Systematik
Systematik.
Nogle få termer og beskrivelse af systematikken er en klar fordel, før man for alvor går igang.
Der er to principper for, hvorledes man kan udarbejde en slægtstavle.
Den letteste at starte med er anetavlen. En anetavle er en grafisk beskrivelse af en persons forfædre. Den, hvis forfædre beskrives, kaldes proband. Ofte vælger man sig selv, eller man vælger et af sine børn. Man kan snyde lidt og vælge at alle ens børn er en og samme proband, såfremt alle børnene har samme far og mor.
For at sikre sig en systematisk anetavle, er det en god ide at nummerere individerne, og det er en god ide, at notere sig, alle de oplysninger, man har om hver enkelt individ. Desuden, hvorfra man har oplysningerne. Den mest udbredte nummerering kaldes Sosa-Stradonitz nummereringen. (Hieronymus Sosa og Stephan Kekule von Stradonitz). Princippet er ret enkelt og indeholder nogle praktiske egenskaber. Probanden kaldes nr. 1. Hans far og mor (altså næste generation) kaldes hhv. nr. 2 og nr. 3. Hans farfar, farmor, morfar og mormor (generation 3) kaldes i nævnte rækkefølge for nr. 4,5,6 og 7. Hvis du tegner en skitse på et stykke papir, ser du let systematikken. På denne måde bliver mænd benævnt med lige numre og kvinder med ulige numre. Probanden er dog altid nr. 1 uanset køn. Nummeret på den førstnævnte i en generation angiver ligeledes, hvor mange individer der er i den pågældende generation. Uanset hvor mange individer man har i anetavlen, så vil et givet individs far have et nummer, der er det dobbelte af individets eget nummer, og moderens nummer er det dobbelte +1.
Traditionelt tegner man probanden i en anetavle nederst, på linjen ovenover tegner man faderen til venstre og moderen til højre, på næste linje tegnes farfar, farmor, morfar og mormor så. På denne måde udvikler man en ‘vandret’ anetavle. En anden – lige så ofte anvendt måde at tegne tavlen på er at tegne probanden til venstre, i en kolonne til højre herfor tegner så faderen øverst og moderen nederst, i næste generation – en kolonne til højre igen tegner man så farfar, farmor, morfar og mormor ovenfra og ned. Det er ikke så høfligt over for kvinderne, idet mændene får en ret fremtrædende rolle i sådanne tavler. Sådan er traditionen imidlertid, men man er på ingen måde bundet heraf. For slægtforskeren er det vigtigt at bruge et system, der er logisk for ham eller hende.
En aneliste er blot en liste med anerne. nr. 1. er probanden (incl. de parametre, man ønsker skal med). Næste linje nr. 2, som er probandens fader. Næste linje nr. 3, som er probandens mor osv. Man kan med fordel lave en tom linje før starten på en ny generation. Anelisten er et redskab, når man arbejder med sine slægtsdata. Man har ligeledes stor gavn af at hvert individ har et ‘kort’ altså et stykke papir med plads til de data, som man vil registrere. De mest omhyggelige slægtsforskere registrerer mange data. Du skal gøre op med dig selv, hvad du vil registrere, men det er almindeligt at registrere:
Navn, dato, år og sted for fødsel, dåb, konfirmation, vielse(r) og død. Stilling(er) gennemlivet, bopæl – med angivelse at adresse, by, sogn, kommune, amt osv. Desuden er det en rigtig god ide, at præcisere kilden til disse informationer.
Kan man få søskende, fætre og kusiner med. Ja, men det fylder, og man skal holde tungen lige i munden. Se senere i mine børns aneliste. Jeg har selv opfundet et princip, som tillader dette:
I stedet for at kalde probanden 1, så kalder jeg probanden 1.0
Probandens far 2.0 og moderen 3.0
Hvis faderen har tre søskende, så kalder jeg dem 2.1 og 2.2 og 2.3 den ældste først, men uanset hvor i søskendeflokken probandens fader er, så hedder han 2.0 – det er jo ham, der er i blodlinje med probanden.
Faderens broder (2.1) har giftet sig ialt tre gange, nemlig med 2.1.a – 2.1.b og 2.1.c bogstaverne betegner i mit system, at her er en person, som har giftet sig ind i blodlinjen set med probandens øjne.
2.1 og 2.1.a har fået to børn, nemlig 2.1.1 og 2.1.2
2.1 og 2.1.b har fået et barn, nemlig 2.1.3
2.1 og 2.1.c fik ingen børn (han var blevet for gammel).
Ser man så på næste generation, så fik 2.1.1 en ægtefælle, nemlig 2.1.1.a med hvilken han/hun fik 2.1.1.1 – og så videre. Alle relevante, der har at gøre med personen 2.0, ‘gøres færdige’ under 2.0
Systemet har den svaghed, at hvis der pludselig dukker en ukendt person op, så er det besværligt at indkode denne i anelisten.
Mit komputerprogram kan imidlertid klare denne opgave let.
En efterslægtstavle går den anden vej i forhold til anetavlen. Forestil dig, at en tip-tip oldefar var en meget stor forretningsmand eller jordbesidder. Så kan du tegne ham, og efter en streg mod højre kan du anføre, hvem han var gift med (eller avlede de børn med, som efterhånden er blevet til dig). Han fik for eksempel 6 børn. Dem tegner man så på en linje nedenunder fra venstre mod højre, med den ældste først. De ægteskaber man kender til anføres ligeledes. Det fylder en del, hvis der er mange. Næste generation igen osv. Der bliver rigtig mange, jo flere generationer man kan anføre. En af linjerne fra den store stamfader bliver via hans søn, dennes datter, dennes datter og dennes søn så til din mor som efterfølgende har født dig. Her kan man ikke anvende de før omralte anenumre. Tegn og du vil forstå.
En komputer og et slægtsforskningsprogram er en fantastisk hjælp – se senere.
**********
Herunder ses princippet for nummereringen. 1 = proband, 2 = far, 3 = mor, 4 = farfar, 5 = farmor, 6 = morfar, 7 = mormor, 8 – 15 = oldeforældre, 16 – 31 = tipoldeforældre, 32 – 63 = tiptipoldeforældre osv:
16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31
8 9 10 11 12 13 14 15
4 5 6 7
2 3
1
**********
