under krigen var den politiske situation naturligvis ikke den sædvanlige, selvom samarbejdspolitikken i nogen grad gjorde, at Danmarks forhold var langt mindre belastet end mange andre landes.
Det seneste valg før krigen blev afholdt den 3. april 1939, hvilket resulterede i, at landet fik en socialdemokratisk/radikal regering med Thorvald Stauning som statsminister. Stauning døde i 1942, og Vilhelm Buhl, efterfulgte ham som statsminister. Allerede den 10. april 1940 var regeringen blevet til en national samlingsregering, idet tre venstrepolitikere og tre konservative politikere var blevet optaget i regeringen.
I november 1942 blev den radikale Erik Scavenius, som hidtil havde været udenrigsminister, også statsminister, idet Vilhelm Buhl gik af. Årsagen til Buhls tilbagetræden var den såkaldte telegramkrise, der bestod i, at Hitler følte sig fornærmet over, at Christian den 10. havde besvaret et lykønskningstelegram fra Hitler med en enkelt enstavelsesord.
I marts 1943 var der bemærkelsesværdigt nok valg. Werner Best tillod dette for at styrke den skrantende samarbejdspolitik, men han tillod kun ganske kort tid til at tilrettelægge valget. Valgagitation var ikke tilladt.

Ved samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943 begyndte tyskerne henrettelserne i Ryvangen, og de sendte 150 internerede kommunister til koncentrationslejrene i Tyskland.
En særlig dansk ordning blev effektueret, hvilket betød, at regeringen indgav ansøgning om at træde tilbage, vel vidende at kongen – som aftalt – ville nægte at modtage ansøgningen. Det resulterede i en speciel ordning med en eksisterende, men ikke funktionsdygtig regering; og med en slags embedsmandsstyre til at ordne det administrative.

Vilhelm Buhl.

Efter kapitulationen dannedes en ny samlingsregering med Vilhelm Buhl som statsminister og med deltagelse af socialdemokratiet, radikale, venstre, konservative, dansk samling og kommunisterne.
Den ny regering skulle blandt mange andre opgaver planlægge et kommende folketingsvalg. Det første efterkrigsvalg blev afholdt den 30. oktober 1945. Valget resulterede i en ren venstreregering med Knud Kristensen som statsminister.
Tendenser ved de tre valg.
–Bondepartiet eksisterede fra 1934-45, og var et parti, der var udbrudt fra Venstre. Partiet stillede ikke op i 1945. Fik 50.000 stemmer i 1939 og 25.000 stemmer i 1943.
–NSDAP er Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, altså det nazistiske parti. Nogle gange ses partiet benævnt DNSAP, hvilket betyder Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti. Partiet fik 31.000 stemmer i 1939 og 43.000 stemmer i 1943.
–Nationalt Samvirke var dannet af en udbrydergruppe fra Konservative Folkeparti. Stillede op i 1939 og fik 17.000 stemmer.
–Slesvigsk Parti, der blev dannet i 1920, repræsenterede det tyske mindretal i Danmark. Fik i 1939 15.000 stemmer.
–Dansk Samling blev dannet i 1936 og var aktivt i modstandskampen. Pragmatisk parti, der mente at befinde sig udenfor den traditionelle endimentionelle højre-venstre struktur. Ved valget i 1939 fik partiet 8.500 stemmer, i 1943 43.000 stemmer og i 1945 63.000 stemmer.

Af stemmetallene kan man yderligere læse:
–Kommunisterne, der var blevet forbudt opstilling i 1943, fik en voldsom tilslutning ved det første valg i 1945. 40.000 stemmer i 1939 og 255.000 stemmer i 1945.
–De fire “gamle” partiers vælgertække var ret uberørt af krigsforholdene, her kan man måske undre sig over, at de Radikale med Erik Scavenius kunne holde stemmetallene, trods den eftergivende politik som specielt Scavenius var talsmand for, og som blev kritiseret bredt af de øvrige partier.
–NSDAP og Dansk Samling mønstrede næste ens stemmetal under krigen.

