Paolo il Danese
2. Verdenskrig behandlede Europa hårdt.
Mange fredelige mennesker blev dræbt og lemlæstet, og mange blev tortureret af fangevogtere og af andre magtsyge udskud. Foruden den modstand, som blev iværksat af de enkelte nationer, der bød nazismen og fascismen trods, var der enkeltindivider og mindre grupper, der modarbejdede de totalisære regimer. På et mindre plan men dog ret effektivt blev der udført sabotage, som på væsentlige punkter blev en sten i skoen for fjenden. Disse grupper havde fordel af lokalkendskab til geografien og til, hvorledes samfundet fungerede lokalt. Imidlertid var det et farligt job, disse mennesker udførte.
I perioden efter krigens afslutning, blev modstandsfolkene hyldet som helte. Der blev lavet spillefilm, der beskrev de udførte handlinger i dramatiseret form. Også i Danmark med helte i form af Poul Reichard og Ebbe Rode og andre.
Nogle stod frem i det virkelige liv, levede videre i civile liv med et positivt rygte om de heltmodige indsatser. I Danmarks Frihedsråd husker vi dem, der havde de rigtige nationale holdninger, og som uanset deres politiske holdninger levede videre i et nu fredeligt Danmark. Mogens Fog, Frode Jakobsen for nu at nævne et par af de mest karismatiske.
Imidlertid var der også nogle, der var mindre kendte. Du kan på nærværende hjemmeside læse om Anders Lassen, og du kan læse om Svend Gønge. I det følgende kan du læse om Paolo il Danese, som på italiensk betyder Den Danske Poul.
Det følgende er i udtalt omfang inspireret af Thomas Harders bog: Paolo il Danese. Den danske partisan. Jeg vil for god ordens skyld her anføre, at jeg har spurgt Thomas Harder, om der var begrænsninger i, hvad jeg måtte skrive på nærværende hjemmeside, når jeg blot anførte Thomas Harder som kilde. Jeg fik det venlige svar fra Thomas Harder: Ingen begrænsninger.
Derudover har jeg enkelte oplysninger fra Paolos søstersøn, Hans-Henrik Bülow.
Paolo il Danese.
Arndt Paul Richard Sandorp Lauritzen blev født 11. maj 1915. Han var søn af en frisørmester Alfred Georg Lauritzen og hustruen Helga Nielsen. Hjemmet lå i Toldbodgade i København, og Arndt var den ældste af en børneflok på 3. De to mindre søstre var Åse og Bitten.
Arndts liv er på mange punkter ret usædvanligt. De, der kendte ham, betegner ham som kærlig, opofrende, på alle måder hjælpsom og imødekommende. Han var spejder, og han var i en ung alder politisk bevidst. Han gik i gymnasiet på Østre Borgerdyd og blev student i 1933. Tidligere var han overbevist om, at han ville være præst, men gymnasietiden havde drejet hans religiøse opfattelse fra det protestantiske i retning af det katolske. Denne erkendelse er usædvanlig for en ung mand på 16-17 år. Han besluttede sig for at konvertere til katolicismen.
At han mente det alvorligt ses derved, at han efter gymnasietiden ville rejse til Clervaux i Luxembourg og leve som munk i et kloster. Han cyklede sammen med vennen Knud Vesch gennem Tyskland til Luxembourg. Denne cykeltur fandt sted i sommeren 1933, men som bekendt blev Adolf Hitler allerede 30. januar samme år udnævnt til rigskansler af præsident Paul von Hindenburg. Politisk bevidst som han var, har han ikke kunnet undgå at fornemme, hvorledes diktaturet i Tyskland var i færd med at udvikle sig. Man må formode, at hans antinazisme er blevet vækket i denne periode. Han blev munk og gennemgik den uddannelse og de ritualer, der hører til livet som munk i et kloster.
I 1937 aftjente han sin værnepligt i Roskilde og i Helsingør, han blev uddannet til officer, hvorefter han vendte tilbage til klosteret i Clervaux, hvor han opnåede at blive sendt til bispevielse i Rom – en flot gestus til den unge mand.
Umiddelbart efter Danmarks besættelse d. 9. april 1940, tog han til Sverige sammen med en række andre soldater for etablere en effektiv modstand mod nazismen. Han avancerede og blev løjtnant i april/maj. Han drog til Norge og senere i 1940 tilbage til København.
Herefter tog han til Rom i Italien, hvor han atter virkede som munk i S. Girolamo klosteret; her trivedes han godt. I starten var han indstillet på atter at ville vende hjem med henblik på at fungere som katolsk præst i Danmark. I et brev til søsteren Aase skriver han i juni 1942, at når eksamen er overstået, skal han være huslærer i Parma i et år, hvorefter han regner med at rejse hjem til Danmark. Imidlertid blev han en periode i Rom.
Italien, der var allieret med Tyskland, blev af England og USA udsat for hårde angreb. Mussolini blev afsat af kongen, og efterfølgeren Pietro Badoglio forsøgte at forhandle om fred med England og USA. Da Italien kapitulerede, besatte tyskerne en række områder i den nordlige del af landet. Arndt, der nu boede i Vigatto – en meget lille by syd for Parma, ca. 120 km. Syd for Milano – deltog i modstandsarbejdet mod tyskerne og mod de italienske fascister. Han hjalp med at skjule jøder, og hans gruppe havde forbindelse til den engelske efterretningstjeneste. Ved siden af dette virkede han som hjælpepræst. Parma var blevet besat af tyskerne, hvilket ikke bekom indbyggerne vel. De allierede havde overtaget i syd og fronten rykkede mod nord. Som i Danmark og andre lande etablerede modstandsbevægelserne sabotagehandlinger mod besættelsesmagten. Tyskerne svarede igen med terrorhandlinger og tilfældige henrettelser af uskyldige. Arndt skrev beroligende breve hjem til familien om sit liv som præst, men sandheden var, at han deltog aktivt i antifascistiske partisangrupper. Arbejdet var vanskeligt, fordi der i Italien var fascistiske grupper, der sympatiserede med tyskerne.
