Anders Beck

Den første kalender i verdenshistorien finder vi i Bibelen, nemlig Første Mosebog i det Gamle Testamente, hvor Gud på:

– Dag nr. 1. skabte lyset, adskilte lyset og mørket, hvorved han havde skabt dag og nat.

– Dag nr. 2. skabte havet og himlen.

– Dag nr. 3. adskilte hav og landjord, og han sørgede for planter og frugter på landjorden.

– Dag nr. 4. skabte solen og stjernerne og definerede kalenderen.

– Dag nr. 5. skabte fiskene i havet og fuglene i luften.

– Dag nr. 6. skabte de vilde dyr samt mennesket i sit eget billede.

– Dag nr. 7. skabte hviledagen.

Gud brugte en uge, altså 7 dage til sit omfattende arbejde. Ugen og dagen er to af flere grundelementer i vores kalender. Han omtalte ligeledes året, men definerede det ikke i denne sammenhæng.

Tiden går:

Herefter gik der en forfærdelig masse år, indtil Romulus i år 573 f. Kr. etablerede den første egentlige kalender, der delte et år op på 304 dage – fordelt på 10 måneder. Den gode og velmenende mand havde nok en fornemmelse af, at årstiderne skiftede, men han havde ikke helt tjek på, hvor lang tid jorden anvendte til at køre en gang rundt om solen, hvis han overhovedet fattede, at det var således, at tingene hang sammen. 304 dage på et år er for lidt. De 10 måneder var:

Martius, opkaldt efter krigsguden Mars.
Aprilis, kommer af det latinske ord aperire, som betyder at åbne; altså hvor markerne skulle tilsås.
Maius, opkaldt efter gudinden Maja.
Junius, opkaldt efter Gudinden Juno.
Quintilis, årets femte måned.
Sextilis, årets sjette måned.
September, året syvende måned.
October, årets ottende måned.
November, årets niende måned.
December, årets tiende måned.

Bønderne i Rom fandt ud af, at 304 dage efter at de havde sået deres korn, og hvor det var meningen, at de skulle så igen, så var det ret koldt, og ikke egnet vejr til såning, naturligvis fordi der jo ikke var gået et år i relation til jordens stilling i forhold til solen. Der var dog nogle, der havde opfattelsen af, at der var en sammenhæng mellem solens placering på himmelen og den periodicitet, som er typisk for klimaet. Derfor var det efterhånden klart, at hvis en kalender skulle være anvendelig, så skulle antallet af døgn i et år relateres til den tid, det tog jorden at komme en gang rundt om solen. Som altid, var der uenighed om, hvad det egentlig sker mellem jorden og solen. Nogle mente, at det var solen, der drejede rundt om jorden, nogle mente, at jorden var flad osv.

De mest indsigtsfulde havde fornemmelsen af, hvor lang tid et år skulle være, og de foreslog, at man gjorde året 51 dage længere, og at man forøgede antallet af måneder med to.

De nye måneder kom til at hedde Januarius efter Janus, og Februarius, efter “Februa”, en renselses- og forsonelsesfest, som afholdtes på de tider. I 153 f. Kr. blev de to nye måneder indplacerede i årets start, året havde nu 12 måneder og 355 døgn.

Det var bedre, men ikke godt nok, for i løbet af nogle år, stod det klart, at tidspunktet for såning og høst langsom – men sikkert rykkede, så tidspunkterne faldt tidligere og tidligere.

I 46 f. Kr. slog Cæsar fast, at der skulle en reform til på området. Han havde allieret sig med fysikere og astronomer, så han havde sikkerhed for, at det nye tiltag ville blive en succes. Han introducerede den Julianske kalender, ydmygt opkaldet efter ham selv! Den var temmelig præcis, og der skulle gå mange år, før man kunne konstatere dens unøjagtighed.

Til forskel fra tidligere var året nu blevet lidt for langvarigt, således at forstå, at efter nogle år, så rykkede tidspunktet for såning sig nu således, at der blevet sået senere. I 1582 betød de knapt 12 minutter, som året var for langt, at man var 10 døgn for langt fremme i forhold til solen. Nu kunne man måle solens placering på himlen, man kunne måle opgang- og nedgangstider, og der var stor opmærksomhed omkring sagen blandt lærde.

Pave Gregor d. 13. var ligeså ydmyg, som Julius Cæsar var før ham. Han gav den ny kalender sit eget navn, således at alle efterfølgende ville huske ham. Den Gregorianske kalender fandt sin form i 1582, og den fik den udformning, som vi kender i dag. 12 måneder og 365 døgn pr. år, men således at hvert fjerde år var på 366 døgn. Det ekstra døgn blev lagt i den korteste måned. Imidlertid havde astronomerne nu gennemskuet, at selv disse korrektioner ikke var præcise nok. Nogle af de såkaldte skuddage skulle barberes bort igen. Det blev så til at årstal, der er delelige med 100 ikke får en skuddag. De år, der er delelige med 400 får alligevel en skuddag. Med disse korrektioner er kalenderåret meget tæt på at være det samme som ’solåret’. Men kalenderåret er dog en smule længere end ’solåret’. Dette justeres af og til ved nytårstide, hvor man lader uret gå i stå i nogle sekunder – af og til.

Et kuriosum er det imidlertid, at den Gregorianske kalender ikke afløste den Julianske samtidig overalt. De katolske lande var hurtigst til at indføre den ny og præcise tidsregistrering, de protestantiske lande kom til langt senere.

I Danmark blev overgangen fra Juliansk til Gregoriansk kalender først indført i 1700, altså med en forsinkelse på 118 år. Det skete ved, at fredag d. 18. februar efterfulgtes af lørdag d. 1. marts.