Et ungt jødisk ægtepars flugt.
I 1943 da jøderne blev forfulgt i Danmark, var der som tidligere anført en vis transport af jøder over Øresund. Transporten til den sjællandske Øresundskyst var bestemt ikke uden farer. Den menneskelige snilde kan imidlertid til tider overliste den militære tankegang, hvilket følgende lille eksempel illustrerer. Et yngre jødisk ægtepar, der boede i Emdrup, havde besluttet sig for at forsøge at komme til Sverige. De vidste ikke bedre end at tage toget til en station i Nordsjælland, hvor de ville opsøge muligheden for at komme over sundet. De blev overraskede på den lille station af et par tyske soldater, som netop ville kontrollere, at der ikke var jøder, der var i færd med at flygte ud af landet. Rædselsslagne blev de holdt op af soldaterne, og de måtte vise papirer – heriblandt deres rejsehjemmel. De fik imidlertid lov til at passere. De havde været så kløgtige, at de havde købt returbilletter til toget.

Det københavnske vid.
Om den københavnske jargon overfor tyskerne er der fortalt mange historier, hvoraf en del ikke er helt sande, men måske indeholder de delvise sandheder. Givet er det imidlertid, at der blev fortalt mange vittigheder om de tyske soldater og deres ledere. Formålet var naturligvis at gøre grundigt grin med besættelsesmagten. Her skal nævnes nogle eksempler på, hvorledes tyskerne og deres aksemagtallierede blev drillet og gjort til grin.

 

Hitler var irriteret over, at Mussolini var så længe om at erobre Grækenland. Han ringede derfor til Mussolini og råbte i røret: “Hvorfor har du dog endnu ikke taget Grækenland?”
Mussolini mumlede noget uforståeligt i telefonen.
Hitler gentog sit spørgsmål og tilføjede: “Kan du ikke høre, hvad jeg siger”?
Mussolini svarede: “Det må være fordi, du taler helt ovre fra London, at forbindelsen er så dårlig”.

Senere spurgte Hitler: “Er det sandt, at en græker har taget 500 italienere til fange?”
“Nej”, svarede Mussolini stolt. “Det er lige omvendt, det er 500 italienere, der har fanget en græker”.

Endelig et replikskifte fra en københavnerrevy:
“Hvem er de mest populære tyske ledere?”
“Det er Best, Hitler, Himmler”.
Danskere, men ikke tyskere forstod den sproglige finurlighed.