Paolo blev i november/december 1944 vicebrigadechef i en partisanbrigade, og han blev opfattet som en inspirerende idealist. Vinteren bragte meget sne, og tyskerne angreb ofte partisanerne, med i februar 1945 modtog partisanerne en del forsyninger fra luften, hvilket øgede omfanget af attentater mod de tyske stillinger. Dette fik moralen til at stige, og efterhånden troede partisanerne på, at de kunne besejre tyskerne.
Paolo blev brigadechef for 3.Julia brigade i februar 1945.
6-7. april 1945 fik partisanbevægelserne besked over BBC på at indlede nogle massive angreb på de tysk-italienske stillinger syd for Parma. Paolo deltog i angrebet mod en kaserne. Kasernen led store tab, mens partisanerne blot havde en enkelt såret. Hvad der var mere interessant for partisanerne var, at fascisterne forlod området.
Efterfølgende rykkede engelske og amerikanske tropper frem sydfra, og partisanerne beskyttede broer og vejanlæg.
Kampen om Parma intensiveredes, og d 23. april var der regulære kampe inde i Parma mellem partisanerne og tyskerne. For partisanerne var det en stor glæde, da de 25. april kom i tæt kontakt med de allierede styrker, og da de stod sammen med fire bemandede amerikanske kampvogne, følte de, at de var en del af den bevægelse, der ville bekæmpe fascister og nazister og befri Italien for dette uvæsen.
Partisanerne og de allierede styrker var stærke nok til, at tyskerne begyndte at overgive sig, og i løbet af få dage havde partisanerne besat de sektorer i Parma, som var aftalt med de allierede styrker. I løbet af de næste 13 dage overgav de resterende tyske styrker sig.
Thomas Harder beskriver meget detaljeret i sin bog, hvad Paolo oplever i sit fantastiske liv. Undervejs kan man også læse en kort beskrivelse af Paolos møde med Rosita Parmigiani, som ligeledes arbejdede i modstandsbevægelsen. Det skete i en frisørsalon i Pastorello. Paolo udtrykker mødet som: …”der tændtes en uimodståelig gnist…” Gnisten holdt sig i resten af deres liv.
I en artikel i dagbladet Politiken 11. maj 2003 skriver Thomas Harder:
I foråret mødte Poalo Rosita nogle få gange, men møderne gjorde indtryk. Straks efter befrielsen opsøgte Rosita Paolo, og fra da af var de sammen – resten af hans liv.
De blev gift i Milano i august 1945. De fik tre børn.
Harder skriver endvidere, at tyskerne under krigen havde noteret sig den usædvanlige partisanchef, havde et godt øje til ham og lod ham forstå, at de vidste, hvem han var. Desuden vidste de hvem hans familie i Danmark var. Arndts far fik på et tidspunkt besøg af en god ven fra politiet, der fortalte at Gestapo interesserede sig for familien. Familien måtte gå under jorden – de slap for ubehageligheder, men Paolo måtte leve med angsten.
Lauritzen modtog den italienske Militære Fortjenstmedalje i sølv for sin indsats. Denne orden gives yderst sjældent til udlændinge.
Efter krigen boede parret i en periode i Glostrup. I 1950-52 boede de i Berlin, og i 1953 flyttede de atter til Italien.
Den 26. oktober 1978 døde Paolo af en ondartet sygdom! Han blev 63 år.
Anekdote:
Lauritzen var løjtnant. Officerer i hæren optræder med ro og myndighed. Da Danmark blev besat 9. april 1940, herskede der en vis forvirring, og en del soldater var i starten usikre på, om det nu var rigtigt, at tyskerne havde invaderet landet. På kasernen i Roskilde, hvor PAL var løjtnant var der også i starten en vis usikkerhed. En soldat konstaterede, at der nok var noget om snakken, da han udbrød: ”Det passer – løjtnant Lauridsen løber derhenne.”
Faktum:
Lauritzen var blevet såret i sin højre hånd, og han var i starten helt ude af stand til at bruge den. Han blev på et tidspunkt forfulgt af nogle tyske soldater, der fik jaget ham ind i en blind gyde, hvor der for enden var et højt stakit. Han har over for familien beskrevet, at han var sikker på, at det var ude med ham. Hvor han fik kræfterne fra vidste han ikke, men det lykkedes ham at forcere hegnet med den kvæstede hånd / arm.
Faktum:
Hvis du kommer til Parma kan du finde en gade, der er opkaldt efter Paolo. Den hedder Via Paolo il Danese, den ligger i byens sydlige del. Den er en sidegade til den større Via Luigi Capriolo. Via Paolo il Danese er ca. 150 meter lang.
Hvis du vil se gaden, så gå ind flg. link:
Du kan også blot gå ind på Google maps, skriv Parma i søgefeltet. Når du så ser Parma, rydder du søgefeltet, og herefter skriver du Paolo il Danese i søgefeltet. Gå til maksimal zoom og gå i gadeplan.
