Vedligeholdelse

Campingvognen skal vedligeholdes, og den skal opbevares om vinteren.

Campingvognen skal bruges på den rigtige måde. Det grej som man har med, skal placeres hensigtsmæssigt i vognen. Det tunge placeres bedst lavt og over akslerne. Der skal være et fornuftigt forhold, mellem bilen der trækker og campingvognen. Man kan ikke lade en Fiat 500 fra 1962 trække en vogn på 1500 kg. Der er lovmæssigheder omkring disse forhold. Det kan være en stor fordel, hvis man underdriver lidt – således at forstå, at bilen kan klare mere, end hvad man byder den.

 

Vedligeholdelse af en campingvogn er ikke så omfattende. Mange ting kan man selv klare. Enelte ting må man lade fagfolk om. Man skal tjekke, at bremserne virker, at der er korrekt lufttryk i dækkene, og disse skal være i god stand. Hos en autoriseret forhandler skal man hvert andet år sikre sig at gasanlægget er iorden og frem for alt tæt. Elinstallationerne skal man også lade autoriserede folk om. Der er regler for, hvorledes dimensioneringen af ledningen, der henter 220 volt til vognen, skal være. Campingvognen skal vaskes af og til. Lunkent vand med lidt autosæbe i er fint. Tjek at lygterne er OK.

Om vinteren er det klogt at hente hynderne indendørs, så de ligger tørt og godt. Har man et batteri, er det klogt at hente det indendørs og lade det op. Når man bruger vognen første gang i den ny sæson, dannes der ofte en del kondensvand, når man varmer den op. Sørg for god udluftning.

Man kan dog godt vintercampere.

 

 

Campingvognens store fjende er fugt. Skjult fugt. Få det tjekket af en professionel, hvis du har mistanken.

Udluftning. Mit job har lært mig et og andet om luft, ilt kuldioxid og kulilte. Den viden har producenterne af campingvogne også. Derfor er der rige muligheder for at udlufte vognen. Der er dels tvangsudluftning, som man absolut ikke må spærre for. Det er luftindtag i bunden – typisk i magasinerne  samt i loftet. Derudover er der som regel luftindtag i vognens ene side, hvor køkkenaggregatet er. Bruger man gas er det meget vigtigt, at disse luftindtag er intakte. Sørg for at de virker. Så kan man supplere med åbne døre eller vinduer efter behov. Dyr og mennesker bruger ilt, og de producerer kuldioxid og vanddamp. Gasblus bruger ilt og producerer kuldioxid samt små mængder af det meget giftige kulilte og desuden vanddamp. Sørg for grundig udluftning – også for at få fugten ud.

 

 

 

Et specifikt problem kan opstå, såfremt du køber ny bil. Bilen leveres med 13-polet stik til din campingvogn, men campingvognen har et 7-polet stik. Problemet kan (næsten) klares med en adapter, hvilket måske er at foretrække frem for at rode med de mange ledninger i bilens stikdåse eller i campingvognens stik.

Når jeg skriver næsten skyldes det, at man risikerer, at der ikke er strøm til køleskabet. Hvad gør man så?

Adskil adapteren. – Fjern den blå ledning, der forbinder stik nr. 2 i den 13-polede ende med stik 54G i den 7-polede ende. – Forbind den orange ledning, der er monteret i ben 9 i den 13-polede ende med ben 54G i den 7-polede ende i adapteren.

Den orange ledning er tykkere, og det skal den også være, og den leverer nu strøm til køleskabet. Den blå ledning, der er fjernet, ville alternativt have sendt strøm ’tilbage’ til bilen og ville have fået bilens tågebaglygte til at være tændt hele tiden.

Hvis du er i tvivl, så lad en professionel hjælpe dig.

Fordelen ved ovenstående fremgangsmåde er, at du ikke ændrer på hverken bil eller campingvogn, og adapteren tager du med til næste nye bil.

Jeg anbefaler iøvrigt: www.campingferie.dk Her kan man hente god information ganske gratis.

 

**********