To tyskere og en dansk soldat.
Naturligvis boede der allerede inden krigens udbrud tyske statsborgere i Danmark. Man kan sikkert let forestille sig, hvilken situation disse mennesker blev bragt i, da Tyskland overfaldt landet.
På Nøkkerosevej 43 boede Herbert A. Fritzsche. Han havde opført huset i slutningen af trediverne. Han var kommet til Danmark i 1930 og havde først nedsat sig i Silkeborg. Senere flyttede han til Nøkkerosevej og blev montør på Omo væverifabrik, der lå på Vesterbro. I starten af krigen blev han af beboerne i området opfattet som en venlig nabo og genbo, men han følte sig selv trykket af situationen. En beboer på Nøkkerosevej husker, at han under en samtale med en af sønnerne skimtede en Hitler Jugend uniform under sønnens frakke, hvilket synligt generede den unge tysker. De to sønner blev ligeledes generet i skolen. I slutningen af krigen blev både han og sønnerne beordret til at deltage i krigen på tysk side, og de skulle sendes til Frankrig. Sønnen Rolf flygtede til Sverige. Den anden søn Manfred drog til Frankrig med sin far. Efter krigen var Herbert i fangenskab i en periode bl. a. i USA, men han kom tilbage efter nogle år. I ca. 1958 startede han virksomhed, idet han fabrikerede blonder til undertøj i kælderen på Nøkkerosevej. Hans ægteskab forliste, og han flyttede til Glostrup og videre til Lille Værløse, hvor han drev virksomheden med sønnen Manfred.
En anden tysker boede på Emdrupvænge 189. Det var fru Weihrauch. Datteren Tove, der nu bor på Nøkkerosevej, fortæller:
“Da Danmark blev besat d. 9. april 1940, blev efternavnet et problem for os. Mistro og uvilje fulgte alt, hvad der var tysk. Min mor følte, at danskerne opfattede hende som nazist. Vi børn savnede naturligvis Oma og Opa (bedstemor og bedstefar). Min mors tre brødre blev soldater og kunne af og til dukke op i Danmark, hvilket stillede min mor i et dilemma. Brødrene var indoktrinerede og følte sig som beskyttere. Min mor fortalte om den danske opfattelse, hvilket ødelagde forholdet til dem i mange år. Vi børn var bange under krigen, specielt når der var luftalarm, og når vi kunne høre de lavtgående fly. Jeg husker, at jeg ikke turde gå tæt forbi Heiber Service, der lå tæt ved. Det var fordi, vi vidste, at de arbejdede for tyskerne, og at virksomheden kunne blive saboteret. En nat kom så braget, det husker jeg tydeligt.
Jeg husker også, at der gik rygter om, at tyskerne skød danskere i en lille lund ved Ryparken. Det var barsk. Beboerne kunne høre skud dernedefra.
Fra Emdrup Skoles øverste etage kunne vi se flyverne komme ind mod byen, den dag Shell-huset blev bombet, alarmen lød ret sent, men vi blev gennet ned i kælderen.
Emdrupborg blev ombygget i tysk stil med tårn og søjlehal, men blev heldigvis ombygget igen, da danskerne senere overtog skolen.
På hjørnet overfor Emdrupborg i retning ned mod Emdrupvænge lå en lille kro, Emdrup Søpavillon med udsigt over Emdrupvejen og Emdrup Sø, hvor både københavnerne, men også en del af de tyske soldater kom.
Efter befrielsen husker jeg, at der var nogle dage med skudveksling i vores ellers fredelige, grønne område, nogle mænd kom løbende og skjulte sig. Vi børn kastede os ned på gulvet inde i huset. En ung mand blev fundet skudt, og i lang tid blev der lagt blomster på stedet.”

Toves mand – Aage – blev indkaldt som soldat under krigen. Det var i 1943. Aage beretter:
“Jeg var stationeret på Jægersborg kaserne og husker frygten for udsendelse til et andet land. Natten mellem den 28. og den 29. august 1943 husker jeg tydeligt. Soldaterne destruerede deres maskinpistoler, idet de fjernede “hjertet”, en mekanisme der var nødvendig for våbnets funktion. Tyskerne blev rasende over dette. I en periode var jeg sabotagevagt ved Heiber Service, hvilket var en ejendommelig beskæftigelse, idet man jo skulle være på vagt overfor sine venner og altså beskytte en virksomhed, der var tyskervenlig. Senere blev jeg hjemsendt, og jeg deltog i fordelingen af de illegale blade som f.eks. “Frit Danmark”. I S-toget ved Østerport husker jeg angsten, da nogle tyske soldater kom ind i toget for at lede efter en sabotør. Jeg havde skubbet en stabel blade ind under sædet, men heldigvis opdagede tyskerne intet.
I det civile liv var jeg bankmand, og jeg husker, at jeg var ved at blive narret i banken, da en “kunde” pludselig diskret viste mig en pistol og spurgte, om jeg ville være med til noget illegalt. Jeg afslog det og erfarede senere med en vis lettelse, at det viste sig at være en HIPO mand, der forsøgte at lokke mig. Jeg husker bombningen af Shell-huset den 21. marts 1945. Shell-huset var Gestapos hovedkvarter og var ligeledes fængsel. Ved Royal Air Forces bombning mistede jeg en nær ven.
Efter krigen blev jeg genindkaldt, og jeg gik vagt på Kastellet og bevogtede blandt andre Werner Best, Günther Pancke der var SS-Obergruppenführer und General der Polizei samt Otto Richard Bovensiepen der var Gestapochef.”

Best blev efter krigen dødsdømt, dommen blev ændret til 12 års fængsel og han blev udvist i 1951. Pancke blev idømt 20 års fængsel, men han blev udvist i 1953. Bovensiepen blev dødsdømt, blev benådet og udvist i 1953.

Afslutning.
2. Verdenskrig på de væsentlige og afgørende punkter næppe blev afgjort i Emdrup.
Den store krig blev afgjort på Stillehavet, ved El Alamein, ved Stalingrad, ved Normandiets kyst og i de sidste hektiske dage i Berlin.

Udævnt til rigskansler. Skød sig efter en hektisk karriere.

Avisen ‘The Stars and Stripes’ onsdag d. 2. maj 1945.

I Danmark var der som bekendt krig fra den 9. april 1940 til den 5. maj 1945. Den militære modstand var ikke omfattende, men der blev derimod etableret en ganske effektiv modstandsbevægelse. I København var der flere grupper, der primært saboterede forskellige tyskvenlige virksomheder endog ved højlys dag i enkelte tilfælde. Som i resten af verden har disse handlinger dog haft deres pris.
Livet!
Det er en høj pris at betale.
Vi emdruppere er så heldige, at vi bor tæt ved Mindelunden i Ryvangen. Mindelunden i Ryvangen er et enestående mindested for de, der netop betalte den højeste pris.
I Emdrups område fandt der sabotagehandlinger sted med det væsentlige formål at genere fjenden mest muligt, at hindre deres forsyninger og ødelægge deres materiel. Også i Emdrup måtte enkelte betale med livet for deres dristige indsats.
Men man kan med god ret påstå, at de små krige i et vist omfang også blev vundet i Emdrup.

Emdrup Grundejerforenings beretning i anledning af befrielsen.
Da meddelelsen om Danmarks befrielse blev kendt, var der glæde i alle dele af landet, og i Emdrup Grundejerforenings medlemsblad nr. 25, juni 1945 skrev formanden F. Brinch:

BEFRIELSEN.
“Selv om man efterhånden var blevet klar over, at en Afslutning af Krigen ikke kunde lade vente længe på sig, kom dog sikkert Afgørelsen overraskende for os, da der Fredag den 4. maj Kl. 20,40 fra B. B. C. blev meddelt, at Tyskland havde kapituleret. Det var som man i Øjeblikketikke følte sig helt sikker på, at vort Land, der i de fem lange Aar havde været udsat for Besættelse, nu igen var frit.
Men Tvivlen varede ikke ret længe, idet man overalt mærkede Glædesfølelser over, at man nu igen kunde tale og handle frit.
Det har været trange og lange Aar, og mange af Danmarks gode mænd, har maattet bøde med Livet, fordi de arbejdede for dette ene – at at befri vort Land -. Disse Mænd vil vi altid have i tankerne.
Vi har i høj Grad Grund til at være de allierede taknemmelige for den enestaaende Maade Danmark blev befriet på, og for den Hjælpsomhed, vi har mødt for igen at komme i Gang, men midt i alt maa vi ikke glemme at beundre den måde, hvorpaa hele Frihedsbevægelsen var bygget op, og den Indsats Frihedsbevægelsen har ydet.
Med eet havde Danmark en kampberedt Hær, fortrinligt organiseret til at lede det Arbejde, der var forbundet med Kapitulationen.
Maatte vi nu af de fem lange aar have lært Sammenholdets Betydning og igennem dette søge at forstaa, at for at Landet skal blive lykkeligt, maa man undgaa at bekrige hinanden indbyrdes, en Tilbøjelighed man jo ikke har været ukendt med, og at man vil drage Omsorg for, at den Inskription, der staar paa Stenen i det smukke Anlæg ved den dansk-tyske Grænse: “Her mødtes Kong Christian den 10′ med det sydslesvigske Folk med Ordene: ‘I skal ikke blive glemt’ “, maa blive forstaaet saaledes, at det Folk, der i saa mange Aar har levet under vanskelige forhold, nu maa kunne føle sig hjemme, som vi, der lever i et frit Danmark.

Emdrup, den 25. Maj 1945

F. Brinch.”